tirsdag den 29. november 2011

Valg … af hvem?

af Henrik Vase Frandsen

Med valget til diverse råd og nævn på universiteterne står man med … nå ja: Et valg. Hvem skal man stemme på? Hvad vil kandidaterne? På Aarhus Universitet er det hele ekstra mudret grundet reformprocessen, der nu kører på andet år. Derfor er det specielt interessant, hvad kandidaterne til bestyrelsen vil arbejde for. Aarhus Universitet skal vedtage ny strategi i den kommende periode, og der skal formentlig også ansættes en ny rektor efter Lauritz B. Holm-Nielsen. Store opgaver, men hvad tænker kandidaterne? Hvad vil de?

De afgående medarbejderrepræsentanter har ikke været ubetinget heldige. En markant udtalelse faldt fra Erik Strange Petersen sidste år, i forbindelse med fyring af tre VIP fra det daværende DPU. Prikke-kriteriet var forskningsmæssig relevans – og derfra kørte så polemikken i forskellige medier om forskningsfrihed vs. ledelsesregime. Jeg var selv en af de prikkede (blev dog ikke fyret), og kan ikke på nogen måde hævde objektiv dømmekraft i denne sag. Men bemærkelsesværdigt var det alligevel, at en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen frejdigt kunne udtale: ”Man må acceptere, at det kan være nødvendigt at skære kagen anderledes, uden at det skal være en krænkelse af forskningsfriheden”. Den holdning var nærmest identisk med universitetsdirektør Jørgen Jørgensens: ”Som ledelse kan det være nødvendigt at justere og prioritere anderledes. Og det vil man aldrig kunne, hvis man hver gang trækker kortet med forskningsfrihed” (se UNIVERS). Der var ikke meget opbakning til den stærke frie faglighed hos disse to; men så meget mere samdrægtighed om ledelsesretten.

En anden episode handler om tvangsforflytning af forskere i børnelitteratur samt forskere i IT og læring fra Campus Emdrup til Århus. Ingen har kunnet opspore solide faglige argumenter for denne beslutning – og så er det man tænker, at argumenterne må være nogle mere dulgte og uigennemskuelige. Men da sagen lander på bestyrelsens bord i april i år, bliver referatet følgende:
”Dekan Mette Thunø omdelte et notat og orienterede om håndteringen af henvendelsen, sendt i kopi den 15. april 2011 til bestyrelsens medlemmer, fra medarbejdere ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) vedrørende personaleoverflytninger fra det tidligere DPU i Emdrup til Aarhus. Henvendelsen faldt uden for bestyrelsens kompetence, men bestyrelsen udtrykte sin fulde opbakning til universitetsledelsens beslutning. Formanden ville sende et svar fra bestyrelsen” (se her)
Den sag går nu sin egen skæve gang: IT-folkene er i høj kurs og har fået andre stillinger i København, og derfor kommer ’synergieffekten’ kun til at ’styrke’ børnelitteraturen – i Århus. Shit happens both ways – kan man sige. Men man undrer sig over, at der ikke stilles det mindste spørgsmål til denne notorisk dårligt begrundede beslutning. Heller ikke fra medarbejderrepræsentanterne Erik Strange Petersen og Martin Tang Jørgensen.

Der er mange andre ting at blive irriteret over på Aarhus Universitet: DPU skal nu benchmarkes på tre parametre: Dagtilbud, grundskole og livslang læring. Ifølge den nye institutleder er dette bestyrelsens pålæg. Men hvorfor har bestyrelsen besluttet dette? Hvorfor går medarbejderrepræsentanterne med til at beslutte sådan noget? Man kan tilsvarende beslutte, at Farmaceuter skal benchmarkes på lægsmerter og hovedpine, Teologi på Markusevangeliet kapitel 3, 6, og 10, og Musikvidenskab på Bach og Savage Rose. Giver det mening? Man undres: Hvorfor siger medarbejderrepræsentanterne ingenting om faglig autonomi?

