Bibliometriske fristelser

Ros til Forskerforum for sin kritiske indgang til nyheden d. 19/9 (her) om at den "upopulære" Bibliometriske Forskningsindikator fortsætter, efter den noget lemfældige evaluerings- og høringsproces' afslutning. Indlægget nærlæste høringssvarene, og bemærkede at politikerne valgte at overhøre den kritik af BFI-modellen, der lå i svarene fra de mange centrale aktørers side.
Ris til Forskerforum for den aktuelle nyhed (d. 29/10, her) med overskriften "Indikator: Bedst forskningskvalitet pr. forsker". Man kan kun ryste på hovedet af den tilgang, der er valgt her. Første sætning slår grundtonen an:

"KU står for 32 pct. af landets samlede forskningskvalitet, AU for 25, DTU for 14, Aalborg for 10, SDU for 9, CBS for 4 og RUC for 3.5 pct."

Herre Jemini! Havde der så stået x % af landets forskning, altså en størrelse man kunne have et vist håb om at opgøre kvantitativt. Nu hævder artiklen, at man kan bruge BFI-statistikken til at sætte procenttal på forskningskvalitet når man sammenligner analoge fakulteter! Det er noget af en påstand!
Det bliver værre endnu. Ganske vist siges det, at "BFI kan ikke afkodes til individniveau." Men hvad gør Forskerforum så? Citat:

"FORSKERforum har derimod udregnet uni-fakulteternes publicerings-score over for hinanden (publikationspoint pr. vip-forskningsårsværk (...). Og her er der et par overraskelser, for det er ikke nødvendigvis de store forskermiljøer, som scorer højest."

Det er da muligt, at denne tal-leg kan føre til "overraskelser", men den er dybt uheldig, og mere meningsløs end bare problematisk. Ikke alene ud fra et rent fagligt-bibliometrisk synspunkt. Den bidrager også til en tendens, man ser til at en del yngre forskere tager hele BFI-modellens postulater og reifikationer for gode varer, og begynder at tælle egne "publikationspoint" sammen, eller skele til om det tidsskift, det er mest hensigtsmæssigt at sende en artikel til, tilfældigvis figurerer på høj- eller lav-niveau ifølge BFI's såkaldte autoritetslister. Forskerforums forfatter vil måske forsvare sig med, at det nævnes, at modellen er omdiskuteret:

"BFI-statistikken er omstridt, men Forskningsstyrelsen og politikerne retfærdiggør målemetoden med, at uni-rektorerne mener, at det er den mindst ringe metode til kvalitetsmåling."

Jammen ikke engang rektorformanden eller Forskningsstyrelsens egne folk påstår, at den måler kvalitet! Hvis der er noget, den er "mindst ringe" til, så er det at fordele forskningskroner mellem universiteterne ud fra produktivitet – ikke kvalitet. Modellen kan tværtimod som utilsigtet konsekvens medføre et volumenræs, som reelt nedsætter kvaliteten. For at sige det meget kort: Hellere een god artikel per forsker hvert tredje år, end 15 dårlige på 3 år, som koger suppe på det samme, er sjuskede, forkerte, eller bare ligegyldige og intetsigende. Også selvom en god artikel ikke giver lige så mange BFI-point (og dermed kroner) til universitetet som 15 dårlige. — Som en god kollega sagde til mig for få dage siden: Der skrives for meget og læses for lidt. Det er bare ikke så let at måle input i form af læst materiale som output i form af skrive-kværnens lette strøm af publikationer.

ps:
En opsamlende liste af pro et contra for BFI kan ses her.

Vejsidebomber eller kontravægte. Med tak til Christian Nissen

Jeg var ikke så lidt imponeret over, at Christian Nissen afleverede DMs ledelsesstafet til mig. Han og jeg har tidligere krydset klinger over universitetsledelse (han klarede sig i øvrigt bedst, sandt at sige, skønt jeg stadig mener, at jeg har ret). Hans anmeldelse af min bog Hjernedød var venligt kritisk, ganske kontant og heltigennem kvalificeret. Men vi står meget forskellige steder i debatten. At han derfor helt af sig selv sender ledelsesstafetten videre til mig, er ganske flot, og det var hans suveræne ret at sende den med et godt skarpt spørgsmål. Det lød sådan her:

De færreste kritikere af universiteternes ”enstrengede ledelsesform” ønsker sig tilbage til ”stænderforsamlingerne” fra før 2003, som havde et tydeligt præg af ”skabsledelse”. Men det kniber med klare alternativer. Du har i din bog ”Hjernedød - til forsvar for det borgerlige universitet” foreslået, at de akademiske råd skal have mere magt og have mulighed for at vælte de ansatte ledere. Altså at der i lov og vedtægter indføjes nogle paragrafbårne ”vej-bump” for ikke at sige ”vejsidebomber”.

Kan du ikke hjælpe diskussionen videre med en mindre formalistisk og mere konstruktiv løsning?

Det satte mig ganske mange grå hår i hovedet at få svaret på sådan et drilsk spørgsmål. Men mit svar kan dog nu læses her.

Fra forskning til forståelse?

- fra universitet til erhvervssamarbejde - og fra atomaffald til forskerpark. 
DTU er et af de danske universiteter, med mest myndighedsbetjening og mest erhvervssamarbejde. Myndighedsbetjeningen kom bl.a. ind gennem universitetsfusionerne i 2007, hvor en række sektorforskningsinstitutioner, herunder Risø, blev lagt sammen med DTU. Erhvervssamarbejderne kommer desuden for DTU's vedkommende ganske oplagt ved at DTU som teknisk højskole i er front med forskning på en række områder, som har de produktive erhvervs interesse.
     I juni måned kunne man læse (her), at "To af de største virksomheder på det danske energimarked går nu aktivt ind i etableringen af Risø Park, cleantech-forskerparken som efter planen kommer til at ligge lige øst for det nuværende Risø, Danmarks nationale forskningscenter for vedvarende energi."
      Planerne skaber så "en kedelig varm kartoffel" for politikerne, for som Anne Albinus skriver på sin blog (her),

"En cleantech-forskerpark formet som en rock-guitar skal opføres ved Risø, og det harmonerer dårligt med et slutdepot for radioaktivt affald. Tidligere udtalelser vidner ellers om, at affaldet godt kunne blive på Risø. Nu bruges der argumenter imod som jordskælvszone og vandstandsstigning. Noget der ikke er blevet nævnt i de 50 år, Risøs forsøgsreaktorer har ligget der. (...) 6 steder i 5 udkantskommuner er udpeget som potentielle modtagere af det radioaktive affald. Feltet indesnævres til 2-3 i 2012/13. De 5 borgmestre står samlet i deres protest mod at aftage affaldet, og de støttes af flere borgergrupper."

DTU-toppen er ellers glade for projektet: "vi nu har direkte adgang til indspil fra store nationale og globale virksomheder. Siemens og SEAS-NVE vil være i stand til at se de kommercielle udfordringer, som vi står over for, når vi skal videreudvikle forskerparken. De kan sætte fingeren på, hvad der er afgørende for, at de spændende virksomheder vi vil tiltrække også rent faktisk går hen og vælger os, siger Anders Bjarklev, rektor på DTU, som Risø i dag er en del af" (citat her).
     Men det er ikke så sært, at fx bornholmerne ikke bryder sig om affaldsdelen af planen. Som det udtrykkes (her): "Nu er det så vi spørger fra Udkantsdanmark: Hvis affaldet ikke er farligt, hvorfor kan det så ikke blive liggende på Risø, hvor det ligger? Risø var oprindeligt med på den liste på 22 steder, som GEUS, statens rådgiver i geologiske anliggender, udpegede, så det må altså være muligt at bruge det område."
     Det er et rigtigt godt spørgsmål, som fortjener ikke bare politikernes, men også DTU-ledelsens eget svar. Og det er et spørgsmål, der er for vigtigt til alene at overlade til DTU, ledelse såvel som forskere. Og det er da også en udfordring, men måske burde tænke mere kreativt over. Som en kommentator foreslår på samme sted: "Byg et slutdepot på Risø, der kunne stå som et kulturhistorisk monument over fortidens fejltrin."
      DTU og de virksomheder, der står bag planerne om cleantech-forskerparken synes måske det er upassende, hvis parken skal bygges med et affalds-tempel i centrum. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke lade et sådant monoment være kernen i en ny forskerpark – til evig påmindelse om teknovidenskabens vidtrækkende og ofte helt uforudsete konsekvenser?
     Følg med og bliv grundigt informeret om sagen på den særlige side om et dansk slutdepot for lav og mellemaktivt affald, Anne Albinus har oprettet. Anne Albinus har også sendt bloggen indlægget nedenfor.

(note tilføjet 4.11.2013 af C.E.: henvisningen til bloggen Eftertanke virker ikke længere, da Kristeligt Dagblad i maj lukkede eftertanke.dk, men se i stedet Anne Albinus' blog atomposten.blogspot.dk ). 

Fra Forskning til Forståelse
af Anne Albinus

Den tidligere atomforsøgsstation Risø skal omdannes til en cleantech-forskerpark, og før det kan ske, skal betydelige mængder af radioaktivt affald fjernes. Det er blevet besluttet at deponere affaldet på 30 – 100 meters dybde i et område, som skønnes egnet efter en geologisk vurdering.

For tiden er 6 lokaliteter inde i billedet: Thyholm, Skive Vest, Thise, Kertinge Mark, Rødbyhavn samt Østermarie. Det drejer sig om områder, der ikke har haft noget påviseligt udbytte af atomforsøgsstationens virksomhed, men som vil komme til at lide under de forventelige følger af en sådan deponering: faldende turistindtægter, større problemer med at tiltrække nye arbejdspladser osv. Med Kertinge som mulig undtagelse er der tale om udkantsområder, der allerede nu har betydelige udviklingsproblemer.

