fredag den 3. juni 2011

Humanistisk eliteforskning og verdensklasseundervisning på danske masseuniversiteter

I denne uges nummer af Weekendavisen kan man læse forsidehistorien[1] om den tyske musikforsker Linda Maria Koldau, som kaldes til Aarhus Universitet som professor, lærer sig dansk og forsøger at videreføre den forskning og forskningsbaserede undervisning, der har givet international anerkendelse indenfor musikhistorie og som var grunden til at hun blev kaldet, men hvor hun ikke på AU får mulighed for at yde sit ypperste, oplever en række frustrerende forhold, holdninger og modvilje grænsende til mobning, og som ender med at frygte for sin fremtidige karriere som forsker på grund af de hindringer den lokale ledelse, ikke mindst i forbindelse med undervisningen lægger hende i vejen.
Det er en meget tankevækkende historie Weekendavisens Klaus Wivel har skrevet om afstanden fra skåltalernes ord om verdensklasse og elite til den virkelighed der udspiller sig på de danske universiteter. Det er som universitetsforsker både forstemmende og beskæmmende at læse om, for det er ingen specifik ''Århushistorie'; de samme konflikter der beskrives, ville kunne udspille sig på et hvilket som helst andet dansk universitet. Det er heller ikke en specifik humaniora-historie, selvom modsætningen mellem et klassisk humanistisk fag som (musik)historie og en række nyere fagområder med hastigt skiftende teoretiske moder også er en faktor i det forløb, Wivel beskriver, men den modsætning kendes også, omend i en anden form, på det naturvidenskabelige felt.

Midt i forstemmelsen giver det grund til optimisme at se, at der er folk som Linda Maria Koldau, der tør tale åbent og kritisk om problemerne, og der er al mulig grund til at håbe, at den øverste ledelse på AU (og de øvrige universiteter) vil forholde sig ikke-defensivt, undgå at komme i en forsvarsposition, men forsøge at bidrage til analyse, forståelse og løsningsforslag. Derfor skal humanioradekan på AU Mette Thunø også have ros for at medvirke til (i det mindste den første halvdel af) debatmødet den 17. maj (program her) om "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", hvor Linda Maria Koldau leverede en – som hun selvironisk kalder det, 'skandaløs' (jeg ville sige rosværdigt skarpsynet) – introduktionsforelæsning, som fortjener vid udbredelse og derfor takker Koldau for at kunne publicere her (download). Herefter forelæste erhvervsmanden Lars Christian Lassen (hvis forelæsning efter sigende ikke foreligger på manuskript) og en anden internationalt anerkendt musikforsker og humanist, Jeffrey Kurtzman. Vi takker også Kurtzman for tilladelse til at offentliggøre hans forelæsningsmanuskript "Truth, Education and the Crisis of the Humanities", der rummer en særdeles velskrevet analyse af humanioras videnskabelige formål, samfundsopgave og nuværende krise (download), en forkortet version vil bringes i et senere nummer af Weekendavisen.

[1] note, opdateret: Klaus Wivel: Hjem til Århus. Weekendavisen # 22, d. 1.-7. juni 2011, s. 1 og 4. Klaus Wivel er efter sigende meget interesseret i at tale med andre, der kan bidrage til uddybet forståelse og debat om emnet.

6 kommentarer:

Thomas sagde ...

Hej Claus, jeg forstår godt at du vil gøre denne historie til et spørgsmål om universitetsloven -- men jeg mener ikke den egner sig til det. Koldau-sagen er primært udtryk for en dybere teoretisk og metodisk konflikt indenfor humanioras egne rækker -- firkantet sagt mellem en 'klassisk' opfattelse af humaniora og en nyere 'teori'- og samfundsvidenskabeligt orienteret humaniora. Du finder samme type af konflikt, internationslt set, mellem 'klassiske' videnskabshistorikere og videnskabsfilosoffer og mere Science and Technology Studies (STS)-orienterede forskere. Problemet, for mig at se, er at universiteternes management-lag spontant ofte tager stilling til fordel for denne 'teori'- og samfundsvidenskabeligt orienterede humaniora; det er ikke mindst tydeligt på videnskabsstudie-området, hvor europæiske forskningsbureaukrater er meget glade for visse dele af STS-traditionen, men mindre begejstrede for videnskabshistorie og videnskabsfilosofi.

Claus Emmeche sagde ...

Hej Thomas, jeg er glad for det substantielle i dine iagttagelser (som helt klart fortjener en selvstændig debat), men din indledning om universitetsloven ... øh, det er altså ikke alt jeg skriver der har den som emne, jeg tror ikke engang jeg nævnte den.

Anonym sagde ...

Hej Thomas, Claus og alle jer andre.

