torsdag den 16. juni 2011

”Ekspert” i medierne

Deltagelse i den offentlige debat er en kontaktsport - også for forskere. Der følger knubs med. Tonen er skarp og ofte personlig, og reglerne for, hvem der vinder og taber en debat, er nogen helt andre end i den akademiske verden.

Internt i den akademiske verden kan man som forsker godt vælge at tage slagsmålet, men man kan også og helt legitimt tage den mere med ro. Hvis ens sag er god nok, skal det nok blive opdaget, og sker det ikke i morgen, så sker det om 5 år. Ad hominem-argumenter er dømte tabere i den sammenhæng. Derfor kan det stadig være uhyre indædt, hvad der foregår, og stridigheder universitetsfolk imellem kan være langvarige og nedgroede til det parodiske. Men fagligheden fører hele tiden et meget stort ord – også når debatterne på andre måder bliver perfide.

Offentlige diskussioner fungerer anderledes. Hvis man som forsker formulerer sig med alle sine vanlige forbehold og mellemregninger, kommer man ingen vegne. Et synspunkt skal skærpes for at kunne slå igennem, og den, der er villig til at trække sin formulering ét skridt videre, end der er streng faglig dækning for, har langt bedre chancer for at få sit synspunkt opdaget. Dermed er forskere fødte tabere i offentligheden, hvis ikke de lærer at gebærde sig på en helt anden måde, end de normalt ville som forskere.

En central forskel imellem faglige og offentlige diskussioner er, at andre dagsordner end de rent faglige har langt større indflydelse i den offentlige debat. Der er ofte – måske altid – andre dagsordner end de rent faglige på spil i en videnskabelig debat, men deres relative vægt er langt mindre. I offentlig debat kan man ofte have så ret, man vil, hvis man ikke kan sælge budskabet og modstå presset fra modgående interesser, kommer man alligevel ingen vegne. Man må også kunne håndtere, at det budskab, der reelt kan overleve en nyhedsjournalistisk behandling, er et, der er forenklet langt hinsides, hvad man normalt venter at møde i sin faglige sammenhæng.

Dette bliver på mange måder sværere, ikke lettere af rollen som ”ekspert”. Ekspert er af en række gode grunde et ord, forskere meget sjældent anvender om sig selv, men det sættes så meget des hyppigere på dem som en etiket i forbindelse med deres offentlige fremtræden.

En del af baggrunden for ekspertetiketten er, at den giver etosvægt til det fremførte. Når eksperten taler, repræsenterer han eller hun et vidensniveau, der ikke i sig selv kan gengives inden for rammerne af den offentlige debat. Resultatet kan præsenteres – ikke eller kun i begrænset omfang begrundes. I visse tilfælde fordi det kræver for megen tid og opmærksomhed at forklare baggrunden for resultatet; det gælder megen samfundsfaglig og humanistisk viden. I andre tilfælde, fordi de nødvendige vidensforudsætninger simpelthen ligger hinsides, hvad lægmand overhovedet kan tilegne sig; det gælder typisk inden for natur- og sundhedsvidenskabelige sammenhænge.

Ekspertetiketten repræsenterer logos med etos. Fordi det faglige argument ikke kan gennemføres, erstattes det af en etos-konstruktion: ”Dette er sandt, fordi det er sagt af en ekspert”. Der er imidlertid ganske mange faldgruber forbundet med det. Her et meget lille udvalg:

1) Faglig dygtighed og offentlig gennemslagskraft er to forskellige talenter. Nogen gange forenes de i samme person – nogen gange ikke. Det er derfor ikke givet, at det, der præsenteres som sandt af eksperten, også repræsenterer den bedst mulige viden på feltet.

2) Hvis eksperten tager alle rimelige faglige forbehold, mister han eller hun gennemslagskraft – se ovenfor.

3) Ekspertetiketten er en umådelig fristelse til at overstrække sin autoritet. Efterhånden som henvendelserne bliver flere, stiger fristelsen også til at tage sin ekspert-etos med ind på områder, hvor man ikke er i besiddelse af en speciel fagkundskab. Og man kan meget hurtigt få den tillagt, også når man vægrer sig noget, fordi det giver den journalistiske historie vægt.