I betragtning af at det handler om farligt affald, hvoraf noget også vil være farligt om titusinder af år, har der været meget lidt offentlig debat om dette emne. Det er også svært at få de fornødne oplysninger om sagen: Politikerne henviser til eksperterne, eksperterne henviser til hinanden, alle skyder ansvaret fra sig. Man får det indtryk, at det her er noget, der skal overstås og glemmes så hurtigt som muligt.

Måske ved de ansvarlige godt, at beslutningsgrundlaget ikke kan stå for en nærmere undersøgelse, eller også har de bare givet op overfor et problem, de synes er uoverskueligt. Sagen om Risø-affaldet viser, at der er et stort behov for at finde andre og bedre måder at træffe beslutninger i sager af denne art.

Universiteterne har eller kan fremskaffe den fornødne ekspertise til at skaffe et overblik over problemer, hvor flere forskellige fagområder skal bidrage til beslutningsgrundlaget. De har den uafhængighed af særinteresser, som vil give deres anbefalinger troværdighed, og den videnskabelige verdens debatkultur vil sørge for, at argumentationen bag anbefalingerne er i orden. Et universitet kan som institution bedre end den enkelte videnskabsmand modstå pression udefra, og endelig kan universiteterne pege på forbedringer i de almene skoleuddannelser, som vil øge befolkningens mulighed for at deltage i debatten om disse beslutninger.

Universiteterne har kort sagt muligheden for at bidrage væsentligt til løsningen af disse vanskelige spørgsmål. Tiden må vise, om de også har viljen.

Dekanernes matadorspil og KU-2016 puljen

Hen over sommeren har det været både fornøjeligt og lidt løjerligt at se en række af mine KU-kollegers  pludselig udtrykke stor interesse for multidisciplinaritet og tværvidenskabelighed. Man ringes op af nære og fjerne kolleger, og hører om deres drømme om transdisiplinære nyskabelser eller, mere pragmatisk, påtrængende samfundsproblemer, det kunne værd at takle fra hver sin videnskabelige synsvinkel. Og jo, jeg holdt ikke mig selv for god til at melde mig ind i koret – jeg elsker tværvidenskab, og synes da også, at jo, ja, det kunne da være et forsøg værd, og virkelig spændende. Men hvorfor nu denne pludselige interesse for tværvidenskab?
     Måske skal forklaringen i sidste ende søges i KU's voksende egenkapital. Som Information beskrev i går (her) har statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen se nærmere på universiteternes store opsparinger, og den problematik er velkendt: Det er ikke lang tid siden det var det stort forklaringsproblem for KU's bestyrelse, at egenkapitalen vokser, samtidig med at man på mange institutter, fx Biologi på Science, men også mange steder på Life, med gru oplevede, at der blev skåret ned på staben for at få budgettet til at hænge sammen, mens egenkapitalen holdtes hellig.^[1]
     Men som moderne ledelsestænkning er i dag, er det et tabu blot at tilbageføre de ekstra midler til de enkelte afdelingers budgetter (tabuet aflæses sprogligt i vendinger som "at smøre det tyndt ud over det hele", det associerer til et rent spild). Ledelsen vil ikke overraskende meget hellere give sig selv magt til at bestemme, hvad overskuddet benyttes til, med andre ord, hvad der skal forskes i. Og skønt det rygtes (her) at den nye forskningsminister har afskrevet Helge Sanders doktriner, er det som om ledelsen stadig lever i Sanders og den akademiske kapitalismes verden, hvor konkurrence er et absolut plus, nærmest et axiom. Så selvfølgeligt skal man have forskerne til at konkurrere om adgang til disse midler.
     KU-toppen, som jo har defineret en "strategi" (kaldet 2016, se her), afsætter så en pulje med 400 mio. kr. til forskning og 80 mio. til uddannelse (se fx her), og definerer herefter reglerne i det ny matador-spil, fx at man helst vil have "våde" og "tørre" fakulteter til at samarbejde; det skal være store projekter (ansøgninger under 10 mio. tages ikke rigtigt alvorligt) osv. — At de ansatte forskere kunne få den tanke, at vi nu skal skrive ansøgninger og konkurrere om at få del i vores egne penge (som Thure Hauser udtrykte det i et debatindlæg her) ser man selvfølgeligt stort på.
     Nu er matadorspillets procedurer lidt forskellige fra fakultet til fakultet, for de enkelte dekaner og deres underledere får også noget at skulle have sagt. Nye regler om langsigtet "indlejring" og "medfinansiering" dukker op hen over sommeren, og får nogle af spillerne til at aflyse aftalte møder og drømme, efter at have talt med en dekan eller institutleder med andre prioriteringer. Man er vel realist.
     Matadorspillet spilles ad to gange, først med korte interessetilkendegivelser (dog med budgetskitser) fra de tvær-fakultære forskergrupper, som i sommerens løb hurtigt har fundet sammen om skrivearbejdet. De blev her ved månedsskiftet kanaliseret via institutlederne, som jo også spiller med, op til dekanaterne. Så er det dekanernes tur (eller det, som i nysprog hedder fakulteternes "ledelsesteam", mellem venner "LT") til at udpege toppen af poppen, som så bedes om at udforme egentlige uddybende ansøgninger. Hvordan dekanerne enes om hvad der er god, vigtig, potentielt banefrydende, ægte tværdisciplinær (og ikke bare tværfakultær) forskning, véd jeg ikke, og kan ikke tyde det ud af de mange procedurebeskrivelser på intranettet, men det er sikkert noget med at få nogle internationale ekspertpaneler til at skrive bedømmelser og anbefalinger, som dekanerne så (ligesom ved besættelse af nye akademiske stillinger) kan skele til i deres endelige beslutning om hvilke af 'deres' forskere, der skal støttes. I det hele taget er det en sjov tanke, at de enkelt-fakultære dekaner skal afgøre hvad der kan være god tværfakultær forskning, som dekanerne så i par eller større klynger kan søge rektor om penge til. Dette er selvfølgelig kun en ufuldstændig gengivelse af den eksplicitte procedure, men gode forbindelser og hård, intern lobbyisme er helt klart de underforståede og mindre transparante elementer af spillet.
     Rent magtmæssigt, med hensyn til forholdet mellem akademisk elite (eller de bedste spillere blandt forskerne) og administrativ elite (de øvre niveauer i den enstrengede ledelse) kan man spørge, om 2016-puljen yderligere vil styrke bestemte 'patron-klient'-lignende relationer, som mange steder er dukket op som følge af den antidemokratiske 2003-reform af universiteternes ledelse og den generelt voksende mængde eksterne midler, som sætter nye skel mellem forskere og afdelinger.^[2] Der vil komme mange nye grupper og initiativer med interessante navne, sikkert også nye MSO'er og uddeling af andre duelighedstegn, men lad os håbe, at der også kommer ny og god forskning ud af det. Topstyringen, som matador-2016 er et eksempel på, forhindrer ikke noget sådant, men måske ville mindre kunstige og mere genuint forsker-initierede samarbejder, understøttet af en god basis-økonomi, gøre forskningen lettere, måske endog mere effektiv, og fordelingen af midler mere gennemskuelig.
     Og hvornår begynder diskussionen om det ubetvivleligt gode i tværvidenskabelighed, hvis selve den disciplinbaserede videnskab ikke tilsvarende støttes?

Noter
[1] KU er selvfølgelig ikke enestående, tendensen er global. Antropologen Marshall Sahlins artikel "The conflicts of the faculty" fra Antropology News, Jan. 2008 (her), er blot én kort og klar beskrivelse af samme problematik, ud af en hel malstrøm af litteratur.
[2] Se fx Claus Baggersgaard 2010: "Det nye A- og B-hold" (her), "Forskerhotel eller centersucces" (her), og (leder (her) med Richard Bisgaard): "Skæbnetime for universiteterne", Universitetsavisen  25/3 og 6/5. Se også flere gode artikler i Kaare Aagaard og Niels Mejlgaard (red.) 2012: Dansk Forskningspolitik efter Årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag. 

Rettigheder kan frit krænkes

Ombudsmanden, Forskerforum og de offentlige ansattes retssikkerhed

 Bloggen har modtaget en kommentar til pressenævnets afgørelse (se her) i sagen om professor L. M. Koldaus klage over Forskerforum:

"Igen har den mindre sag en større principiel betydning end selve sagens umiddelbare genstand. Ombudsmanden har bekræftet, at ledelsen for en offentlig institution, såsom Aarhus Universitet, kan udsætte kritiske ansatte for negative sanktioner og mobbe dem ud, uden at det har nogen som helst konsekvenser for selve ledelsen. Dermed beskytter Ombudsmanden hverken den kritisk ansatte eller dens ret til ytringsfrihed. Ombudsmandens afgørelse betyder en alvorlig trussel mod de offentlige ansattes ytringsfrihed.

Pressenævnet har bekræftet, at et massemedie kan bringe forkerte udsagn om en person uden som helst konsekvens, hvis mediet bare skriver længe nok om sagen, med udokumenterede ”citater” og udsagn fra hemmelige informanter, der aldrig bliver nævnt.

Retssikkerheden hviler åbenbart på et svagt grundlag i Danmark."

Læs hele kommentaren her.