Jeg vil blot påpege at der i denne sag ikke alene er tale om modsætningsfyldte paradigmer, men efter min mening en personlig modvilje mod at engagere sig for ikke at sige anerkende andre studie retninger end den professor Koldau og Jeffrey Kurtzman selv står for.
Jeg synes som udgangspunkt at diskussionen som Claus tager hul på her er interessant, men jeg vil dog blot huske på at journalisten i denne artikel absolut ikke dækker historien fra alle vinkler, og at jeg derfor synes det er synd at tage udgangpunkt heri. Jeg som studerende på musikvidenskab og tidligere elev af professor Koldau, er meget uenig i de faktuelle oplysninger især og føler mig i den grad stødt over at ingen studerende er blevet hørt i denne ensidige artikel, da jeg mener det ville have givet et helt andet billede end det der onsdag blev tegnet i weekendavisen. I øvrigt bliver den kandidatlinie hun i øjeblikket underviser på slet ikke nævnt ved navn i artiklen nemlig; 'Musik, lyd og kommunikation', hvor det er rigtigt at det ikke er et krav at kunne læse og spille efter noder - fordi det netop er pointen med denne kandidatlinie, at vi skal have muligheden for at bruge tiden på at arbejde med musik, lyd og kommunikation i erhvervslivet, underholdningsindustrien m.m.. i stedet for netop den klassiske musikteoretiske og -historiske arv. Det kan man jo mene om hvad man vil - personligt synes jeg det er præcis dét jeg skal bruge min musikfaglige viden til, og ikke til at formidle Beethovens symfonier, Mozart m. fl. selvom jeg holder af at lytte til dem.
Til gengæld er det naturligvis et krav at kunne både læse, skrive og spille efter noder på den kandidatlinie der tilbydes kommende gymnasielærere for ikke at tale om Beethoven, Bach og Mozart som en central del af pensum.
Hvis jeg skulle give et bud på misærens opstand, ville jeg sige at den har en hel del at gøre med den specifikke retorik der er blevet brugt af professoren, ledelse og kolleger imellem, hvilket har kørt denne konflikt op på et niveau hvor den efter min mening ikke hører hjemme.
Det er med mit indlæg ikke intentionen at bremse den faglige diskussion, blot gøre opmærksom på at vi efter min mening her har at gøre med en meget mere person-specifikt konflikt og en utroværdig artikel, der ikke efter min mening kan danne grundlag for ovenstående diskussion på retfærdig vis.

Thomas sagde ...

@ Claus, du bruger sådan set ikke ordet 'universitetsloven' direkte. Men du skriver at Koldau begrænses af "hindringer den lokale *ledelse*, ikke mindst i forbindelse med undervisningen lægger hende i vejen", og at det er en "meget tankevækkende historie ... om afstanden fra skåltalernes ord om verdensklasse og elite til den virkelighed der udspiller sig på de danske universiteter", og endelig håber du at "den øverste ledelse på AU (og de øvrige universiteter) vil forholde sig ikke-defensivt" til problemet. Dvs. du gør det til en ledelseproblem og ikke til en reelt faglig indholdskonflikt. Jeg mener omvendt at det ikke er tale om et ledelseproblem, men et fundementalt identitetsproblem for humaniora i dag. Jeg tror heller ikke, som den efterfølgende anonyme kommentator gør, at det primært er et personproblem.

Kasper Schiølin sagde ...

Som tidligere studerende ved musikvidenskabs suppleringsuddannelse ”Musikkultur” på Aarhus Universitet har jeg også med stor interesse læst Klaus Wivels artikel i Weekendavisen om professor Koldau. Hvad jeg finder mest slående ved artiklen, er, at det overhovedet er et emne, om man som musikvidenskabelig underviser må inddrage noder i sit undervisningsmateriale. Noder er en helt gængs repræsentationsform, der giver en unik adgang til mange musikværker svarende til den adgang et vilkårligt sprog giver til et lands kultur. At afskære sig fra en så grundlæggende repræsentationsform på en musikvidenskabelig afdeling – uagtet hvilken undertitel kandidat- eller suppleringslinjen ellers måtte have – er derfor meget forunderligt og harmonere absolut ikke med tidens besyngelse af det elitære, sådan som Claus Emmeche også bemærker det i sit indlæg. Ligesom et kendskab til tysk grammatik er en selvfølge for både den tyskstuderende ved universitetet og den studerende ved en handelshøjskoleuddannelse som ”International virksomhedskommunikation”, der måske bedre svarer til linjen ”Musik, lyd og kommunikation” (?), burde et basalt nodekendskab også være en selvfølge for den studerende ved musikvidenskab. Kigger man lidt nærmere på titlen til den kandidatlinje, som den anonyme debattør også omtaler, virker det endnu mere mærkeligt, at noder her åbenbart er blevet ekskluderet fra undervisningsmaterialet. Fx kan noder vel sagtens udgøre det kommunikationsmedium, hvorigennem musikken manifestere sig, ligesom også det første ord i linjens navn ”Musik” ofte meget fint lader sig udtrykke, læse, fortolke og analysere på noder. Ja, selv ”lyd” lader sig nogen gange fint repræsentere af noder; tænk fx på Pierre Schaeffer og Karheinz Stockhausens spændende og mærkelige partiturer. Naturligvis kan noderne ikke stå alene, men dette er ikke ensbetydende med, at de ikke kan informere os, guide os og på forskellig vis åbne musikken op for os.