4) Da vurderingen af, hvad man siger, hviler på autoriteten af en bestemt rolle snarere end på ens mulighed for at fremlægge en sammenhængende, dokumenteret argumentation, er muligheden for at nedbryde, hvad man siger, ved angreb på enten ens person eller ens rolle indbydende i en offentlig debat. Det kan ske som et forsøg på at dementere, at man er berettiget til at optræde som ekspert, eller det kan ske ved et generelt angreb på ”eksperter” og deres ret til at være klogere end andre. ”Smagsdommeren” er i denne sammenhæng ekspertens parodiske vrangbillede. Den retoriske glidning fra ”viden” til det mere arbitrære og kulturbestemte ”smag” er i denne sammenhæng betegnende. Smagsdommeren har ikke nogen egentlig viden at komme med, kun hovenhed og bedreviden. At ordet ”smag” også har andre mulige betydninger, er i netop denne sammenhæng af mindre betydning.

Slutresulatet er fra forskerens side lidet attraktivt (at den samme person godt kan være både forsker og ”mediekommunikator” ændrer ikke på dette). For at kunne spille ind i den offentlige debat må synspunktet skæres til og sælges, og jo hårdere man skærer det til, og jo skarpere man sælger det, des bedre er ens gennemslagskraft. Dette salg kan i sig selv være vigtigt, hvis det man ved, er vigtigt, så der er noget reelt tabt, hvis ikke man har held med salget. Men i det øjeblik man forlader den faglige debats sfære, befinder man sig i en situation, hvor man kan forvente at blive modarbejdet på måder, der ikke er fagfeltets, og hvor det er en glidende og usynlig grænse, der skiller ens rolle som faglig ”ekspert” fra ens rolle som almindelig debattør.

I forbindelse med debatten om Marlene Winds kritik af den nye grænsekontrol, er det derfor ikke nogen stor nyhed, at man som medieekspert kan få knubs. Det er ikke engang særlig vigtigt, at der forsøges lavet et karaktermord på Wind. Den type karaktermord kender vi i så mange andre sammenhænge, og de går kun forholdsvis sjældent ud over forskere. At en minister opgiver sit embedes værdighed og degenererer til at bruge øgenavne, er hans eget problem. Den type argumentation overbeviser alligevel kun dem, der er enige i forvejen. Selv den grumme selvmodsigelse og misforståelse af det samfundsmæssige formål med ytringsfriheden, der er i, at man på den ene side med næb og klør vil forsvare retten til at sige hvad som helst om en samfundsmæssig minoritet, på den anden side nærtagende brøler rasende af forskere, der kritiserer magten, kan vi for vores del overlade til de involverede parter. Det er ikke kønt, men det er der så meget, der ikke er.

Det egentlig interessante er, at man forsøger at få Marlene Winds overordnede til at kontrollere, hvad hun siger. Samfundet har på ingen måde brug for, at forskere er nervøse for at blande sig i den offentlige debat. Faktisk er det en af de centrale kilder, vi har til at få denne debat kvalificeret. Og ligesom det om ytringsfriheden gælder, at vi kun kan få den frie debat ved også at acceptere retten til i vidt omfang at fremsætte udsagn, vi opfatter som usympatiske og uvederhæftige (hvad der ikke gør disse udsagn til et ideal: se her og her), kan vi kun få forskningens vidensløft i den offentlige debat ved at acceptere retten til skæverter og forgrovede udsagn også fra forskerne. Man må lade debatten selv klare justitsen; hvis en forskers udsagn er underlødigt, skulle det jo være muligt at nedbygge det. At man giver sig til at ville tvinge hende til institutionelt at opføre sig på en måde, man selv anser for acceptabel, er totalitær tankegang. Men at give hende igen i offentligheden er naturligvis dagens orden.

6 kommentarer:

Thomas Aastrup Rømer sagde ...

Jeg synes, at enhver skal klø på med den blanding af videnskabelighed og personlighed, der passer til den enkeltes temperament. Det værste man kan møde er "eksperter", som mener, at de udsiger en værdifri sandhed. Det er muligt de selv tror på det, men det passer ikke, og så er det jo ikke særligt videnskabeligt. Jo mere ekspert man hævder at være i denne forstand, desto mindre videnskabsmand er man. Så måske udtalte Wind sig blot som en medborgerlig engageret videnskabsmand. Så må publikum selv skelne, hvis det er påkrævet. Wind skal ikke. Så kan vi ikke bestille andet end at falde over vores egne kasketter. Så klø på alle mand - i alle genre - i et videnskabeligt karneval, som filosoffen Leibniz engang sagde noget i retning af.

Mikkel Noel Lanzky sagde ...