Og der er endnu flere irritationsmomenter: I det nye Aarhus universitet skal forskere organiseres i forskningsprogrammer, eftersom institutterne er blevet for store. Men programmerne må ikke hedde noget, der minder om fag. Det er rektors beslutning – det siger alle. Jeg går ud fra, at rektor også her har bestyrelsens ”fulde opbakning” – inklusive de to VIP-medarbejderrepræsentanters. Blot er der ingen, der forstår hvorfor. Filosofi må altså ikke hedde filosofi mere, psykologi må ikke mere hedde psykologi osv. Samtidig skal man høre om ’dybere sammenhænge’, ’fokuseret talentudvikling’ osv. Det er noget pjat, men mere alvorligt: Det er til at blive skæv i hovedet af.

Min ønskekandidat til bestyrelsen har nogle enkle sigtepunkter: Genetablering af fagligheden, og genetablering af saglig kommunikation på Aarhus Universitet.

Men jeg ved ikke, hvad kandidaterne vil. Er der nogen, der ved det?


Henrik Vase Frandsen
Lektor, Fagmiljø for pædagogisk filosofi (ups! – kom til at nævne en faglighed)
Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

PS: Ved ihærdig søgen og lidt hjælp er det lykkedes at finde nogle hensigtserklæringer fra kandidaterne (link), offentliggjort samme dag som valget er åbnet (i dag, 29. nov.). Man kunne ønske sig mulighed for en åben debat, men sådan foregår det ikke på AU’s hjemmeside. Nogle af erklæringerne giver dog et lyspunkt: Også andre føler sig skæve i hovedet.

søndag den 20. november 2011

Politisk epistemologi - ny ph.d.-afhandling

hentet fra hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/

David Budtz Pedersen forsvarer sin ph.d.-afhandling:

Politisk epistemologi. Om begrundelser, normer og konsekvenser af nye organisationsformer i offentlige vidensinstitutioner

Tid: 25. november 2011 kl. 13.00 - af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis 13.00

Sted: København, Studiestræde 6, Studiegården, Anneks A

Arrangør: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Bedømmelsesudvalg:
Lektor Jan Faye, formand (Københavns Universitet)
Professor Aant Elzinga (Göteborgs Universitet)
Docent Karen Siune (Aarhus Universitet)

Leder af forsvarshandlingen:
Lektor Maja Horst (Københavns Universitet)


Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76.
Et resumme af afhandlingen kan ses her:
http://hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/Resume.pdf/

mandag den 14. november 2011

Kineserier

af Søren Nors Nielsen

Triple A - Aldrende Arbejdsløs Akademiker
Hvad gør man (ikke), når man i en relativt høj alder (56) bliver fyret fra det universitet, hos hvilket man har lagt al sin identitet gennem rigtig mange år - faktisk siden man selv blev studerende - og man så lige pludselig får et brev, hvori der står, at man er ’den, der bedst kan undværes’? Færdigt arbejde!

Gode råd er dyre. Statistikkerne for min aldersgruppe taler deres uhyggeligt klare sprog, og man skal være ualmindelig jubeloptimist, hvis ikke man er i stand til at kapere deres budskab om: Du kommer aldrig i arbejde igen! Så meget for de sociale hensyn man hævder at tage i betragtning ved fyringer.

Nuvel, sir man så til sig selv, du må se at få tiden til at gå, til du kan gå på efterløn, omend det langtfra bliver den problemfri alderdom, vel nok de fleste drømmer om. Man kan rolig glemme alt om, at ens ekspertise skulle være specielt efterspurgt, eftersom der er fyret adskillige med lignende kompetencer og man er jo også selv blevet temmelig specialiseret gennem 25+ års arbejde indenfor mere eller mindre det samme felt. Det korte af det lange er/var (worst, men også realistisk case) for mit vedkommende, at få 4 år til at gå med maksimalt 2 års understøttelse. Usikkerheden skyldes at jeg har bevaret mit meget essentielle faglige ophæng, nemlig som medredaktør på et af det større tidsskrifter indenfor mit område. Indsatsen her er beregnet til 2 timer ugentligt, opgivet til fortrinsvis at være i fritiden (lørdag, søndag). Dette diskvalificerer mig til gengæld, ikke alene i forbindelse med muligheden for at modtage kurser, der kunne bruges til at bringe mig videre, men påvirker altså også dagpengeperioden.