Lund-dekan forbyder "overdreven" kritik

Krænkende. En dekan på Lunds Universitet har i et notat indført regler som forbyder "gentagen og overdreven" kritik af forskningskolleger, som opfattes som "krænkende". Den kritiske filosof, som er anledningen til dekanens regler, har nu klaget til den svenske ombudsmand og forlanger erstatning.
       Erik J. Olsson er professor i filosofi på Lunds Universitet i Sverige. For omkring et år siden løb han ind i problemer, han aldrig have troet mulige. Han havde i flere omgange kritiseret en kollegas forskning på et forskningsseminar, hvilket jo næppe er opsigtsvækkende men en normal del af forskningens liv. Men kritikken og reaktionerne på den udviklede sig efterhånden til en heftig sag, som endte med at fakultetets dekan skrev et dekret med særlige adfærdsregler for professorens afdeling. En af reglerne bekendtgør eksemelvis, at "hyppig og overdrevet kritik" er forbudt, uden at det specificeres hvad der ligger i "overdreven" (man må antage at kun dekanen kan afgøre dette).
       Det virker i mine øjne helt bizart, og associerer umiddelbart til den stemning af tanke- og meningskontrol, der herskede i Stalintiden i det tidligere Sovjet. Og da det foregår på en afdeling for filosofi kan man jo heller ikke undgå at komme til at tænke på myndighedernes forhold til Sokrates i det gamle Athen. Uanset om disse associationer er ude af proportion, er det trist at der overhovedet gives en anledning til dem i et land som Sverige. Når man læser dekanens notat (som på svensk kaldes en PM, og kan læses her) virker hendes påbud vilkårlige og uforståelige. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om noget lignende ville kunne forekomme i Danmark, og må desværre erkende, at jo, selvom det er langt ude, er det desværre ikke en umulig tanke, fordi også i Danmark køres universiteterne i stigende grad som private virksomheder, hvor ledelsen blander sig i de rent faglige anliggender og forventer "loyalitet" af de ansatte. Man overser, at undertrykkelse af den frie akademiske debat er ganske illoyalt imod selve universitetets idé.
       Erik Olsson følte sine almindelige rettigheder til at ytre sig gået så nær, at han indklagede Lunds Universitet for den svenske Justitiekansler (JK), der som institution er delvist uafhængig af regering og domstole og minder om den danske ombudsmand (se anmeldelsen her). Klagen lød på krænkelse af ytrings-, forsamlings og informationsfriheden. Også en af Olssons kolleger på den filosofisk afdeling klagede til Justitiekansleren (se her). Sagen afventer Justitiekanslerens afgørelse senere dette efterår, og har været omtalt i Sydsvenskan (her), og det DJØF-lignende blad Jusektidningen (her).
       Erik Olsson har med god grund valgt at klage over sagen som et brud på fundamentale menneskerettigheder. For mig er der ingen tvivl om, at dekanen også har forbrudt sig imod den akademiske frihed, som omfatter flere ting, bl.a. forskningsfrihed, om hvilken Matthew W. Finkin og Robert C. Post i deres For The Common Good - Principles of American Academic Freedom skriver at denne udøves indenfor rammerne af bestemte disciplin-specifikke standarder og at "Contestation drives the conversation that constitutes ordinary scholarly life" (p. 56); men også frihed til at udtrykke kritik indenfor murerne, om hvilken Finkin & Post skriver "Freedom of intramural speech (...) renders any institutional policy or decision a fair subject for faculty comment or criticism. (...) It is a liberty of the workplace expression rarely encountered – or tolerated – in the business world" (p. 124).
       Det er en sag, som nogle vil sige blot er en storm i et glas vand, men som ved dekanens uheldige håndtering har udviklet sig til at blive en meget principiel sag. Lad os håbe, at Justitiekansleren kan se det, og ikke køber evt. forsøg til at reducere det til en sag om misforstået dekan-loyalitet og "samarbejdsproblemer".

KU cowboy uden karma - sagen om Timo Kivimäki udstiller universitetsledelsens principløshed

Fyr først! Spørg bagefter!
Det synes at være devisen i KU-toppens seneste ageren i sagen om den spion-sigtede samfundsforsker Timo Kivimäki, som netop er blevet fyret fra Københavns Universitet (se bl.a. her). Man fyrer ham, ikke begrundet i, at han har gjort noget forkert som forsker med nærmere angivelse af hvori præcis hans kommunikation med "fremmede magter"(/"extra-universitære stakeholders"?) er gået over stregen, men begrundet i, at det ikke ser så pænt ud for KUs "anseelse" /status /branding, at en spionsigtet nu også er blevet dømt i det juridiske system som spion. Man fyrer ham for at se pæn ud. Bagefter spørger man PET om, hvad det egentlig var for en grænse, han overskred. En grænse, som samfundsvidenskabelig dekan Troels Østergaard Sørensen, ifølge seneste radioavis, heller ikke kender - og derfor efterspørger.
    Man kan resummere sagen således: "Han overskred grænsen (siger PET) – vi må fyre ham! Og så må vi hellere spørge PET, hvor grænsen egentlig går..."
    Det ser altså grimt ud. Det minder om sagen om PET, sms'erne, rockerne i Køge og den mistede ministerpost til Henrik Sass Larsen, besluttet af statsministeren. Sådan er det åbenbart blevet i Danmark. PET regerer eller insinuerer, og topledelserne, hvad enten det er i Socialdemokratiet eller på universitetet, retter ind og evner ikke, eller har ikke mod, til at tænke principielt. I stedet bekymrer man sig om "den offentlige mening". Føj.

Høringssvar på forskningsindikator-evaluering

Høringssvar på udkastet til evalueringen af den bibliometriske forskningsindikator (BFI) er nu ankommet (vi fik fristen udstrakt til 1. juli), og en af de ting, der nok vil blive diskuteret, er modellens omfordeling af midler i forhold til de samlede basismidler og modellens omkostninger.

    Før BFI opererede man med en 50-40-10 model, dvs. 50% af de nye basismidler fordeltes efter uddannelses-output, 40% efter evne til at tiltrække eksterne midler, og 10% efter færdige ph.d.'er. Den nye model hedder 45-25-20-10, dvs. 45% efter uddannelses-taxameter, 25% efter publikationer (BFI), 20% efter eksterne midler, og 10% efter ph.d.-produktion. (Repræsentanter for Hum- og Samf-fagene har været glade for nedgangen fra 40 til 20% af vægten af belønningen for at tiltrække eksterne midler, og man kan spørge, hvorfor det det element overhovedet skal have nogen vægt). Ifølge Finansloven for 2012 er de samlede basismidler til de danske universiteter 8,1 mia. kr. 
    Kun nye midler fordeles efter den nye 45-25-20-10 model, hvilket i 2012 er 720 mio. kr., så af disse fordeles således 25% efter BFI. Ifølge udkastet (her) der sendtes i høring fremgår, at "Hvis man sammenligner fordelingen i 2012 med hvordan den ville have været med den gamle 50-40-10-model (uden BFI), er omfordelingseffekten på 1,6 prosent." (s. 23 i udkastet). Hertil bemærkede en af mine kolleger: "Ethvert system som bruger 26 millioner kroner og oceaner af ubetalt forskningstid for de medvirkende forskere på at omfordele 1.6 mio. kr. pr. 100 mio. kr. må anses for absurd. Dette er ingen undtagelse." 
    Jesper W. Schneider og Kaare Aagaard udtrykker det sådan: "Betragter man den minimale omfordeling og sammenholder den med den til tider ophedede debat omkring BFI, fremstår hele øvelsen i udpræget grad som 'stor ståhej for ingenting', uanset om man anskuer det fra et universitetsperspektiv eller en politisk/administrativ vinkel" (s. 249 i kapitlet (her) om BFI i bogen Dansk Forskningspolitik Efter Årtusindskiftet). De tilføjer dog, at den alligevel kan bidrage til en udvikling med potentielt negative effekter, og de giver den danske BFI en anderledes kritisk behandling end evalueringsudkastet. Schneider og Aagaard sammenligner BFI med den oprindelige "norske model" og fremfører fire kritikpunkter: 1. Uklare målsætninger og mangelfuldt forarbejde; 2. Uklare incitamenter (de stiller spørgsmål ved, om vi overhovedet "i Danmark har brug for en model med incitamenter til øget akademisk publicering" (s.254)); 3. Fastlåsning af midler indenfor hovedområderne (hvad man ikke har i Norge); 4. Problematisk dokumentationssystem og datakvalitetssikring.
    Noget af kritikken går igen i de høringssvar, vi nu kan offentliggøre her på bloggen, nemlig fra Dansk Magisterforening (her); Akademikernes Centralorganisation (her) og Faggruppe 68 (her) som undertegnede er formand for. Vi modtager gerne supplerende høringssvar til offentliggørelse. 
    DM citerer bloggen og Finn Hansson for bl.a. det snævre kommissorium og det ensidige fokus på dekanernes meninger. Med hensyn til spørgsmålet om forskningskvalitet spørger DM retorisk, om man måler det værdifulde, eller værdsætter det målbare? Herefter slår DM i sit svar ned på et helt principielt spørgsmål, menlig publiceringsfrihed: Det er

"DM’s grundlæggende opfattelse, at beslutningen om, hvordan og hvor et forskningsresultat bedst offentliggøres ikke er et strategisk ledelsesspørgsmål eller skal være incitamentstrukturer, som desuden danner grundlag for tildeling af en større eller mindre del af de samfundsmæssige forskningsressourcer. Publicering er en naturlig og indbygget del af enhver forskningsproces, og må som sådan være omfattet af den samme forskningsfrihed som selve forskningen, og det må være op til forskeren/forskergruppen selv at vurdere, hvordan den bedste og mest effektive publicering kan foretages.
     Hermed indikerer DM også, at foreningen er helt enig i, at forskningsresultater naturligvis skal publiceres og gøres til genstand for en åben akademisk debat, som er den mest effektive måde at bringe forskningen fremad. I denne sammenhæng kan det således undre, at det i rapporten fremstår som om at publiceringskrav i peer reviewede videnskabelige tidsskrifter eller monografier mv. ikke har været et tema ved danske universiteter før BFI blev introduceret. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Alle danske universiteter har mindst de sidste 20 år haft forskellige procedurer og aftaler om forskningspublicering/forskningsvogtning, hvor der har været krav om jævnlig publicering i en eller anden relevant form efter peer review af det indleverede materiale.  (...) denne historiske kontekst nævnes end ikke i rapporten."

