Årets gang på AU

Nu hvor vi nærmer os nytår, er det almindeligt at udsende en rapport om det forgange år. 2011 har for os på AU været præget af FUP - som Lea Wierød så passende har døbt rektors reformer. Der hvor vi måske har mærket det mest, er i de dele af AUs organisation, der som mit institut

ligger i grænselandet mellem to fakulteter. Fire emner har især præget gangdebatten her på det gamle ASB Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Det er rektors Master plan, ønskerunden, lokalisering og samlæsning.

Op til den store dag i marts, hvor rektor fremlagde sin plan, havde der været en del spekulationer om instituttets fremtidige placering. Folk var bange for, at rektors holdning, om at "sprog var sprog," ville betyde, at vi skulle lægges ind under Humanioras mastodontinstitutter. Så folk var lettede, da ledelsen accepterede, at vi fulgte med resten af den gamle handelshøjskole over på det nye Fakultet for Erhverv og Samfundsvidenskab. Der stod godt nok et eller andet med småt om øget samarbejde med humaniora, men på det tidspunkt var det ikke klart, hvad det betød. Mere om det under samlæsning.

Efter den store "reform-tale-dag" i marts fulgte så "ønskerunden." Bemærk navnet - det er som taget ud af Orwell, for mange af de personer, der nu blev sendt til kompetenceafklaring, havde ikke noget særligt ønske om nye arbejdsopgaver. Alligevel blev dygtige institutsekretærer sendt af sted til møder hos konsulenter, som hjalp dem med at skrive ansøgninger til stillinger, som ingen

endnu havde defineret indholdet af. Derfor havde konsulenterne også svært ved at hjælpe folk med at lave en relevant kompetenceprofil. Det hjalp ikke, at ønskerunden foregik midt i sekretærernes eksamensplanlægning, så det var en god nyhed for alle, da det lykkedes institutlederen at få taget de fleste af vores lokale administratorer ud af ønskerunden.

Det næste vi så snakkede om var lokalisering. FUP princippet er vist, at vi alle skal flytte (mon universitetsdirektøren har aktier i et flyttefirma?). Vi her på handelshumanistisk institut var jo blevet forpligtet til mere samarbejde med de human-humanistiske fag, så vi fik derfor besked på, at vi - i 2012 - skulle pakke bøger og studerende sammen og så flytte op på AU 8000 C. Og så kom jo så alle rygterne om hvordan det rent praktisk skulle gøres. Nogle mente, vi kom til at dele kontorer, andre kæmpede for at alle fra det gamle ASB institut skulle sidde sammen, og så var der sådan nogen som undertegnede, der tog cyklen op ad bakken for at konstatere, at jeg sådan set havde lige så meget til fælles med humanioras kulturforskere som instituttets eksperter i strategisk virksomhedskommunikation.

Årets sidste tema er samlæsning. Som jeg skrev længere oppe, havde vi glemt at læse det, der stod med småt tilbage i marts, så vi blev noget overraskede, da vi i september blev bedt om at udpege kandidat- og BA kurser til samlæsning. Samlæsning blev fortolket som fælles kurser for de humanistiske og erhvervssproglige uddannelser, og man (læs ledelsen) mente, at moduler svarende til 20 ECTS på BA såvel som kandidat ville være passende. På BA betød det for os handelshumanister, at 40 % af sproguddannelsernes obligatoriske fag nu skulle samlæses. Vi pointerede, at uddannelserne har forskellige mål (vi uddanner tolke, humaniora uddanner gymnasielærere), at vi ville få svært ved at finde et auditorium, der kunne rumme alle AUs engelskstuderende, og at den tid, der skulle bruges til fællesfag på cand. mag. og cand. linc. merc., ville gå fra den tid, vores tolkestuderende fik til at udvikle deres sproglige kompetencer. Vi venter stadig på dommen - og krydser så bare fingre for, at beslutningstagerne kan kende forskel på sprog og (erhvervs-)sprog.

Men ellers har vi det godt her på AU . . . . .

De uhørte

to Aarhus-historier om universitetslivet

Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU

Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.

Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.

Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.

Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.

Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.

Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.

Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.

Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?

Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.

Dekanalt diktatur: mega-size fits all !

Uigennemsigtighed, kassetænkning og topledelsens banken underledere på plads er elementer i det våde fusionscirkus på KU.

Den almindelige universitetsbefolkning har igennem den sidste tid kunnet følge med fra sidelinien*) i den topstyrede fusionsproces på de våde fakulteter på KU. Som vi beskrev det d. 28/9 (her) er det lettere bizart at se, hvordan en håndfuld magtfulde managers uden faglige argumenter kan gennemtrumfe så gennemgribende organisatoriske ændringer, når argumenterne for dem er så tvivlsomme, som de er.