Dernæst møder man det monstrum af alle de tænkelige, men også utænkelige, uigennemtænkte urimeligheder, som den arbejdsløses ’hverdag’ efterhånden har udviklet sig til. Man tror det er løgn, før man selv har prøvet det. Mindst tre forskellige instanser indsamler informationer om stort set det samme, uden at dele dem med hinanden. Det eneste de synes, at have til fælles er, at de ikke bringer een videre jvf. ovenstående. Tværtimod virker det som om, at man har gjort stort set alt, hvad man kan gøre for at forhindre ældre arbejdsløse akademikere i at komme videre.

En anden ting er, at en stor del af mit netværk ligger i udlandet, og det ville være smart, at jeg som arbejdsløs kunne påtage mig at være behjælpelig med at lave de ansøgninger, der skal til for at bringe mig selv i arbejde igen. Det har da heller ikke skortet på opfordringer hertil. Behjertede kollegaer i diverse lande vil gerne betale rejse og ophold, men jeg må kun rejse ud i 5 dage af gangen, med afrejse mandag og hjemkomst fredag, - efter godkendt ansøgning på rette sted forstås. Skal jeg investere den måned, der skal til for at lave en bare nogenlunde ansøgning, kræver det altså mindst det firdobbelte antal rejser med deraf følgende større ’ecological footprint’.

Rød lejesvend
En kontakt, skabt gennem en tidligere kollega, har imidlertid givet mig et tiltrængt omend noget eksotisk åndehul, nemlig som visiting professor ved East China Normal University (ECNU), på State Key Laboratory for Estuarine and Coastal Research i Shanghai. Her beskæftiger man sig med alt muligt, der kan påvirke kystnære imråder, lige fra masseforekomster af alger i Det Gule Hav, miljøeffekter af den reducerede mængde af sedimenter, der transporteres med Yangtse, som følge af konstruktionen af ’Three Gorges Dam’, til problemer forbundet med at skaffe vand til Shanghais 23 millioner indbyggere og få det renset igen. Sidst men ikke mindst altså også modellering og ecological engineering (øko-teknologi), som vel må anses for at være mine spidskompetencer. Min arbejdsbeskrivelse lød på beskedne undervisningsforpligtelser, og hovedvægten af mit arbejde liggende i vejledning af studerende og hjælp til artikelskrivning.

Det er en stor oplevelse, på godt og ondt. Det positive dominerer heldigvis og udgøres væsentligst af alle de mange nye kontakter, der bliver skabt, og den dybe indsigt man får i dette land. Det negative er mestendels, at der ikke har været råd til at tage noget socialt hensyn til familien derhjemme og økonomien er også belastet, idet lønnen ligger på niveau med den danske understøttelse. Men altså, det var bare om at komme afsted, omend de praktiske forberedelser, klargøring af aftaler, afklaring af skattemæssige forhold var noget tidskrævende. Der nåede alt i alt at gå mere end 9 måneder, før jeg kom af sted til de i alt 4 måneders ansættelse.

Jeg ankom 1. august, på et for kineserne lidt upraktisk tidspunkt, nemlig en måned inden semesterstart, men det viste sig hurtigt, at det faktisk var godt med lidt respit til at vænne sig til det meget, der er anderledes. Jeg var blevet stillet et hotelophold på universitetets eget hotel i udsigt, men en cirka ti dage inden min afrejse, fik jeg at vide, at man havde skaffet mig en lejlighed en halv times gang fra campus. Pludselig var der problemer af en anden karakter, der skulle løses, for hvordan får man en daglidag op at stå i nogle omgivelser, hvor ingen taler spor engelsk. Selv simple indkøb er ikke længere en trivialitet, når man ikke kan læse, hvad er står på indpakningen. Alt hvad jeg kunne genkende ved mit første indkøbsforsøg var Nescafe, Budweiser, Heineken og Kjeldsens buttercookies, det blev dog ved kaffen, i den kinesiske, billigere og faktisk bedre udgave. Senere har jeg selvfølgelig fundet Cola og Whiskas, men så er det også det.
(klik på billedet
for at forstørre)
En anden ting jeg har fået oplevet i kraft af min tidlige ankomst var, at der ca. 14 dage før semesterstart pludselig på campus indfandt sig en mængde unge mennesker i blå og grønne camouflage uniformer, disse blev konstant excerseret rundt på diverse steder på området til råbene: ”yi, er, san, si, yi, er, san, si ...” (som 1,2,3,4 hedder på kinesisk). Det viste sig at være de nye masterstuderende, der blev hundset rundt med, for at give dem en god disciplinær indgang til studiet. Så kan de lære (det) kan de :-)