Også AC kritiserer, at man kun har valgt at inddrage universiteternes ledelser, og ikke de aktive forskere. Evalueringsrapporten viser efter AC’s vurdering, 

"at der fra universitetsledelsernes side mere er tale om en passiv opbakning end aktiv støtte til BFI. Universiteterne foretrækker BFI i mangel af bedre alternativer, fordi den har vist sig at give nyttig ledelsesinformation og gøre det muligt at sammenligne publiceringsadfærden på tværs af universiteter."

Endvidere finder AC det også problematisk, 

"når flere universiteter anvender BFI som grundlag for den interne fordeling af forskningsmidler. Det vil være bekymrende, hvis BFI mere generelt kommer til at være bestemmende for fordelingen af forskningsbevillinger mellem fakulteter og institutter. En sådan udvikling risikerer at ”straffe” forskningsområder uden en stærk tradition for kvantitativ måling af forskningens omfang og resultater og at hæmme innovation og nytænkning i forskningsmiljøerne."

Denne udvidede brug af BFI ligger ikke i den oprindelige grund til at indføre den, og det er en brug som Fagligt Udvalg i BFI-organisationen selv har advaret imod. Endelig peger AC, ligesom Faggruppe 68, på at 

"Mange faggrupper der dækker vidt forskellige forskningsfelter har det problem, at 20%-reglen om hvad der hører til ”det bedste” ekskluderer en række videnskabelige specialers tidsskrifter fra højniveaustatus. Det sker selv om de både har et højt niveau, anses for førende på feltet blandt feltets egne forskere og udgør den vigtigste publiceringskanal for det pågældende speciale. Det sker alene fordi de udgrænses af andre højniveau tidsskrifter fra andre videnskabelige specialer i faggruppen. En løsning kunne her være at øge antallet af faggrupper selvom også dette vil være forbundet med problemer."

Den største omkostning ved DFI er måske ikke så meget de økonomisk-administrative omkostninger  og tidsforbruget (evalueringen skønner kun faggruppernes samlede timeforbrug for 2012 til 2,7 årsværk) som den ændrede måde man kommer til at opfatte forskning på. (Schneider og Aagaard: Implementeringen af indikatoren har skabt "en italesættelse og nogle afledte effekter, der er mere adfærdsændrende, end hvad selve indikatorens økonomiske omfordeling burde tilsige", op.cit., p. 255). 
     Her indikerer BFI en sygdom i opfattelsen af videnskab som noget, der skal forvaltes fordistisk som en bil- eller brødfabrik. Der er behov for at bryde med det billede. Som DM påpeger: "Forskning må og skal bygge på en tillid til, at forskerne anvender de ressourcer, som bliver stillet til rådighed for dem, på den bedst tænkelige måde – også selv om det ikke er alle forskningsprojekter, som nødvendigvis fører til en artikel i et højt estimeret tidsskrift med mange citationer inden for de første år efter publiceringen."

Danske Universitetsforskere står uden samlet organisation

Det er ingen hemmelighed, at danske universitetsforskere længe har manglet en organisation, der kunne repræsentere dem som kollegialt interessefællesskab. Den organisation, som før havde det mere ærlige navn Rektorkollegiet hedder i dag Danske Universiteter (D.U.), og er en leder-organisation, hvor rektorkollegiet, formandskollegiet og underudvalg for universitetsdirektører m.v. samles. Men D.U. forsøger gerne i udtalelser til medier og politikere at fremstå som talende på vegne af hele universitetsverdenen, også universitetsforskerne, selvom der ofte er interessemodsætninger mellem ledere og de ledte på de danske universiteter. Når det sker, pådrager D.U. sig et legitimitetsproblem.

Sammenlign den let manipulerende passage fra D.U.'s hjemmeside (her):

"Danske Universiteter er mødested for universiteternes ledelser og medarbejdere, som i Danske Universiteter kan drøfte universiteternes fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for politikere, ministerier og samarbejdspartnere."

med denne mere sandfærdige sætning fra D.U.'s vedtægter (her):

"Danske Universiteter er mødested for Formandskollegiet og Rektorkollegiet, som i Danske Universiteter kan drøfte fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for myndigheder og andre aktører i samfundet."

Jeg foreslår, at D.U. underkaster sine hjemmesider et peer review, og iøvrigt i sin kommunikation husker at erindre om, at man repræsenterer et leder-perspektiv. 


Hvor er det akademiske medarbejder-perspektiv? Det er en skam, at danske universitetsforskere står splittet i forskellige fagforeninger og ikke har en samlet organisatorisk platform at tale ud fra, når man ser bort fra FORSKERforum (eller i al beskedenhed, denne blog, der jo forslår som en akademisk skrædder i helvede). 
Mogens Ove Madsen, som d. 20/6 havde en vigtig kronik i Information om den akademiske frihed (her), er en af de forskere, der har foreslået en sådan struktur (bl.a. i sin 2009-bog Universitetets Død). Det ville være fint, hvis DM og DJØF (men gerne også de andre akademiske fagforeninger) kunne starte med at finde sammen om en platform - eksempelvis ganske enkelt kaldet Danske Universitetsforskere - som kunne agere kontravægt til universitets-rektorer, -bestyrelsesformænd, -direktører og hvad der nu ellers er af sildesalat indenfor dén verden, og formulere en klar politik for en mere mangfoldig og fri organisering af universitetsforskningens verden.

NIFU-direktør svarer på kritik af evalueringsudkast vedr. forskningsindikator

I anledning af den foreløbige kritik, omtalt i dagbladet Information, af udkastet frigivet til høringsvar (eller korrektur og faktuelle rettelser) af evalueringen af den Bibliometriske Forskningsindikator – en kritik som initieredes af et indlæg her på bloggen – har direktøren Sveinung Skule for det norske institut, hvor udkastets hovedforfatter Gunnar Sivertsen er ansat (NIFU - Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning), nu svaret på kritikken. Information har bedt om en forkortet udgave, men Sveinung Skule har ønsket offentliggørelse af det fulde svar, som så er sendt her til bloggen. Korrespondancen og Sveinung Skules fulde svar kan ses her. Sveinung Skule skriver bl.a.:

"NIFU er ikke et kommercielt foretagende, men et selvstændigt, non-profit, samfundsvidenskabeligt forskningsinstitut med basismidler fra Norges forskningsråd. Vi ville ikke have den samme tillid hos europæiske myndigheder og i europæiske forskningsmiljøer som vi har i dag, hvis vi lavede politiske bestillingsværker eller optrådte som konsulenter med påholden pen. Vores forskere har desuden fast løn og har derfor ingen personlig økonomisk fordel af vores kontrakter. 

Den bibliometriske forskningsindikator har heller aldrig været til salg. Som det fremgår af den nye rapport, er denne indikatormodel først udarbejdet i et samarbejde mellem universiteterne og forskningsmyndighederne i Norge. Derefter er der udarbejdet en lignende model i et samarbejde mellem universiteterne og forskningsmyndighederne i Danmark. På vegne af NIFU har Sivertsen været rådgiver i begge sammenhænge. Disse roller er omtalt i rapporten. Rapporten er ingen evaluering af Sivertsens eget arbejde. Den er et grundlag for at vurdere og diskutere indikatoren, herunder problemerne og konflikterne omkring den, efter tre år."

Da jeg selv – bl.a. under indtryk af, at ministeriets styrelse i første omfang gik udenom de 67 faggrupper (se her) – har betegnet udkastet som en "selvevaluering", en betegnelse som jeg står ved, vil jeg senere kommentere mere uddybende også på dette aspekt. Antydningsvist kan jeg nævne, at jeg med udtrykket "selv" i selvevaluering ikke så meget tænkte på NIFU eller Gunnar Sivertsen som fagperson, men på ministeriet og styrelsen som institution.

Skal forskerne ikke have ret til frit at disponere over deres artikler?

Finn Hansson har 16/6 en reaktion i forbindelse med mit indlæg ”Nedskæringer uden åben diskussion” om konsekvenserne af en Open Access politik baseret på tvang.

Jeg er glad for, at ”Forskningsfrihed?” kan give plads for diskussion, og selvom Hansson egentlig ikke forholder sig til mit indlæg, er det trods alt bedre, end at diskussioner om Open Access foretages i det skjulte hos styrelser og biblioteksadministrationer.

Hanssons synspunkt er, at det er forkert, at kommercielle forlag får overdraget forskernes manuskripter. De store tidsskriftsforlag har nærmest monopolagtig magt og for at modvirke ublu fortjenester, er der ”brug for at stærke institutionelle kræfter stiller op bag forskerne” for at de får medejerret til deres forskning. Dette skulle bevirke, at bibliotekerne kunne få tidsskrifterne billigere.

Hvis man er principiel modstander af at private firmaer udfører tjenester for det offentlige mod en vis fortjeneste, kan man kun være enig med Hansson.