Det er forstemmende, men i en vis udstrækning forståeligt, at så relativt få protesterer offentligt - en stille hovedrysten har været den dominerende diskrete protestform. Det kan muligvis skyldes, at folk er bange for at blive fyret, eller ønsker at positionere sig bedst med indsigten i de reelle magtforhold, eller bare har det bedst med at bruge energi på ting, der er en vis fornuft i, mens den verden som management udgør, opfattes - selv af institutledere - som irrationel og drevet af en logik hinsides det faglige og saglige.

Man må spørge: hvis der har været problemer med et fagligt overlap mellem fx de fysikere, kemikere og matematikere, der sidder på LIFE's Institut for Grundforskning, og deres tilsvarende kolleger på NBI og HCØ på det naturvidenskabelige fakultet (noget jeg iøvrigt ikke har set analyseret), hvorfor kan man så ikke blot finde konkrete måder, de enkelte forskningsgrupper kan øge deres samarbejde på?

Der er forkel på at undersøtte faglige synergier og samarbejder, og gennemtrumfe en "one mega-size fits all"-model, der som princip knæsætter, at alle institutter skal være over 100 medarbejdere. Hvad er problemet i, at fx IND (naturfagsdidaktik) og DIKU (datalogi) hører til fakultetets mindre institutter? IND er jo af Nat-dekanen selv opgraderet fra center til institut for godt fire år siden, og på IND er man glade for sin institutstatus og det 'brand' som Danmarks største didaktiske miljø, som holdet her har arbejdet på at opbygge. Hverken IND, DIKU eller IMF (Institut for de Matematiske Fag) har ønsket fusion.

For at give et eksempel på de forsøg, der trods alt har været fra de faglige miljøers side på at argumentere rationelt imod dekanernes "grovskitse", kan vi tage matematik. Her protesterede seks forskergruppeledere, Susanne Ditlevsen, Ian Kiming, Ib Madsen, Bergfinnur Durhuus, Ryszard Nest og Mogens Steffensen. I et høringssvar til dekan N. O Andersen af 25/10 anfører de seks forskere:

"At lægge matematik og statistik ved LIFE, eller dele deraf, ind under IMF anser vi for en naturlig konsekvens af fusionen, som vil være uproblematisk både fagligt og administrativt, da statistik generelt anses for at være et matematisk fag. Reelle faglige synergieffekter kan imidlertid kun forventes at opstå ved en fysisk sammenlægning af enhederne.

Helt anderledes forholder det sig med datalogi. Det er udtryk for et stærkt forældet syn på datalogi at regne det for meget nært beslægtet med de matematiske fag, selvom det i sit udspring og i sin tidlige udvikling var stærkt inspireret af matematik og stadig anvender avanceret matematik i nogle af dets discipliner, ligesom fysisk gør. Den kraftige udvikling af datalogi i andre retninger end matematisk har man både internationalt og nationalt (bortset fra Syddansk Universitet) forlængst taget konsekvensen af, således at der idag stort set ikke findes matematikinstitutter af betydning, som også omfatter datalogi. Dette indebærer ikke, at vi ikke anser det for et vigtigt mål at udnytte og forstærke forskningsmæssige kontaktflader mellem fagene. Der er i forvejen gang i værdifuldt samarbejde mellem grupper af medarbejdere ved IMF og DIKU, men en administrativ sammenlægning vil hverken fremme eller obstruere en videre udvikling heraf.

Netop på grund af fagenes forskellighed m.h.t. metode og formål vil et sammenlagt IMF og DIKU ikke kunne administreres på kvalificeret vis uden en opdeling i afdelinger, altså indførelse af et yderligere administrativt lag, og med risiko for en opdeling af de matematiske fag stik imod de senere års positive udvikling mod et samlet IMF med en stærk fælles identitet. Denne udvikling er ikke mindst begrundet i de stærke undervisningsmæssige relationer mellem de matematiske fag, som der ikke er samme behov og tradition for m.h.t. datalogi.

Endelig skal det påpeges, at en sammenlægning af IMF og DIKU, på grund af de to discipliners forskellighed, vil medvirke til at udviske begge fags profil, både i det internationale forskersamfund og ikke mindst overfor studerende, for hvem faglig identitet er en vigtig motivationsfaktor og drivkraft; vi risikerer at miste tiltrækningskraft.

Alt i alt ser vi ingen væsentlige fordele ved den foreslåede sammenlægning af IMF og DIKU. Der foreligger ikke solide argumenter for at foretage dette omsiggribende eksperiment, som går stik imod international praksis, og som vil kunne medføre en række væsentlige ulemper af både faglig, undervisningsmæssig og administrativ karakter for begge institutter."