Det er dog mit indtryk, at der er et stærkt familiært forhold, eller i hvert fald knyttes nogle tætte bånd mellem studerende og undervisere, i hvert fald i en grad der forekommer påfaldende når man sammenligner med Danmark. Det sociale aspekt kan måske også styrkes af, at hver underviser ikke har særligt mange studerende tilknyttet. For som man siger her, satser man entydigt på kvalitet af de studerende i stedet for kvantitet. Tankevækkende.

Om at undervise - på ’kinesisk’
Afviklingen af mit eget kursus bød dog på noget af en overraskelse, idet det startede relativt tidligt i semestret, og dermed var et af de få kurser, der kørte de første uger. Dette bevirkede at jeg i stedet for de ca. 15-20 studerende, som jeg havde fået at vide, jeg skulle forvente, pludselig stod med ca. 45 tilhørere, spændende fra studerende først på studiet, over mere erfarne til både PhD-studerende, post docs og adjunkter.

Hvad der dog bød på en endnu større overraskelse var, at de principper, jeg nu har undervist efter i mere end 25 år, ikke umiddelbart lader sig praktisere her. Jeg har ellers, gennem mere end 60 kurser indenfor modellering af diverse miljøproblemer i Danmark og i mange lande, haft stor succes med at lade de studerende selv vælge det projekt som de ville kaste sig over. Denne erfaring, som jeg og andre kollegaer har gjort med hensyn anvendelsen af en sådan metode, er i øvrigt opnået gennem praktisk anvendelse, og er sjovt nok i overensstemmelse med principper, som på mere teoretisk plan er foreslået af Knud Illeris fra RUC. Selvom der med Kinas nuværende enorme vækst burde være nok af relevante problemstillinger at tage af, viste det sig hurtigt komplet umuligt at anvende denne metode. Der skal simpelthen sættes en fast opgave.

Også her afbrydes undervisningen idelig af mobiltelefoner, det synes dog udbredt accepteret ikke at slukke den. Derudover er de studerende også begyndt at sidde og surfe, mens der bliver forelæst. Det er dog svært at sige om det påvirker de efterfølgende spørgsmål eller om det kun drejer sig om rent sproglige problemer. Faktum er dog, at de studerende her som hjemme ikke kun koncentrerer sig om at lytte, men også lige skal chatte, på den kinesiske ’face-book’, ordne or besvare e-mails og SMS’er samtidig med undervisningen.

Om Tværfaglighed - her og hisset
De første par uger bød på adskillige besøg af forskere fra diverse steder i verden, dog stærkt domineret af amerikanere, idet ECNU indgår som en del af et netværk der indgår i en del samarbejdskontrakter mellem Kina og USA. Der var således en hel del interessante indlæg, hvor jeg efterfølgende, som det var blevet gjort mig klart, at man forventede det, deltog aktivt i diskussionerne. Dette medførte senere nogle bemærkninger og spørgsmål fra studerende og lektorer ved instituttet til mig angående det ganske uventede i bredden af mine kommentarer. Hvordan kunne jeg som computer-nørd vide noget om biologi? Dette illustrerer tydeligt at det tværfaglige, det multi-, inter- og trans-disciplinære aspekt, der hævdes at være så centralt i ’post-normal science’, også her har det svært. Jeg var i deres øjne ’kun’ modellør og ikke andet. Jeg blev derfor hurtigt efter et par af disse møder spurgt om, hvor jeg havde al den anden viden fra. Jeg kunne ikke svare meget andet end, at jeg jo egentlig var uddannet biolog og gennem mere en 17 år havde arbejdet på projekter, der hovedsagelig havde centreret omkring biogeokemiske kredsløb i diverse akvatiske systemer, og at det på en eller anden måde formodentlig havde givet en ballast, som jeg iøvrigt selv sætter pris på i denne situation.