Hvis man derimod er interesseret i, hvorledes videnskabspublicering fungerer bedst og billigst, kan man fundere over:

Det er ikke principielt forkert at overlade copyright til et forlag I mange århundreder har videnskaben draget nytte af, at forlag har udgivet forskernes manuskripter mod at få eneret til udgivelsen. Hele vores civilisation bygger på dette system, hvor forlagene sikrer sig imod, at andre forlag udgiver samme artikler og derved underminerer økonomien i det redaktionelle arbejde.
Det er således ikke principielt forkert, at udgiverselskabet bag Historisk Tidsskrift tager penge for sit tidsskrift.

Elsevier har ikke monopol Jeg anmeldte på vegne af Danske Videnskabsredaktører i foråret 2011 forlaget Reed-Elsevier til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med påstanden om, at selskabet udnyttede dets monopolstatus.
Styrelsen frifandt imidlertid helt forlaget: ”Styrelsen kan ikke på det foreliggende grundlag konstatere tegn på at Reed-Elsevier misbruger en eventuel dominerende stilling i markedet for udgivelse [af] videnskabelige tidsskrifter,” og styrelsen lukkede herefter sagen.

Open Access kan give højere profitter

Forfatterbetalt udgivelse er ingen garanti for lave profitter. Der er mange kommercielle udgivere på dette nye marked, og Springer Verlag, Hindawi og alle øvrige kommercielle udgivere kan til enhver tid hæve niveauet for forfatterbetaling, når deres tidsskrifter er blevet indarbejdet og forskerne vælger de mest citerede tidsskrifter.
Det vil nu blive forskerne, som individuelt vil blive stillet over for dyre regninger og ikke de relativt stærke biblioteker, som hidtil har stået samlet ved den traditionelle abonnementsbetaling.
Denne fare findes omtalt i rapporten ”Heading for the Open Road” af Mark Ware, en af Englands mest anerkendte uafhængige eksperter. Heading for the Open Road

En artikel har aldrig været så billig som i dag

Efter at have læst Hanssons indlæg skulle man tro, at priserne på tidsskrifter blot stiger, uden at bibliotekerne/forskerne får noget for pengene. Virkeligheden er, at prisen for en artikel aldrig har været billigere.
Antallet af produktive forskere stiger og dermed den totale produktion af forskning, hvorfor der er flere udgifter til den redaktionelle indsats oveni at der leveres mange nye digitale ydelser. Samtidig følger BRIC landene ikke med i at betale deres del af publiceringsudgifterne.
Derimod kan forlagenes digitale tjenester give anledning til store besparelser i bibliotekssektoren, når bibliotekarer ikke mere skal skrive kartotekskort og slæbe tidsskrifter til og fra reolerne. Den del af regnestykket bør anstændigvis være med, når vi skal se på den samfundsøkonomiske mest hensigtsmæssige indretning af publicerings- og distributionssystemet.

Open Access vil styrke de stærke forlag

Hvis bibliotekerne fik presset Open Access igennem, vil forskerne miste publiceringsmulighed hos de små og svage udgivere. Den kraftige agitation for gratis udgivelser vil ødelægge økonomien hos flertallet af verdens tidsskrifter.
Derved vil de store forlag miste deres mindre konkurrenter, og da deres egne udgivelser notorisk hører til verdens bedste, skal bibliotekerne fortsat abonnere. Resultatet bliver at Elsevier og kolleger bliver endnu stærkere på markedet.

Forskerne skal beholde deres forskningsfrihed

Med til forskernes forskningsfrihed hører friheden til at vælge det mest hensigtsmæssige sted at publicere. Man skal vælge det tidsskrift, som giver ens manuskriptet den bedste bearbejdning, som giver den bedste læserkreds i forhold til emnet og hvad man ellers lægger vægt på.
Lad os få en åben debat om forlagene, og så kan Hansson og andre vælge forlag fra, hvis de ikke synes om forlaget. Men lad os for alt i verden blive fri for et formynderi, hvor nogen med magt dikterer, hvad andre skal gøre.

--

Jeg må dog også kommentere Hanssons debatform, som jeg finder meget ubehagelig. I stedet for at debattere mit indlægs synspunkter, bliver jeg personligt mistænkeliggjort som ”tidsskriftsejer”, ikke "spille med åbne kort" og er i ledtog med de store forlag.

Her er mine åbne kort: De sidste mange år har jeg forsket med en produktion på ca. en bog og en håndfuld videnskabelige artikler om året. I mere end 34 år har jeg i min fritid arbejdet som redaktør for videnskabelige selskaber. Faktisk har jeg været pioner ved Open Access siden slutningen af 1980’erne, men herved har jeg også fået et nuanceret forhold til publiceringsformen, som må interessere de mere sandhedssøgende af denne blogs læsere. Blandt andet at tvunget Open Access har mange negative konsekvenser for videnskaben.
Derfor sårer anklagerne for private økonomiske interesser i sagen mig ekstra meget – jeg har i mit liv aldrig ejet et tidsskrift eller for den sags skyld fået en krone for at arbejde som redaktør.

Stillingsopslag til forskerstillinger og problematiske ansættelsesprocedurer

Jeg har hørt rygter om, at man på nogle universiteter slår lektorater op, som så besættes tilsyneladende efter normal procedure, men på tidsbegrænsede kontrakter, fx 5 år! I den periode skal den nyansatte så "bevise" at han eller hun kan fundraise til sin egen løn og helst mere. (Jeg taler her om ordinære universitetsinstitutter, ikke centre under Grundforskningsfonden el. lign.)  Jeg har intet overblik over omfanget af denne praksis, men den er da dybt problematisk, ikke mindst hvis det af stillingsopslaget ikke fremgår, at stillingen er ikke-permanent. Er der nogen, der har synspunkter, eksempler, eller mere viden om dette? Kommentér gerne her eller skriv til mig.

Vi har før (28/3-2011, her) skrevet om næsten det samme: Afviklingen af selve begrebet om lektorer og professorer som "faste fuldtidsstillinger"; og hvordan der bag institutternes hjemmesider med de lange personalelister gemmer sig et væld af forskellige uigennemskuelige ansættelsesformer, fx 5%-professorer o.l. vanvittigt. Det kunne også være interessant at få fagforeningernes opfattelse af disse forhold.

Skal forsker og deres universitet ikke have ret til at disponere frit over de artikler, forskerne har skrevet?

"Nedskæringer uden åben diskussion

6 % færre forskningsmidler - visse fag taber yderligere 30 % forskning

Meget snart kan der blive truffet beslutninger, som betyder ½ mia. kr. færre forskningsmidler."

Under denne noget misvisende overskrift fremlægger tidsskriftejer, redaktør og konsulent Jørgen Burchardt en række påstande om konsekvenserne af politiske tiltag, der er under udformning og som skal tjene til at sikre, at forskere skal lægge deres videnskabelige artikler på offentlig tilgængelige websteder. Det er naturligvis OK at Burchardt er indædt modstander af dette – helt som de store kommercielle forlag (Elsevier, Springer, Blackwell osv.) også er det – men det holder ikke at han tager forskerne til indtægt for de i bund og grund forlagskommercielle interesser.

Virkeligheden er, at forskere i årevis har måttet afgive rettighederne til deres publicerede arbejde, betalt af offentlige midler eller fonde, fordi det har været et indiskutabelt krav fra de store og stærke forlag for ar få udgivet en artikel. I den sammenhæng står den enkelte forskere i en meget svag forhandlingsposition, da tidsskriftredaktørerne har forlagenes juridiske eksperter bag sig og i sidste ende blot kan afvise en artikel. Enkelte forlag som Springer har på det seneste været så ’imødekommende’ at tilbyde forskere at kunne bruge deres artikler frit mod en beskeden betaling af op til 3000 US$.

Modstanden mod de store tidsskriftforlag med nærmest monopolagtig magt over publiceringskanalerne og deres økonomiske grådighed er startet blandt forskere på de store universiteter i USA og har nu også fået støtte i EU og i bl.a. det danske forskningsrådssystem. 

Der er ikke, som Burchardt skriver, tale om at tvinge forskere til at udgive i open access tidsskrifter, der er tale om at tvinge de store kommercielle tidskriftudgivere til at give forskeren medejerret over den forskning forskeren har lavet når den skal udgives i tidsskrifter.  Og i den sammenhæng har forskerne brug for at stærke institutionelle kræfter stiller op bag forskerne mod de store tidsskriftforlag og støtter forskernes rimelige rettigheder.

Det ville klæde Burchardt at spille med åbne kort og præcisere, hvor hans argumenter adskiller sig fra de store og multinationale tidsskriftkoncerners eller om han er enig med dem i deres modstand mod at dele copyrighten med artiklernes oprindelige producenter, forskerne. Baggrunden for den voksende modstand er disse koncerners helt ublu prispolitik, som er ved at tvinge universitetsbiblioteker til at opsige abonnementer på centrale tidsskrifter. Det er jo ikke tilfældigt at Elsevier for nogle år siden flyttede hovedkvarter fra Holland til et caribisk skattely, således at EU’s og USA’s anti-monopollovgivning ikke kan ramme dem.

Skal evalueringen af den bibliometriske forskningsindikator foregå i stilhed?

Endnu engang viser den styrelse, som er ansvarlig for Den Bibliometriske Forskningsindikator, og som ledes af Inge Mærkedahl, sin tilbøjelighed til lukket kommunikation. Det er ellers blevet bedre efter at Forsknings- og Innovationsstyrelsen (den enhed, der har ansvaret for indikatoren, hedder nu: Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte, Koncerncenter for Analyse og Statistik, lad os kalde den SVUUKAS) fik taget sig sammen til at informere om projektet på styrelsens hjemmesider.
Men nu ligger der altså en evaluering, og hvad sker der så? De videnskabelige rådgivere i de oprindeligt 68 faggrupper, som har været med til at forsøge at gøre indikatoren "så lidt ringe" som muligt, når den nu var politisk besluttet, negligeres. Høringen sendes direkte til universitetsledelserne, men hvem i toppen af de enkelte universitetsledelser forestiller man sig skal skrive høringssvar? Tror SVUUKAS og Inge Mærkedahl, at topledelserne sender rapporten og høringen videre "nedad" til de faglige rådgivere?