Hvad er dekanatets svar? At sidde argumenterne overhørig, og med slet skjult arrogance, i det endelige "input" til bestyrelsen for KU, at skrive

"Fakultetsledelserne ser i kommentarerne et betydeligt engagement fra ansattes og studerendes side. En række kommentarer har ledt til justering af de organisatoriske rammer for enkelte institutter i grovskitsen, hvor der her særligt skal peges på forslaget om at inkludere Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) som en fag-/forskergruppe i Department of Mathematics, Statistics and Computer Science." (s. 7 i: "Bidrag fra LIFE og NAT til beslutningsgrundlag, der skal forelægges bestyrelsen den 15. december 2011", Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet d. 25/11-2011)

Det, ledelsen her henviser til er kun, at IND var grovskitsens varme grød hvis højere skæbne man i første omgang gik udenom, IND var en anomali, mere end en stabsfunktion (med egen forskning med et vigtigt mål nemlig bedre undervisning og mindre frafald), men alt for lille til uni-size i dekanatets snævre opfattelse af institutstørrelse.
Når dekanatet således selv skaber et dilemma, må konsulentbistand træde til; en arbejdsgruppe nedsættes med en afdelingsdirektør i IBM Søren Damgaard som formand og deltagelse af DIKU's institutleder. Gruppen barsler så d. 15/11 med en rapport ("Analyse af forskning og undervisning inden for it på Københavns Universitet"), som i første omgang holdes hemmelig for medarbejderne på de implicerede institutter, og som anbefaler, at IND og DIKU slås sammen, men at der samtidig skabes en centerlignende konstruktion på tværs af fakulteter, "et tværfagligt Copenhagen Center for Informatics (CCI)" som må formodes at skulle bruges bl.a. som brevpapir til at søge eksterne midler, måske lidt ligesom de tværfaglige klynger og deres spin-off centre.

Institutlederne på IND og DIKU havde som egen lønlig højeste prioritet at forblive selvstændige institutter, da de grundlæggende deler den faglige vurdering af meningsløse fusioner som de 6 matematikere ovenfor. Men samtidig er de så "pragmatiske", at de fremfor "at have ret men køres over af en lastbil", hellere vil tie og overleve, dvs. forsøge at agere strategisk ved at tilslutte sig en ringere løsning a la den hemmelige rapports idé. Denne blev først frigivet på intranet sidst i november - jeg fatter ikke hvorfor den skulle holdes hemmelig. Men i dekanernes input til bestyrelsen optræder rapporten blot som et bilag og man fremturer med en sammenlægning af matematik, datalogi og didaktik.

Instituttet skal hedde "Department of Mathematics, Statistics and Computer Science", men bliver også et institut for didaktik og vidensskabsteori (sidstnævnte fordi Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier allerede tidligere i år blev tvunget ind under IND, som omtalt her). Kilder på fakultetet vil vide, at institutleder på IMF, Erik Kjær Pedersen opfatter sig som fyret (heldigt for ham at han kan gå tilbage til sit professor-job på instituttet), og reelt er fusionen netop også dette: De nuværende mellemledere fritstilles, og kan efter eget ønske søge jobbet som leder af et af de nye megainstitutter.

Institutter på dagens universiteter er ved at miste deres betydning som faglige enheder, og overgår til at være administrative serviceenheder samt styringsredskaber i topledelsens udøvelse af magt og forvaltning. Hvad med den faglige identitet?

Hvad med den status, som de faglige miljøer igennem et institut kan oparbejde i offentligheden, som fx Institut for Statskundskab (nu en saga blot på AU) eller institutter som DIKU, Institut for Idræt, for slet ikke at tale om de geologiske og geografiske fags institutter, nu truet på KU? Hvis fire fakulteter skal fusioneres til to, hvorfor skal så alle institutter partout berøres? Tæller faglige argumenter ikke længere på universitetet?

*) noter

"Fusionsprojekt uændret efter første høring" (Universitetsavisen 19/10), Universitetsavisens opsamling "Alt om fusioner" (her); "Det færdige fusionsoplæg fra LIFE og NAT", KU-intranet (med dokumenter) sidst rettet 28/11 (kopi); og tilsvarende for SUND/Farma; "KU-dekaner laver tvangsfusioner" (Forskerforum 28/11); "Nu skal bestyrelsen bare sige ja" (Universitetsavisen 29/11-2011). Der er bestyrelsesmøder d. 6. dec. (hvor det ikke er på dagsordenen) og den 15. dec. (hvor dagsordenen endnu ikke er tilgængelig). Det er iøvrigt kritisabelt at offentliggørelsen af referater halter langt bagefter.