Humaniora mangler ikke selvværd. Humaniora mangler penge!

af Charlotte Engberg, lektor, ph.d.

I en artikel i Politiken d. 21. okt. (omtalt nedenfor) antydes det, at humanister generelt skulle være kendetegnet ved et lavt selvværd. Der ligger heri en ubehagelig psykologisering af et strukturelt problem, som intet har med selvværd at gøre, men som derimod har at gøre med, at politikerne og bevilgende myndigheder i snart mange år ikke har værdsat det arbejde, der udføres på de humanistiske fag. Man har talt området ned parallelt med, at man økonomisk har forfordelt de humanistiske fag, både hvad undervisning og forskning angår. Når humanister sammen med deres kolleger indenfor de andre fagområder, mener at humaniora er det mindst prestigiøse fakultet, er det ikke udtryk for manglende selvværd for førstnævnte gruppe, men derimod udtryk for en nøgtern konstatering af, hvordan dele af omverdenen ser på deres fag.

Som nævnt i Cathrine Hasses kommentar er der sket et

"fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område. (...) I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser."

Det er her problemet ligger! Nogle af de mest fremsynede dele af erhvervslivet har for længst indset behovet for et vitalt humaniora. Dels i form af viden inden for sprog, historie, litteratur og kulturstudier i bredeste forstand og dels i form af tværvidenskabelige samarbejder, der respekterer fagområdernes særkender og muligheder for at udvikle civilsamfundet og erhvervslivet i Danmark på måder, der kommer borgerne til gode. Det er derfor aldeles kontraproduktivt at styrke det ene område på bekostning af det andet. Ganske som det i længden vil vise sig ufrugtbart at hylde det umiddelbart anvendelige på bekostning af den langsigtede grundforskning både inden for naturvidenskaberne, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber.

Faglig viden og universitetsmanagement adskilles

Center for Børnelitteratur, der lå på DPU i Emdrup, skal tvangsforflyttes til Århus, som led i den topstyrede om- eller disorganisering af Aarhus Universitet. Vi skrev om sagen allerede 19/3-2011 (her) men det er tilsyneladende ikke blevet bedre. I et indlæg i AU-bladet Univers fra 18/10 (her) spørger AU-lektor Thomas Aastrup Rømer:

"Hvorfor skal dette ske? Er der nogen, der har ønsket det? Studerende? Forfatterskolen? Forlagene? De pædagogiske forskningsmiljøer? Skolerne? Dansklærerforeningen? Internationale litteraturforskningsmiljøer? Forskningsmiljøerne i Aarhus? Nej, ingen, og stort set alle har protesteret i alle mulige medier. Alle var glade og tilfredse, og børnelitteraturforskningen blomstrede som aldrig før, men nu skal det ødelægges. Ingen bifalder flytningen. Ingen! Men hvorfor gør dekanen dette?"

Det eneste svar må være, at dekaner skal vise deres chef, at de foretager sig noget, og en af de få synlige beviser for at de gør det, som endda bliver stående for eftertiden, er organisatoriske omlægninger. Og så under brug af de samme ulidelige mantraer om 'kritisk masse', styrkelse, synergier: her er uddrag af dekanens svar (samme sted):

"Når vi flytter en velfungerende forskningsenhed fra København til Aarhus, er det, fordi der her er potentiale til at skabe en større og endnu stærkere enhed. I Aarhus integreres Center for Børnelitteratur i Institut for Æstetik og Kommunikation, hvor centerets medarbejdere kan slutte sig til andre stærke miljøer inden for litteratur, medievidenskab og dramaturgi. Flere og flere børn og unge bevæger sig i dag sømløst rundt mellem forskellige medieplatforme, så her er der en række indlysende faglige overlap omkring børnekultur, som man på forskningssiden kan drage stor nytte af. Beliggenheden tæt på VIA UC med Danmarks største læreruddannelse er også en oplagt mulighed for samarbejde."

Jammen hvis børn kan bevæge sig rundt mellem medieplatforme, skulle man tro, at forskere kunne samarbejde på tværs, uden at skulle sidde klinet op ad de samme campus- eller institut-skilte!?