I al fald har undertegnede faggruppemedlem ad helt tilfældig vej - nemlig i en kommentar til et andet indlæg på denne blog! - fået nys om såvel evalueringsrapporten som høringen. Høringsperioden er 25. maj til 15. juni 2012.
Det er utilfredsstillende. Protest og materiale, inkl. evalueringsrapport, er nu gjort tilgængelig for alle interesserede her.
ps:
det er symptomatisk, at i dag betyder ord som "Københavns Universitet" i ministeriets ordbog "universitetets topledelse", og man glemmer at topledelsen for fx KU ikke er synonym med KU.

Nedskæringer uden åben diskussion

6 % færre forskningsmidler - visse fag taber yderligere 30 % forskning

Meget snart kan der blive truffet beslutninger, som betyder ½ mia. kr. færre forskningsmidler.

Oveni kan mange fagområder blive ramt ekstra hårdt ved at miste 30 % af deres forskning.

Det lyder som utrolige påstande. Læseren vil utvivlsomt mene, at forskerne ville nok have hørt om så drastiske nedskæringer, hvis de var rigtige.

Problemet er imidlertid, at embedsmændene bag planerne holder forskere og presse hen for at undgå en åben diskussion. I stedet sælges nedskæringerne på, at der tale om samfundsmæssige fremskridt.

Beslutning med store konsekvenser

De danske forskningsråd og EU er i denne tid tæt på at beslutte, at støttede forskere skal tvinges til at få deres artikler gratis på nettet - den såkaldte Open Access. Forskerne kan risikere ikke mere frit at kunne vælge udgivelsesform men kan blive tvunget til at vælge et tidsskrift med gratis publicering. Det er oftest tidsskrifter, som får finansieret de redaktionelle omkostninger ved at kræve betaling af forfatterne. Typisk skal en forfatter betale 16.000 kr. for at få en artikel optaget. Da forskerne ikke får flere midler, må de tage beløbet af deres forskningsmidler.

Forskerne skal altså ikke kun levere manuskript til deres artikler. De skal også levere et kontant beløb for at kompensere for de indtægter fra abonnement og salg, som NOVO og andre abonnenter hidtil har betalt. Forskerne skal altså overtage de hidtidige abonnenters betaling af publiceringen.

Vi skal ikke her diskutere de mange problemer ved Open Access, som f.eks. at flittige forskere vil få problemer med at skaffe midler til at få sin forskning publiceret, men Foreningen af Danske Videnskabsredaktører har regnet på hvad en konsekvent Open Access politik vil koste. Ud fra den registrerede forskning i den bibliometriske forskningsindikator vil det alene for universiteternes forskning dreje sig om ca. 400 mio. kr., som samfundet får mindre forskning for.[1] Hertil skal lægges forskningen på hospitaler og andre forskningsinstitutioner (ca. 22 % af den totale forskning). Forskningen vil herved i realiteten miste knap 500 mio. kr. svarende til knap 7 % af forskernes lønudgifter.

Store fagområder rammes ekstra hårdt

De negative konsekvenser er desværre ikke slut endnu. Forfatterbetalt publicering har andre negative konsekvenser. Mange fagområder vil miste en meget stor del af deres forskning, nemlig den del, som udføres af de institutionsløse forskere, hvilket udgør 30 % af den publicerede forskning i danske tidsskrifter.[2] Den skabes af pensionerede professorer og lektorer, som fri for administrative forpligtelser kan publicere fra et livs erfaringer, af Ph.d. studerende med ofte nyskabende teorier og indsigter, af arbejdsløse, som har fået tid til at gå i dybden med et emne, eller af folk på institutioner uden forskningsopgaver; til eksempel af gymnasielektorer og præster med mange års forskningsindsats bag sig.

Man kan ikke forvente, at disse forskere af egen lomme skal betale for publicering - oveni at de i deres fritid har udført forskning. Det er utænkeligt, at en flittig institutionsløs forsker har mulighed for at betale 42.000 kr. for tre artikler på et år.

Det er især humaniora og samfundsvidenskab, der bliver ramt, men også en del naturfag. Andelen af institutionsløse forskere er meget høj i de ”tørre” fag, hvor der ikke behøves laboratorier og forskningsteams i modsætning til de ”våde” fag, men selv det medicinske område vil miste forskning i størrelsesordenen 19 %

Yderligere udgifter til offentliggørelse af data

Det er ikke nok, at forskerne skal betale publiceringen. Der er tilmed krav på vej til, at forskere skal offentliggøre de data, forskningen bygger på. Dette ekstraarbejde skal vel og mærke tilsvarende udføres uden at forskerne honoreres for ekstraarbejdet.

Det er svært at omregne dette ekstra arbejde. Forskningens grundmateriale er meget forskelligartet, men der findes kildemateriale, hvor det vil koste mere arbejde at gøre data tilgængelig, end det tager at skrive selve artiklen. Det er til eksempel tilfældet, hvor der benyttes film, interviews, optegnelser og registreringer, som det vil tage måneders arbejde at gøre tilgængelig som anvendeligt kildemateriale for andre, og hvor copyright og privatlivets beskyttelse vil blive nye problemer for forskerne.

Forskerne bevidst holdt væk fra diskussion

Disse tiltag er ukendt for de fleste. Det skyldes en bevidst politik fra statslige embedsmænd, at beslutning om tvungen Open Access og publicering af data skal tages uden en åben diskussion. Man kender forskernes modstand og vil for alt i verden undgå, at denne modstand bliver kendt af politikerne.

I maj 2010 offentliggjorde Uddannelsesministeriet en rapport med forslag til Open Access. Den kom i offentlig høring, og en lang række institutioner kom med kommentarer, herunder mange meget kritiske. Alt så godt.

Ministeriet udsendte imidlertid et stort set identisk forslag i marts 2011. Selvom den daværende videnskabsminister over for Folketinget erklærede, at det vil ”være muligt for alle interessenter at fremlægge synspunkter”, gjorde ministeriet intet for at forskerne blev orienteret om det nye forslag. Ministeriet sørgede ikke for at pressen fik rapporten, hvorfor den ikke har været omtalt i dagspressen, og ministeriet har end ikke sendt de kritiske indsendere af kommentarer - Videnskabernes Selskab, Magisterforeningen, DJØF, Københavns Universitet osv. - besked om at den nye rapport eksisterer.

Erhvervsministeriet bør betale

Vi skal ikke her have en diskussion af Open Access. Den bør føres på et kvalificeret grundlag ud fra neutrale undersøgelser med en efterfølgende åben debat.

Det skal dog nævnes, at mens Open Access antagelig ikke er den store fordel for videnskaben, kan der være en fordel for samfundet ved at erhvervslivet får lettere adgang til forskning.

Hvis det er rigtigt (igen bør påstanden undersøges neutralt), bør erhvervsstøtten til gratis publicering betales af Erhvervsministeriet – ikke af forskerne.

Jørgen Burchardt

Formand for Foreningen af Danske Videnskabsredaktører

---

[1] Hvordan Danmark får den bedste adgang til forskningsresultater. Forslag til en grundig undersøgelse af Open Access. Danske Videnskabsredaktører 2011.

[2] Jørgen Burchardt: Institutionsløse forskeres antal og samfundsmæssige betydning (under udgivelse).

Er der grænser i en global vidensøkonomi?

Helt grundlæggende for en global vidensøkonomi er betragtningen om, at øget internationalisering nødvendigvis må betyde mere viden for alle forskere. Men er det rent faktisk tilfældet, eller ser vi i virkeligheden en indsnævring af forskernes horisont? Med udgangspunkt i egne erfaringer og forskning skal jeg her komme med fire eksempler på, hvordan de internationale tidsskrifter igennem deres peer review system kan være med til at begrænse frem for at udvide forskernes teoretiske, kulturelle og sproglige perspektiver.

Grænse 1: hvilke teorier må vi bruge?
Nogle gange oplever man, at tidsskrifternes reviewers forholder sig skeptisk overfor teorier og paradigmer, som de ikke kender. En model udviklet af danske forskere risikerer således at blive stemplet som ”less well-known” eller ”mindre relevant.” Omvendt kan man også møde reviewers, der forsøger at fremhæve en bestemt teoretisk vinkel. I forhold til international undervisning er jeg gentagne gange blevet bedt om at inddrage et postkolonialt perspektiv, hvilket ikke giver specielt god mening i forhold til situationen i Danmark, hvor langt de fleste af vores internationale studerende kommer fra Europa. Alligevel vælger jeg at bruge plads på først at diskutere og siden afvise det postkoloniale perspektiv, for jeg ved jo, at det kan betyde hurtigere  accept og dermed udgivelse af min artikel.

Grænse 2: hvilken litteratur skal vi henvise til?
Manuel Aalbers (2004) har bemærket, hvordan det i de internationale tidsskrifter synes helt afgørende, at vi kender den anglo-amerikanske litteratur på området, hvorimod det ikke betyder ret meget, om vi er opdaterede med for eksempel den nyeste europæiske eller kinesiske forskning. Og vælger vi alligevel at trække på kilder fra den ikke-engelsksprogede verden, risikerer vi at få pålagt et ansvar for at finde oversættelser til de af vores kolleger, som kun læser engelsk. Af samme grund har jeg flere gange kæmpet med forlagsfolk, som ikke kunne forstå, at den danske regering ikke udgiver alle rapporter på engelsk. Hvad angår min metodebog, Kvales InterView (1996) har jeg helt opgivet og henviser nu konsekvent til den engelske udgave (som jeg i øvrigt aldrig har læst).