Det er også interessant, at se på den markante vækst i brugen af eksperter. Denne vækst falder mistænkeligt sammen med en ændring i journalisters rolle. Man har fjernet sig fra et abstrakt ideal om objektivitet og er i stedet gået mod det mere håndterbare 'fairness', der hovedsageligt handler om at lade begge sider komme til orde og undgå at dømme argumenternes validitet.

Førhen var journalister mindre bange for at skille skæg fra snot og protestere, hvis en kilde sagde noget ukorrekt. Det holder man sig fra i dag.

Hylekoret om røde lejesvende har ført til en uheldig håndskyhed og tilbageholdenhed over for faktuelle udsagn.

Hvis der endelig skal siges noget definitivt, lader man eksperter om det, fordi man som journalist er bange for at virke partisk, hvis man f.eks. siger at denne eller anden politiker, udtaler sig mod bedre vidende.

De journalister, der gerne vil sætte en dagsorden, kan
naturligvis stadig det. De sampler blot blandt eksperter ved at ringe rundt indtil de finder en, der vil støtte den på forhånd fastlagte vinkel.

Jan S Hesthaven sagde ...

Et er at en forsker kommer i modvind for udtalelser i pressen. Det må forventes hvis man vælger at optræde i det offentlige rum. Hvad der i denne sag, som i andre gennem de sidste årtid, er chokerende er tendensen til at politikerne udøver pres på forskerens arbejdsgiver for at 'overveje ansættelses forhold'. Når universiteter og forsknings institutioner er underlagt staten og dermed Folketinget er det en helt enestående pression der udøves - en pression og indblanding som man kun ser ligende i totalitære systemer.

Set udefra er det aerlig talt chokerende at det kan foregå i DK og det sætter et skarpt lys på hvor politisk kontrollerede de danske institutioner er. En tilsvarende indblanding er her i USA totalt utænkeligt udover helt extreme tilfælde hvor forskeren ensidigt politisere gennem undervisningen.

At pressen ikke (i modsætning til Sune) kaster sig over det aspekt er bekymrende. Det er svært at se hvordan situation vil ændre sig uden eksternt pres sålænge der er total politisk styring over bugetter og bevilinger til institutionerne. Politikerne har jo ganske marginal interesse i at aendre situationen indefra.

Adam Hyllested sagde ...

Tankevækkende indlæg. Jeg savner generelt (ikke nødvendigvis her) det hele anskuet fra samfundets side. Altså knap så meget om, hvad eksperten må og ikke må; og lidt mere om, hvad samfundet kan bruge hvilke slags ekspertudtalelser til. Man må for min skyld gerne som ekspert kalde politikerne "tudefjæs", men er det formidling?

JENS HAARUP MORTENSEN sagde ...

Den afgørende kamp for at lade begavelse komme til sin ret står IKKE i offentligheden, men i henhold til den åbenbarenhed, vi som mennesker er givet hørelse - ansvar og vigørlig pligt - ved.

Mao: Når forskellen mellem de "akademiske spilleregler" og de mere "offentlige" står så hjerteskærende skarpt, som de rent faktisk gør, så skyldes det den platoniske skatte-ret-stats-financielle bygning. (Det romersk-katolske Statsministerie med sit landsforræderi i det universitære miljø).

Kort sagt: At den akademiske verden konsekvent ringeagter såvel Gudlivets, Menneskelivets og Folkeviddets sandselighed på samtlig planer. Måske især ringeagter indrømmelsen, sammenfatningen og videreudviklingen, videreuddannelsen af vort samfund på deres rets-grundlag.

Den platoniske stats-univeristære-akademiske verden ER rå foragt overfor den oplysningstrolige danske befolkning, for ikke at sige: Direkte systematisk kriminalitet eller med andre ord: Etnisk udrensning af hjertevarm forstand i det dansk-nordiske menneske, liv og samfund.

Nkh. Jens Haarup Mortensen - med livsbårent ønske om, at Gudlivets sandhed må ramme hjertet i dit barn på vikongelig oplyst, menneskeforstandig, vis, så De, kære Sune Auken, kan mærke hvilken storslået irettesættelse Deres hjertelivsførelse, troskab, sande indrømmelser i det danske kød, har affødt. - Blink, blink et øjeblik for Dansken!

Thor jensen sagde ...

Rigtig godt indlæg. Beskriver meget godt hvilken svær rolle forskere har når de skal kommunikere med diverse medier. Især taget i betragtning af hvilke rolle "eksperter" spiller i dagens journalistik i Danmark.