Århus-rokaderne sker og skete topstyret, uden ordentlig inddragelse af de faglige miljøer, som typisk ikke ønsker sammenlægninger og disorganisering af fx DMU, eller Det Humanistiske og Det Teologiske Fakultet. Det samme er nu ved at ske i København (se bloggen d. 28/9) — ironisk nok fordi de våde KU-dekaner har onde drømme om at "konkurrencen" fra AU/Emdrup, RUC og Aalborg i Ballerup vil frarøve dem studerende, hvis de ikke spiller med de organisatoriske "muskler". Det er den samme tomme retorik, der på én gang styrer og slører spillet. Læser man papirerne på KU-intranet i forbindelsen med reduktionen af fire våde fakulteter til to, er det samme mønster, der gør sig gældende. Der er så godt som ingen faglig opbakning til omlægningerne, men de faglige miljøer reagerer kun spagt defensivt, begrænser kritikken til det taktiske, og søger at redde hvad reddes kan, fordi man kynisk vurderer, at en egentlig protest er uden virkning: Så skandaløst topstyret er det universitetssystem, den nye forskningsminister har arvet fra Sander-epoken. Resultatet bliver nye lange klyngebetegnelser for megainstitutter (fx "Institut for Ernæring, Fysiologi og Idræt", "Institut for Matematik, Statistik og Datalogi") som - før de næste fyringsrunder - blot vil bestå af det samme elementer, der før var miljøer med en vis identitet.

Tværvidenskab og det truede humanistiske koralrev

af Cathrine Hasse*

Det er ikke noget under at humaniora i dag opleves som det mindst prestigefyldte felt indenfor forskningen selvom der er blevet uddannet flere og flere humanistiske kandidater, og de ydermere efter endt uddannelse er blevet taget godt imod i det danske og udenlandske erhvervsliv og samfund.

Alligevel kunne man forleden læse at den nye nationale aftale om at prioritere støtten til små humanistiske fag betyder, at vi i Danmark i 2012 nedlægger uddannelser, der arbejder med små specialiserede emner som serbokroatisk, tjekkisk, bulgarsk og polsk kultur. Disse små uddannelser betegnes ofte ’sprogfag’, men er reelt også kulturfag. Det anses for økonomisk urentabelt at holde liv i de få akademikere, der i dag anvender deres forskningsliv på at skabe viden ikke alene om sprog, men også kultur indenfor disse områder. 34 småfag reduceres til 14, der så til gengæld ydes mere i støtte.

Udviklingen mod en gråtoning af humaniora har været i gang i lang tid. Der er, som det også er fremgået af forskningsrådenes årsrapporter, generelt sket et fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område.

Humanvidenskaberne defineres generelt (sammen med samfundsvidenskaberne) som det område af forskningen, der giver os en dybere forståelse af, hvem vi er som mennesker. Tab af små humanistiske fag er også et tab for dybere indsigt i disse aspekter. De vil mangle, når vi skal udvikle de nye tværfag, der ser ud til at blive fremtidens fag på universiteterne.

Viden om mennesket som tænkende og skabende væsen i det globale kludetæppe af kulturer er meget afgørende for Danmarks muligheder for at udvikle nye måder at markere sig på. I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser. Det gælder eksempelvis indenfor det teknologiske område, hvor udviklingen langt hen ad vejen bestemmes af alle mulige andre aktører end humanisterne selv. Ud over lukninger af fagområder og nedskæringer i staben står humaniora nemlig overfor nogle meget store teknologiske udfordringer i de kommende år, som der simpelthen ikke er afsat bevillinger til. De sundhedsvidenskabelige, tekniske og naturvidenskabelige områder får alle mere i taxametertilskud end de humanistiske fag med den begrundelse, at de har behov for at investere i teknologier og laboratorier. I takt med den teknologiske udvikling med anvendelse af infrarøde stråler og røntgenstråler i fag som kunsthistorie og arkæologi, ’data-mining’ i fag som historie og helt nye teknologiske muligheder for at udvikle forskningen gennem blogs, videobriller, interaktive tavler og streaming-teknologier på områder som pædagogik, litteratur og psykologi kan man frygte at sådanne nødvendige investeringer enten undgås eller vil føre til nye nedskæringer, da taxametermidlerne slet ikke kan følge med denne udvikling. Og for de store områders vedkommende er der ydermere kommet langt mere pres på undervisningsindsatsen, så mange oplever deres forskningstid som yderst presset. Her kan teknologi frem for at blive en ny mulighed blive oplevet som en besværlig spændetrøje, hvis der ikke afsættes flere midler til efteruddannelse og humanistisk-teknologiske laboratorier. Mange af de små sprogfag, der nu nedlægges kunne have fået tumleplads til nye projekter i sådanne eksperimentarier.