Grænse 3: må vi overhovedet skrive om Danmark?
I forhold til ”kontekst,” som kan defineres som den geografiske og/eller socio-kulturelle ramme for vores forskning, skelner geografen Lawrence Berg (2001) imellem USA og Storbritannien, som anerkendes som ”default” lokationer, der tillader forskere at drage generelle konklusioner; og så områder som Canada, Vesteuropa og Australien, hvor forskeren alene kan hente ”lokal” viden til brug i casestudier. Ifølge Berg er en sådan global ”vidensgeografi” dybest set ulogisk, men ikke desto mindre kan den have alvorlige konsekvenser for danske forskere, som risikerer at få deres artikler afvist med begrundelsen ”bygger på et for snævert (læs dansk) empirisk grundlag.” Berg (2001, pp. 516-17) udtrykker denne skævhed således: ’Interestingly, to be centred in Australasia is to be ”localized geographically” (read ”parochial”) but the same does not apply in North America.’

Grænse 4: hvordan skriver vi det godt nok? 
Den sidste begrænsning er sproglig.”International” forskning skrives primært på et sprog – engelsk – hvilket betyder, at vi må trækkes med reviewer kommentarer om, at artiklen kunne være skrevet på bedre engelsk eller bør tjekkes (for egen regning) af en native speaker. Som Aalbers (2004) bemærker, kan det virke som om, redaktører og anmeldere fokuserer på enhver form for sproglig anderledeshed, og at det måske snarere er briterne og amerikanerne, der burde lære at begå sig på et akademisk lingua franca. Således har jeg selv været ude for, at en redaktør, som begyndte at pille ved oversættelserne af mine danske interview, og hvor jeg bagefter måtte forklare, at det var helt bevidst, når jeg valgte at lægge mig tæt op ad originalen. Som cand. mag. i engelsk har jeg visse fordele, men nej  – jeg misunder bestemt ikke de af mine kolleger, der igen og igen må forsvare deres sprogbrug overfor deres reviewers drøm om en anglo-amerikanske norm.

Kilder:
Aalbers, Manuel B. 2004. ’Creative destruction through the Anglo-American hegemony: a non-Anglo-American view on publications, referees and language.’ Area, vol. 36 (3), pp. 319-22.
Berg, Lawrence. 2001. ’Masculinism, Emplacement, and Positionality in Peer Review.’ The Professional Geographer, vol. 53 (4), pp. 511-21.

At tilpasse sig i vidensøkonomien

Har I set Information i dag (29/5, s.12-13), "Da forskerne kom op i elfenbenstårnet" (her)? Meget interessant omtale af Birgitte Gorm Hansens forskning. Læs det straks!
    Jeg er først nu - dvs. alt for sent - blevet opmærksom på hendes ph.d.-afhandling fra 2011, som kan ses og hentes her. Jeg må desværre vente med at læse den til sommerferien, jeg har for travlt nu :-(
    Mange tak til Lise Richter fra Information - også for den tankevækkende opfølgende artikel (her).
    Pludselig ser det lysere ud – ingen vil længere vedkende sig den endimensionale Sander-doktrin. Men som en kollega slog koldt is i blodet og sagde i dag: det er også let at foreslå anden fordeling af strategiske og frie midler, nu hvor globaliseringspuljen alligevel løber ud snart...

Ombudsmand vildleder om Koldau-sag

Fra professor Linda Maria Koldau har bloggen Forskningsfrihed? modtaget dette brev til Ombudsmanden om en ukorrekt og vildledende fremstilling af forhandlingerne mellem Koldau og AU. (red.)

Kære Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen

I Deres offentliggørelse [her; kopi (red.)] vedr. Deres beslutning om min sag skriver De

"Koldau-sag endt med forlig" (titel) og

"I den såkaldte Koldau-sag er der nu indgået forlig mellem musikprofessor Linda Koldau og Aarhus Universitet." (indledende sætning)

Eftersom denne påstand er vildledende og ikke tilsvarer fakta, ser jeg mig nødt til at anmode dem om en offentlig rettelse. Ordet "forlig" er helt upassende i konteksten og har ingenting med den reelle situation at gøre.

Et forlig forudsætter to ligeværdige parter. Der har aldrig været lighed i forhandlingerne mellem Aarhus Universitet og mig. Aftalen blevet truffet under trussel om kontraopsigelse (jf. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaards mail til mig fra 16. april 2012).

Aftalen, som De fremfører som grund for deres trækning ud af sagen, har på ingen måde været en aftale om selve sagen som De ønskede at granske, nemlig universitets advarsel på grund af mine ytringer i offentligheden. Aftalen omhandler udelukkene mine arbejdsvilkår under opsigelsesperioden.

Selve sagen, nemlig tildeling af en advarsel med lovstridige vilkår og ydmygende krav, som er – ifølge den dokumentation De har fået fra mig – baseret på mine kritiske ytringer i medierne og dermed på en krænkning af min ret til ytringsfrihed, står ikke til diskussion i aftalen med universitetet.

Dermed er det principielle spørgsmål om de offentlige ansattes ytringsfrihed blevet undveget.

Eftersom De har besluttet ikke at foretage Dem yderligere, vil spørgsmålet blive ubesvaret, til de offentlige ansattes ulempe.

Jeg anmoder Dem om at i det mindste rette Deres ukorrekte pressemeddelelse.

Med venlig hilsen

Linda Koldau

Professor i Musikvidenskab, Aarhus Universitet

Seminar med Kaare Aagaard på DPU

version 2:
UNIVERSITY RESEARCH FUNDING UNDER TRANSFORMATION IN DENMARK FROM 2000 TO THE PRESENT

Public seminar with presentation by Postdoc Kaare Aagaard, Danish Centre for Studies in Research and Research Policy, University of Aarhus.

Dato	ons 13 jun  den 27. juni
Tid	12:00 — 14:00
Sted	Room D219, Department of Education, Aarhus University, Campus Emdrup, Emdrupvej 164, 2400 Copenhagen NV

The presentation covers recent trends in the funding of research at Danish universities and emphasizes in particular how the core funding of research increasingly has come under pressure during the last decade. This pressure is both the result of a turn to more competitive funding mechanisms and a development where more and more internal and external strings become attached to the remaining core funding.
Arranged by the research programme EPOKE.
Contact: Susan Wright, suwr@dpu.dk

Dette arrangementets originale opslag, se her

Ombudsmanden, Koldau og Den Store Bastian

Ombudsmanden, som selv gik ind i sagen om AUs fyringstrusler og diskriminerende sanktioner imod professor Linda Maria Koldau (efter Koldaus interne og senere offentlige kritik af kvaliteten på den musikvidenskabelige uddannelse og AU-toppens skabelse af en "personalesag" mod hende i 2011) har nu besluttet ikke at gå videre med sagen. Ombudsmandens begrundelse savner klarhed, kalder på forskellige tolkninger, og undlader at tage stilling til den forvaltningsretslige lovlighed af AU's sanktioner og brug af begreber som "kollegial fortrolighed" (se her).

Hvad er den danske ombudsmandsinstitution? Agerer den blot uformel moralsk overdommer i vores allesammens (u)bevidsthed - en art Den Store Bastian, som bliver vred, hvis en myndighed diskriminerer og bryder fundamentale rettigheder, men omvendt tilgiver synderen, så snart denne viser anger og tilbagekalder en udåd - eller agerer ombudsmanden en juridisk instans, som sagligt forholder sig til de faktiske begivenheder og sagsforløb, den selv undersøger (og evt. anbefaler myndigheder at behandle en sag igen og eller ændrer afgørelser [note 1]), snarere end til hvordan de implicerede parter efterfølgende reagerer på Den Store Bastians tilsynekomst og truende vrede? Dette spørgsmål kan man grunde længe over, efter at ombudsmanden har afgivet sin begrundelse for ikke at foretage sig yderlige i sagen om de absurde sanktioner, som AU under trussel om fyring idømte Koldau i et brev fra dekanen den 14/2-2012. Begrundelsen (som kan ses her) er afgivet i to breve til hhs. Koldau selv og AU.