Det er vel i sidste ende også en del af forklaringen på, at jeg er her, nemlig at man efterspørger den erfaring og det overblik, som man altså ikke kunne bruge i Danmark. Kineserne har med deres anvendelse af integrerede systemer stor praktisk erfaring med alle former for øko-teknologi, og er derfor utroligt åbne og positive overfor alternative løsningsmodeller. Her kunne vi sagtens lære noget af dem, og øget samarbejde er givetvis en del af vejen. Således havde jeg nok faktisk forventet noget andet lige på dette område.

Men det er faktisk foruroligende at registrere, at det tværfaglige overblik globalt har det så svært for tiden, for det er bestemt ikke noget kinesisk fænomen. Jeg har siden 1991 undervist en del i Portugal, og de seneste par år har kurserne været givet under ERASMUS-Mundus programmet, hvilket bogstaveligt talt har givet mig lejlighed til at møde alverdens studerende. Det synes som om, at dette element efterhånden er helt udeladt af undervisningsagendaerne verden over, og at den neo-liberale forskningspolitik, der har været ført, ikke mindst i Europa har gen-indført et middelalderligt atomistisk verdensbillede i forskningen. Den eneste rigtige forskning er reduktionistisk og ’small-scale’, eks. bioteknologi, genmanipulering og nanoteknologi. Ikke mindst derfor, har miljøet det hårdt.

En sådan udvikling er nemlig, set fra et miljøsynspunkt stærkt beklagelig, da ikke mindst miljøproblemer specielt kræver denne tværfaglige indsigt. Den massakre, som den seneste regerings politik har udløst på ansatte indenfor universitetsområdet, har rådet ubodelig skade på dette felt. Vi har været nogle ret begrænsede men også stærkt priviligerede årgange, der har fået lov til at blive undervist på en (forsvarlig) måde, der kan bibringe en sådan indsigt. Men hvem, har man egentlig tænkt sig, skal bære traditionen videre og undervise de nye studerende og fremtidige generationer af forskere efter samme principper?

Gæsteboligen på forskerstationen ved
Chongxi Wetland Research Center

Forskningsfred
En af de større oplevelser har været mine udstationeringer på instituttets forskningsstation, beliggende på den vestlige ende af øen Chongming midt i Yangtse floden nord for Shanghai. Især nu efter at mine egentlige konfrontationstimer er ovre, har jeg kunnet været der en del. Det giver også god mening, idet flere af de studerende, jeg skal vejlede, for det meste befinder sig der for at tage prøver og udføre forsøg. På mange måder er det så langt væk fra Shanghai, man kan komme. Der er ikke megen larm, andet end den man selv laver, faste spisetider med god mad, 7.30, 11.30 og 17.00, og så kan man bare koncentrere sig om at forske, skrive og reviewe, og hvad man ellers bliver bedt om. Jeg arbejder ofte koncentreret et par timer og kigger så fugle 10-15 minutter, laver en ny kop grøn te eller kaffe, og går så i gang igen. Det bliver ofte til 10-12 timers arbejdsdag, uden at man overhovedet mærker det, og så kan jeg slumre ind til bølgeskvulpet fra floden 5 meter fra mit vindue, for så at vågne ved de første fiskerbåde, der tøffer ud ved 6-tiden. Et forfriskende bad og dagens første fugletur i morgengryet, mens jeg venter på morgenmadens ankomst. Utroligt hvad en sådan afstressende atmosfære kan gøre for ens effektivitet. Skrivefreden er guld værd, jeg er vel foreløbig oppe på selv at have skrevet eller været involveret i omkring 8 artikler. Der lå allerede fra min egen hånd adskillige udkast, som jeg nu endelig fik mulighed for at færdiggøre.