Når den form for nytænkning er helt fraværende i debatten kan det dels skyldes, at mange humanister simpelthen giver op og koncentrerer sig om at overleve dagen og vejen. Det kan også skyldes, at humanistiske forskere, i højere grad end kolleger fra de andre forskningsområder, oplever at de skal legitimere deres forskning gennem ’nyttiggørelses’ diskurser. Hvor forskere på andre hovedområder kan forske i risikofyldt grundforskning i ’andre dimensioner’ eller spekulative forestillinger om stamceller, så skal humanister i stigende grad legitimere deres forskning med henblik på det umiddelbare økonomiske potentiale – som eksempelvis ’oplevelsesøkonomi’. Der er ikke plads til at arbejde med sjove grundforskningsspørgsmål, hvis man oplever et konstant pres på at levere fakturaer for tankerne.

Samtidig oplever humanistiske forskere, at der er meget lidt reel offentlig interesse for (og medieomtale af) deres faktiske forskningsområder. Dette blev allerede bekræftet for år tilbage i tænketanken ’Forsk og Fortæl’ nedsat af videnskabsministeriet, hvoraf det fremgik at humanistiske forskere, i modsætning til øvrige forskere, ganske vist udtaler sig til medierne, men sjældent om deres egne forskningsemner. Dermed mangler offentligheden og politikerne også indblik i den mangfoldighed, der nu trues af de kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er positivt at erhvervslivet er blevet bekymret for de konstante nedskæringer på det humanvidenskabelige område, men vi mangler at både befolkning og politikere bakker op. Vi skal dyrke variationer af alle mulige slags i de tværvidenskabelige konstellationer og de skal bygge på en mangfoldighed af indsigtsfulde mennesker, der har specialviden også på områder ingen politikere fatter nytten af. Derfor er behov for en bred opbakning til et broget humanistisk koralrev med plads til studier af old-indianske kulturer, polske folkesange og Pontoppidans samlede værker hvis vi for alvor skal skabe nytænkende tværvidenskab.

* Cathrine Hasse, professor i kulturelle læreprocesser, AU

Har fakulteter prestige?

Det er altid trælst at bruge tid på tåbelige spørgsmål, eller fordomme maskeret som spørgsmål, men det ser nu ud til at være en del af menneskehedens lod. Jeg kunne jo spørge dig, "Hvem har mest prestige, en kejser, en konge eller en knægt?", og jeg kunne endda spørge et par tusind personer om det samme, spekulere over hvor meget højere i procenttal kejseren rangerer over kongen og knægten, og herefter få eksperter i kejser- og kongedømmer til at kommentere tallene.

Nogenlunde sådan går dagbladet Politiken frem i dag, i deres iøvrigt prisværdige forsøg på at bringe "Unis sande tilstand" (artikelseriens navn) til debat. Politiken har som led i en større spørgeskemaundersøgelse, gennemført via nettet i august - "hvor vi bl.a. beder om en vurdering af de studerendes kundskaber, undervisningens kvalitet, arbejdsmiljøet og styreformer" - bl.a. stillet de universitetsansatte en lang række gode spørgsmål, og enkelte dårlige, som dette:

Hvilket af følgende fakulteter er det mest prestigiøst at uddanne sig indenfor?

• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i samfundsvidenskab

• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i humaniora

• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i naturvidenskab

• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i sundhedsvidenskab

• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i teknisk videnskab

• Andet. Skriv her:

• Ved ikke"

I dag gengives i en artikel af Dorrit Saietz resultatet under overskriften Humanister er universitetets proletarer (Politiken d. 21/10-2011, 1. sektion s. 6) resultatet:

"Sådan svarede 1.938 universitetsansatte:

Sundhedsvidenskab 33 %

Naturvidenskab 14 %

Samfundsvidenskab 7 %

Teknisk videnskab 3 %

Humaniora 2 %

Andet 2 %

Ved ikke 39 %

Sådan svarede de 464 deltagende humanister:

Sundhedsvidenskab 24 %

Naturvidenskab 15 %

Samfundsvidenskab 9 %

Humaniora 6 %

Teknisk videnskab 3 %

Andet 3 %

Ved ikke 41 %

Politiken Research har gennemført en elektronisk spørgeskemaundersøgelse blandt det videnskabelige personale - VIP'ere - på landets fem største universiteter i perioden 16.-23. august. Knap 2000 VIP'ere med ansættelse i minimum 5 år i universitetsverdenen har svaret."

Jeg hører selv til de, der svarede "ved ikke" og jeg tilføjede da jeg blev spurgt i august denne kommentar: "Prestigiøst i forhold til hvilken målgruppe? Spørgsmålet lægger mest op til enten at gentage eller lægge afstande til almindelige fordomme om at fx fysik og medicin har størst prestige".

Det er et grundlæggende metodisk problem i formuleringen af spørgsmålet, at det gøres uklart om den interviewede skal skrive hvad han eller hun selv (ud fra et eller andet kriterium) finder mest prestigiøst, eller om den interviewede skal skrive hvad han eller hun mener sådan i al almindelighed, ideologisk set, opfattes som mest prestigiøst. Ikke så sært at "ved ikke"-svaret hitter.

Nu blev jeg selv ringet op efterfølgende af Dorrit Saietz og havde en fin uddybende samtale, hvor jeg problematiserede forskellige opfattelser af prestige (ethvert fagområde synes selv de er de fedeste; alle har fagidiotiske fordomme om "de andre"; og eneste nogenlunde almene og fornuftige prestige-begreb der konsistent bruges af forskerne selv er "prestige og anerkendelse for ens bidrag til et givet videnskabeligt speciale eller forskningsområde" - som selvom det er alment netop ikke kan bruges til meningsfuldt sammenligne høj prestige på tværs af fagfelter som partikelfysik og etnografi endsige faulteter). Jeg godkendte forud for artiklen de få ting jeg citeredes for (og så kun egne citater; journalister benytter sjældent at lade interview-offeret se kladden til hele artiklen, no peer review here). I artiklen får jeg bl.a. sagt:

»Men der er en gammel fordom om, at noget er mere rigtig videnskab end andet. Fysikken har været dronningeeksemplet på en eksakt videnskab, hvor ting kan efterprøves, og forsøg kan gentages af andre. Der er rigtig videnskab og så det andet, herunder humaniora«, siger han [C.E.].

Det er selvfølgelig meget kort og firkantet sagt, men der står dog at det er en fordom. Alligevel fik jeg en lang og irriteret email fra en kollega som havde læst artiklen, og som mente, at jeg burde have uddybet i stor detalje, at det, jeg her reproducerer, er en indsnævret positivistisk fordom.