For de som måtte have glemt det, er forløbet forud for ombudsmandens indtræden i hovedtræk dette: Koldau ytrer i maj-juni 2011 i flere aviser kritik af niveauet på på musikvidenskab. Debatten tegner snart en front mellem på den ene side Koldau og få andre bekymrede kritikere, og på den anden side en fåmælt majoritet af kolleger på musikvidenskab og ledelsen på AU. Sideløbende med den offentlige debat betaler ledelsen fra ca. august 2011 to konsulenter for at undersøge nogle interne og svært gennemskuelige forhold på musikvidenskab, samarbejdsklimaet og hvad Koldau oplever som mobning; undersøgelser som ledelsen præsenterer som uvildige og som udføres i efteråret 2011. Konklusionerne (ca. jan. 2012) på disse er, at Koldau ifølge konsulenternes begreber ikke er blevet mobbet, og hun gøres reelt til eneansvarlig for problemerne på afdelingen. Det fører til at humaniora-dekan Mette Thunø (i en "påtænkt advarsel" 16/1 som Koldau her på bloggen svarer på 1/2, og i en endelig advarsel 14/2-2012) truer med at fyre Koldau, med mindre hun efterkommer en serie på fire krav, som er hidtil usete i dansk universitetssammenhæng: Hun pålægges som den eneste pligt til at være fysisk på afdelingen i hele arbejdstiden; hun skal tilbagekalde sine udsagn om oplevet mobning og undskylde herfor; hun skal afholde sig fra at "underminere den tillidsbaserede kommunikation ved at bryde den kollegiale fortrolighed" (læs: offentlig kritik og fri akademisk debat er dømt ude); og hun skal acceptere at overvåges af en dekan-udpeget konsulent ved alle møder på afdelingen. Den 21/2 meddelte ombudsmanden (se her; jf. Pol. 21/2) at han gik ind i sagen bl.a. på baggrund af artikler i Information d. 18/2 (se her, samt her og denne) om sagen.
Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op! (Se Inf. 27/3 her og Koldaus egen begrundelse her). Heine Andersen forudså da, "at det så muligvis ikke bliver undersøgt til bunds, om ledelsen har handlet inden for rammerne for god ledelse – de formelle såvel som de uformelle" (citat). Koldau havde meddelt sin opsigelse med udgangen af 2012, og på et møde om vilkårene for hendes sidste ansættelse og under trusler om kontra-opsigelse, indgås en aftale, som isolerer Koldau fra sine ex-kolleger i hendes sidste periode på AU, og AU-dekanen trækker de helt uhørte fire krav tilbage. Herefter, d. 16/5, trækker ombudsmanden sig så ud af sagen. (Så vidt jeg kan se har ombudsmanden aldrig besluttet at åbne en egentlig ombudsmandsundersøgelse, selvom det er blevet fremstillet sådan i medierne, blot meddelt at dette overvejedes og foretaget indledende sonderinger. Men uanset om vi taler om taler om "påtænkte advarsler" eller "påtænkte undersøgelser" får de jo en performativ gyldighed.)

Det antydes i Ombudsmandens svar (jævnfør, at han "må anse Deres (Koldaus) konkrete mellemværende med universitetet for afsluttet med den aftale,  som De har indgået"; se igen her og note 3), at hvis Koldau ikke selv havde sagt op, og hvis ikke AU havde trukket truslerne eller de absurde krav tilbage, ville sagen for ombudsmanden have stillet sig anderledes.
Det kan så positivt udlægges sådan, at ombudsmanden i modsat fald ville have været nødt til at påtale det lovstridige i disse krav, hvis de var blevet fastholdt af AU, dvs. at AUs frafald af disse krav - brugt som begrundelse for ombudsmandens henlæggelse af sagen - implicit er en tilkendegivelse af at kravene enten er lovstridige eller hinsides anstændig ledelse og forvaltning.
(Ombudsmanden giver to yderligere grunde for ikke at gå videre, 1) at "retstilstanden vedrørende ytringsfrihed for offentligt ansatte, herunder universitetsansatte, er velbelyst,  og at en mere indgående undersøgelse derfor næppe vil bidrage væsentligt til afklaring af retsstillingen på området" – men hvad gør sagen mere velbelyst nu i forhold til før han tog sagen op? – og 2) ressourceforbrug sammenholdt med sagens vigtighed. Begge dele ligner dålige undskyldninger.)

Men en mere trist tolkning byder sig til, nemlig at Den Store Bastian mener, at en evt. annullering af en beslutning moralsk fritager os fra at tage stilling til dennes rigtighed. Det er uheldigt at ombudsmanden mere forholder sig til sagens senere udvikling end til det kritisable forløb og de principielle aspekter, som ligger op til det punkt, hvor han går ind i sagen. Begrundelsen for ikke at foretage sig yderligere hviler jo ikke på en vurdering af lovligheden af de sanktioner, AU-dekanen udstedte, men på den senere udvikling i sagen, efter at ombudsmanden selv havde taget den op! Det lader til at ombudsmanden er tilfreds med og ønsker at styrke sin rolle som den danske nations moralske overjeg, der så ser med nåde på brud på principper om ytringsfrihed og akademisk frihed, når blot synderen tilbagekalder sin handling — snarere end at forholde sig til principperne for lovligheden i de handlinger, der påkalder sig interesse i første omgang. Hvad skulle forhindre os i at få afgjort hvorvidt AU-ledelsen handlede formelt korrekt, når den truede Koldau med fyring på baggrund af begivenhederne op til d. 21/2? Hvad er det egentlig, der forhindrer ombudsmanden (som jo er uddannet jurist, og må forventes særdeles kvalificeret; han er endda adjungeret professor i jura [note 2], endda på AU) i at undersøge sagen til bunds, og komme med en klar udtalelse om dette spørgsmål?

Skal den omtalte milde version af Den Store Bastian være en ny doktrin for ombudsmandsinstitutionen, tegner der sig et uheldigt billede af de offentligt ansattes ytringsfrihed: Ledere i offentlige institutioner, inkl. universiteter, kan til enhver tid slippe godt fra at overtræde regler og principper for god ledelse, herunder true med fyringer og indføre bizarre sanktioner, hvis blot de formår at undgå, at der bliver rejst en sag, eller – hvis dette skulle ske – formår at tilbagekalde de sanktioner, som var baggrunden for at sagen blev rejst.

Note 1: 
Ombudsmandsinstitutionen skriver på sin egen hjemmeside "Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at behandle en sag igen og eventuelt ændre deres afgørelse, men ombudsmanden kan ikke selv træffe afgørelser. Ombudsmanden kan tage stilling til juridiske spørgsmål, men ikke spørgsmål, som kræver anden faglig viden."
Note 2: 
Frederik Christensen: "Folketingets nye Ombudsmand", Paragraf, februar 2012 (her)
Note 3: 
Netop mens dette skrives erfarer jeg, at Politiken d. 19/5, omtaler nyheden om Ombudsmandens udmelding (her).

p.s. (tilføjet d. 20/5-2012, kl. 16:20)
Jeg har fra Linda Maria Koldau modtaget en berigtigelse vedrørende ovenstående:

Kommentar

Af Linda Maria Koldau.

Som kommentar til denne formulering i indlægget

"Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op!"

ønsker jeg at gøre opmærksom på følgende: Disse sætninger kunne tolkes som en fremstilling af mig som en person der ikke agerer ”som man gør”, nemlig at afvente ombudsmandens udtalelse.

Det modsatte var tilfældet: Det var AU som havde effektueret advarslen, selvom det ville have været skik og brug at afvente indtil ombudsmanden havde udtalt sig. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaard har udtrykkeligt kritiseret denne handling imod god skik d. 21. marts 2012 på et møde mellem mig, flere DM-repræsentanter og Jørgen Grønnegaard Christensen.

Min opsigelse d. 25. marts 2012 var intet andet end en reaktion – på Aarhus Universitetets ageren. Den endelige beslutning at ”fyre mit universitet” på grund af ledelsens totale mangel på troværdighed, som jeg har udtrykt det over for Politiken, skyldes:

a)     Den information som jeg fik om det hemmelige møde mellem mine kollegaer, institutleder Niels Lehmann og dekan Mette Thunø i august 2011. Jeg blev orienteret om dette møde netop d. 21. marts, eksakt inden mødet med institutleder Niels Lehmann, hvor det blev fastslået, hvordan advarslen i alle detaljer skulle effektueres. Blandt andet med massivt pres at jeg skulle trække mobningsklagerne og at jeg skulle udsættes for medieringssamtaler under opsyn af AUs konsulent Marie Koch, som slet ikke er en professionel mediator.
Jeg fik altså at vide, at det ”gode samarbejde”, som advarslens ydmygelser skulle tjene til at ”genoprette”, slet ikke var ønsket af mine kollegaer ifølge det møde, som de havde haft med ledelsen i august 2011. Alligevel skulle jeg ydmyges med uhørte sanktioner for at ”genoprette” dette uønskede samarbejde.

b)    Niels Lehmanns fortsatte chikaner d. 21. marts og 25. marts. Da jeg, ifølge min gode ret og endda ifølge aftalen med Niels Lehmann, varetog min behandling i Kiel fredag d. 23. marts og ellers arbejdede hjemme, sendte han mig en mail søndag d. 25. marts kl. 11.01, hvor han bebrejder mig for at jeg var ”udeblevet fra arbejde” og orienterede mig om at han ville melde det til dekanen. Denne mail bidrog til at jeg endelig sendte min opsigelse, fordi jeg kunne tydeligt se at jeg ville hver eneste dag, endda på weekender, blive udsat for lignende chikaner fra institutleder Niels Lehmann.

c)     Det notat, som DM-tillidsrepræsentant Per Dahl og Jørgen Grønnegaard Christensen havde formuleret og sendt – uden at drøfte det med mig – til Niels Lehmann d. 23. marts – et notat, som fastslår min ydmygelse (nemlig en undskyldning til de kollegaer, som har krænket eller – ifølge international forståelse – mobbet mig) og som giver universitetet grønt lys til at gennemføre de planlagte ”medieringssamtaler” med Marie Koch, som DM ellers havde kritiseret.

Disse tre punkter har givet mig anledning til at endelig sige op. Med fuld berettigelse – den her konstellation viser, at AU slet ikke er et sted hvor en seriøs akademiker kan arbejde.

Som det er tydeligt, var min opsigelse en reaktion på universitets ageren mens ombudsmanden granskede sagen: Det var universitetet som i fuldt fart effektuerede dekanens advarsel med alle ydmygelser. Jeg var nødt til at reagere på universitetets umiddelbare chikaner, og derfor afventede jeg ikke længere ombudsmandens udtalelse.

Alligevel sendte jeg ham en mail direkte d. 25. marts 2012, nogle få minutter efter min opsigelse, hvor jeg orienterede ham om, at min opsigelse ingenting ændrede ved det grundlæggende spørgsmål, nemlig om advarslen krænker min ret til ytringsfrihed.

Netop dette principielle spørgsmål bliver nu fuldkommen undveget ifølge ombudsmandens beslutning.