En udsigt over Yangtse - fem meter fra min balkon

Turen her til øen varer mindst en halv dag, og jeg er desværre ikke i stand til at gennemføre den alene - endnu. Problemet er simpelthen, at jeg ikke kan købe en billet til andet end metroen, men som altså ikke strækker sig hele vejen. På et eller andet tidspunkt skal man med en bus eller båd, men hvilken? Shanghai byder officielt på 1000 buslinier, så der er nok at vælge imellem. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde en rutefortegnelse eller lignende på engelsk. Så jeg hægter mig som regel på en eller anden, der tilfældigvis skal til eller fra øen på de dage, der passer bedst. Min ledsager har så den fordel, at universitetet betaler en taxa på de mere besværlige strækninger.

Et tog der kører stærkt
Når opholdet på forskerstationen står i så skærende kontrast til bylivet, skyldes det ikke mindst, at alt i Shanghai ’kører’ i meget, meget højt tempo. Mange i min omgangskreds har ligefrem udtrykt bekymring for, at det måske også går for stærkt ind imellem. Landlivet på øen virker ikke kun roligt, men også relativt velhavende. Husene er ret store og formodes at være lejet af personer (man kan ikke eje jord men godt bygge), der måske arbejder i Shanghai, og har ladet en del familien blive her for at dyrke jorden (man kan ikke få lov at flytte til øen uden at være født der). Chongming er et stort frodigt landbrug og en del natur og bliver derfor kaldt Shanghais have. Her produceres en stor del af de landbrugsprodukter, der sælges i Shanghai til en relativ høj pris sammenlignet med andre steder. Levefoden virker således langt højere end i de små distrikter, der i Shanghai stadig (i min bydel i hvert fald) gemmer sig mellem de store luksuriøse bygninger, omgivet af parkeringspladser med luksusbiler og små idylliske haver. Ind imellem denne modernitet findes altså stadig nogle enklaver som kineserne selv kalder for ’landet i byen’ (formodenlig reminiscenser af nogle af de landsbysmåsamfund, som udgjorde det oprindelige Shanghai). De har ganske rigtigt noget ruralt over sig, som efter sigende minder om de mere fattige landdistrikter i det vestlige Kina. Her bor så en stor del af de personer der holder noget af maskineriet igang og rent! Mange lever simpelthen af at feje, bortskaffe affald og sortere det det. Pap, flasker, papir, plastic, flamingokasser, alt sorteres til mindste størrelse. En teknokratisk løsning på affaldsproblemet ville være at etablere et system, som det vi ser de fleste steder i vor del af verden, men hvad skulle disse mennesker så leve af?

Jo, - det er en spændende tid at være her og opleve ikke mindst de nye teknologier der har vundet indpas. Tag en tur med metroen, og vel nok 80% omkring dig vil sidde og beskæftige sig med en eller anden elektronisk gadget, selvfølgelig noget der er stærkt aldersrelateret. Jo toget kører stærkt, og man kan frygte at nogle, specielt de fattige og ældre, er ved at blive hægtet af, hvis de da ikke allerede er det.


et obligatorisk dumpling-kursus - der bestås


Det færdige resultat



Detalje fra inskription på soklen af Mao-monumentet på øverste foto:
"Seek truth, foster originality,
and live up to the name of teacher"


onsdag den 9. november 2011

Postuniversitetet udleveret

... af Postdanmark! Hvor er der bare postmoderne! Tro det eller ej, Postdanmark har netop stillet diagnosen på dagens universitet. Vi bestilte på mit institut en vare og forsøgte at spore forsendelsen, da den ikke dukkede op. Det kan man via Postdanmark. Her var hvad de skrev, beroligende i forhold til pakken, og foruroligende præcist i forhold til universitetet:
7.11., 17:02 Ankommet til Københavns Pakkecenter
8.11., 07:50 Ankommet til omdeling Pakkedist.Kbh.
8.11., 14:19 Henligger til næste omdeling
9.11., 10:41 Udleveret til liberalt erhverv
Det er netop, hvad universiteterne blev af den tidligere regering! Den universitetstype, der fulgte, da også fået ganske sigende navne som akademisk kapitalisme, det entrepreneuriske universitet, postakademisk forskning m.v. Vi skal ikke gentage diagnoserne her, tænk blot på fænomener som den enstrengede og ovenfra ansatte ledelse, majoriteten af eksterne bestyrelsesmedlemmer, den stadigt svindende andel af basismidler og den vilde kamp om eksterne bevillinger. Lad os håbe den nye regering kan rette lidt op på skuden så sygdommene kan kureres, eller i al fald lindres, og at diagnosen ikke snarere er en prognose.