Hvis man af en eller anden grund absolut vil undgå noderne i sine studier kunne man vælge uddannelsen ”Æstetik og Kultur”, der endda hører hjemme under samme tag som musikvidenskab. Mange studerende derfra har på forskellig vis tonet deres uddannelse hen imod musikken; nogle studerende har via handelshøjskolen tonet deres uddannelse til en beskæftigelse i den merkantile ende af musikbranchen; sociologistuderende har specialiseret sig i musikkultur; audiodesignere (også Aarhus Universitet) i design og produktion af lyd etc.


Så, hvad er det mon, at denne ”nodeløse” (er den også historieløs?) ”Musik, lyd og kommunikation”-uddannelse kan tilbyde, som disse uddannelser ikke kan? Kunne den ikke netop udmærke sig ved også at tilgå musikken via noder, denne gængse og globalt udbredte repræsentationsform? Hvad er problemet egentlig ved at kræve, at den studerende kan noder? Og nu vi er i gang, hvorfor så ikke også kræve, at hun kan læse tysk for derved at give underviseren mulighed for at åbne den studerendes øjne for den rige forskningstradition, der igennem århundrede har udfoldet sig lige syd for grænsen. Selv i de nævnte muligheder, der findes for at beskæftige sig med musik udenom musikvidenskab, vil et manglende nodekendskab skabe unødig afstand til interessante aspekter ved musikken. Musik er et heterogent og nuancerede fænomen, der fortjener at blive tilgået på alle mulige måder uden normative udelukkelser af bestemte repræsentationsformer.

I øvrigt: Jeg mener at have fornemmet i mit år som studerende på musikvidenskab, at også afdelingens tidligere professor, Bo Marschner, var fanget i problemer, der kunne minder om Linda Koldaus. Måske Klaus Wivel kunne få noget ud af at konsultere ham (?)

TomTom sagde ...

Ok. Så vidt så godt.
Der lader til stadig at forefindes en række misfortolkninger ved problemtikken omkring nodelæsning, som jeg som studerende ved Musikvidenskab er ved at være rigtig træt af.

Det handler jo om at der allerede er en linie hvorpå man kan fordybe sig i alt, hvad hjertet begærer af musikvidenskabelig forskning...

Mig bekendt er der ingen der har sagt at man ikke beskæftige sig med noder eller sågar andre fagspecifikke noteringssystemer på den såkaldte "nodeløse" (-Kasper Shiølin) kandidatlinie, blot at undervisningen ikke tilrettelægges efter at alle kan. Dette giver underviserne en enestestående mulighed for at tilrettelægge nogle forløb der kan fordybe sig i andre vigtige områder som et moderne Musikvidenskab efter min mening også skal kunne berøre.
Rigtig mange steder i den digitale mangfoldighed, vi i dag omgiver os med, spiller design af musik og lyd en central rolle. Denne kendsgerning er bare én af grundene til, hvorfor akademisk fordybelse i dette felt også bør være tilgængeligt på en linie for sig - et synspunkt som jeg i øvrigt burde mene at en medarbejder ved Institut for Informations- og Medievidenskab, samt (amatør-) lyddesigner skulle kunne nikke genkendende til. Et andet argument kunne være, at det rent faktisk kunne være en fordel at uddanne folk til branchen i stedet for at lade folks gymnasielærerkompetencer 'gå til spilde' hvorefter de selv må tilegne sig de nødvendige erhvervskompetencer... Endelig kan jeg ikke se, hvad der skulle være i vejen med at have to forskellige kandidatlinier på Musikvidenskab, hvis tilgangen til dem begge er stor nok.

Slutteligt vil jeg spørge, om Hr. Kasper Shiølin har læst studieordningen for den pågældende kandidatlinie, og hvad iøvrigt hans grundlag er for at sidestille professor Koldaus situation med en nu pensioneret (og bredt anerkendt) professor ved afdelingen.

Jeg må som studerende på kasernen bede om at få skilt æbler fra pærer i denne debat, inden vi kan fortsætte med at diskutere det akademiske mål for eksempelvis Musikvidenskab og resten af Humaniora.
Det kunne vi passende gøre ved at tage udgangspunkt i virkelighedens fakta som eksempelvis linier, studieordninger, eksamener, arbejdsløshed m.m. og ikke en traditionel musikvidenskabsfaglig professor, der er fortørnet over at progressive kræfter gør indhug i den Musikvidenskabelige fagtradition.