Nu skal man jo ikke skyde gråspurve med kanoner, og det er ikke første gang metodiske problemer i Politikens spørgeundersøgelse påpeges; Bobby Zachariae var ude med en lignende kritik til et af de andre spørgsmål (Pol. 11. okt. s. 11). Så lad os hæfte os ved artiklens visere indslag, som skyldes mine medbloggere her på stedet, Thomas Söderqvist som peger på at nye muligheder for humaniora hele tiden toner frem, ikke mindst i studiet af hvordan vi udfordres af nye samfundsudviklinger inkl. udvikling af ny videnskab og teknologi, og Sune Auken, som har denne udgangsreplik:

»Vi er en uddannelsesmæssig succes, der uddanner en masse folk for næsten ingen penge. Tallene viser, at stort set alle de færdiguddannede kommer i arbejde efter en tid og beholder deres arbejde resten af livet. Det er humanister, der hele tiden optræder i samfundsdebatten og turnerer landet rundt for at holde foredrag.
Men så længe humanister går i flyverskjul under det nærmeste bord, så snart emnet tages op, kan vi ikke regne med at andre tager os alvorligt«

Lad os i al fald undgå, at det ulideligt luftige problem "prestige" skal gøres til omdrejningspunkt for humanioras problemer, for der er nok af virkelige af slagsen, og der er heldigvis også lyspunkter, sejre og succeser.

Den ekstrauniversitære virkelighed

En af de mere særprægede fænomener i debatten om universiteterne er forestillingen om, at universiteterne ikke er en del af virkelighed. Man kan i ramme alvor høre højt engagerede medarbejdere i højt estimerede organisationer tale om, at universiteterne skal ”orientere sig mere efter virkeligheden” eller om, at det er et chock for vores kandidater, når de ”kommer ud i den virkelige verden”.
Ontologisk betragtet giver antagelsen selvsagt ingen mening. Selv hvis man mener, at tilværelsen er en tom illusion eller dyrker en anden variant over temaet ”virkeligheden findes ikke”, vil man ikke mene, at universiteterne er mere illusoriske end resten af den i det tilfælde ikke-eksisterende virkelighed. Hvis virkeligheden findes, findes universiteterne selvfølgelig som en del af den.

Men mærkeligt nok kan debattørerne stå i en universitetssammenhæng omgivet af universitetsfolk på alle sider og hævde, at de repræsenterer ”virkeligheden” i modsætning til os andre quasivirkelige personager. Den retoriske pointe med manøvren er selvfølgelig, at da vi i bedste fald har en eller anden afledt eksistens, og de repræsenterer den egentlige virkelighed, så skal vi skynde os at indtage en ærbødig kropsholdning og i øvrigt optræde ancillært i forhold til dem.

Det giver en forvreden debat, det giver et forvredent billede af universiteterne, det giver et forvredent billede af de studerendes virkelighed, og det giver et forvredent billede af universiteternes samfundsmæssige rolle. Hvis vi udelukkende definerer universiteterne tjenende i forhold til, hvem der nu måtte repræsentere ”virkeligheden”, overser vi, at der er og skal være et langt mere dynamisk forhold. Universiteterne skal også kunne gå op imod andre instanser, og de skal kunne hævde, at deres synspunkt er lige så sandt eller sandere end, hvad der fremstilles som virkeligt andre steder. Det er faktisk en adækvansbetingelse for overhovedet at uddanne eller bedrive forskning.
Jeg har for alt for længe siden i en fagteoretisk sammenhæng foreslået termen ”den ekstratekstuelle virkelighed”, fordi jeg manglede et ord, der kunne refererer til den del af virkeligheden, som ligger uden for teksten, uden at skubbe teksten ud af virkeligheden. Så må jeg på den baggrund i al fredsommelighed foreslå ”den ekstrauniversitære virkelighed”. Vi kan godt lide vores omverden, vi synes bestemt, at den findes, men vi er ret sikre på, at vi også selv findes: Universiteterne er en del af virkeligheden helt på lige fod med resten af den virkeligt virkelige verden. Og det at være uden for universiteterne giver ikke en en privilegeret ontologisk status, som bør følges op af tilsvarende handling.

Vi har tilbragt de sidste 8-10 år med at lade vores omverden definere os på en ukonstruktiv måde. Vi har ikke haft så meget valg, men vi har alt for ivrigt underlagt os taleformer, der var grundlæggende destruktive for os. Det er på tide, at vi på universiteterne tydeligere fastholder, at vi findes, og at vi har en betydning.