Det ville gå ud over vidensdiversiteten – og måske anspore til en ny postromantisk unipoesi?

Udleveret på købmandens bjerge. Se dog hvor lille, se:
ordenes sidste landsby, og højere, men
stadig hvor lille, endnu en allersidste
kundskabens gård. Kan du erkende den?
Udsat på købmandens bjerge. Stengrund
under min hånd. Her blomstrer vel noget
tøvende op, på det stumme fjeldstyrt blomstrer
en uvidende urt syngende frem.
Ak, men den vidende? Den, som begyndte at vide
og tier nu, udsat på købmandens bjerge.
Dér går vel med sluttet bevidsthed
mange omkring, mangen en sikker leder
vandrer og hviler. Og store sikrede embedsmænd
kredser om tindernes rene vægring. – Men her
værgeløs, udsat på købmandens bjerge…


ps
undskyld, Rainer!

søndag den 6. november 2011

Så tænk da stort om humaniora!

Humaniora har det slemt, måske endda kronisk slemt? Se blot på de seneste indlæg her på bloggen. Hvorfor er det altid humanister – som jo rent økonomisk fylder som peanuts i det samlede regnskab – der mest skal være i forsvarsposition, og som synes hårdest ramt af nedskæringer? Somme tider endda fyringer, jeg har – og nu gider jeg ikke længere tie stille med den information – modtaget et ubekræftet forlydende om at de p.t. fyrer humanistiske forskere på SDU, Syddansk Universitet, på et af sprogfagene. Det er sgu' da utroligt! Hvorfor skal det foregå i stilhed? Hvorfor protesterer de ramte ikke højlydt? Hvor er fagforeningerne - vores fagforening, DM?

Nå, og hvorfor ikke tage og vende bøtten på hovedet og sige nu, nu må det høre op. Nu må der tænkes stort om humaniora. Hvis humaniora (af mystiske grunde) har været den grimme ælling i forskningspolitikken, så lad den nu komme ud af andegården og folde sig ud til en smuk svane!
Nogenlunde sådan lyder opfordringen fra to svenske humanister og idehistorikere Anders Ekström og Sverker Sörlin i det norske blad Forskningspolitikk no. 2, 2011 (her), som har stillet sig spørgsmålet om denne "fula ankunge" (som er grim ælling på svensk). Det er en meget vigtig kronik. Et par citater, frit oversat:
"Mere og mere er den den forskningspolitiske debat blevet forskudt i retning af at handle om økonomisk vækst og innovation. Og intet galt med det, vi har brug for innovation. Problemet er, at debatten er blevet så ensidig, at de som vil diskutere samfundsmæssige værdier, spørgsmål om historisk bevidsthed, erindring, tolerance, mening, tro, og som med energi engagerer sig i en kritisk diskussion om, hvad slags samfund vi lever i, og hvor vores politiske, økonomiske og kulturelle arrangementer er ved at føre os hen - at sådanne mennesker, som bemærkelsesværdigt ofte er humanister, opfattes som forstyrrende eller direkte unødvendige. (...)
Man kan faktisk spørge, om det virkelig er humaniora der er i krise eller det ikke snarere er en krise, som bunder i et samfund, der er besat af enkle og målbare fremgangsmåder, og som har svært ved at formulere, og frem for alt tilpasse menneskelige, kulturelle og økologiske værdier i modsætning til de rent økonomiske. Alle siger, at disse værdier skal følges ad og sammen vokse, men det ser det ikke ud til at de gør. Nedvurderingen af humaniora, både som forskningsfelt og af humanisternes kompetencer som individer, er i sig selv et tydeligt bevis."
Ud over at anerkende humanioras specifikke problemer, er tiden nu inde til at se nogle mere offensive udspil også fra de danske humanistiske miljøer.