KU's mediestrategi og Marlene Winds akademiske frihed

Jeg er enig i nedenstående indlæg og regner og KU-rektorens afvisning af sanktioner mod Wind som en af de få gode ting, der er at sige om sagen. En anden god ting er at mange, også forskere, tager bladet for munden og forsvarer Marlene Winds ytringsfrihed. Men læsningens af dagens Information (artiklen af Simon Fancony "Hele Winds institut blev bedt om ikke at tale med pressen", se her) er hårrejsende, harm- og opsigtsvækkende, og man håber næsten ikke historien står til troende.

Men hvis den gør tegner der sig et blakket og forstemmende billede af en universitetsledelse, der i en debat om en kontroversiel forsker tror, at det bedste vil være at forsøge at styre 'krisen' eller 'sagen', endda tror at de kan 'lukke' en sag ved at henstille til medarbejderne på Winds institut om ikke at ytre sig i sagen, men og i stedet henvise journalister til samme institutledelse!

Hvis det også er sandt, at denne kommunikationsstrategi udgår fra højeste sted, dvs. rektor, står der et billede tilbage af et rektorat, der taler med to tunger – med den ene tunge afviser det åbne brev fra Messerschmidt om indgreb overfor Wind, og med den anden tunge instruerer institutlederen i hvordan debatten om Wind skal håndteres, nemlig ved at forsøge at lukke den ned.

Hvis det er sandt, er det alt efter temperament forstemmende, dystert, skandaløst, oprørende. For i så fald er det et eksempel, der lægger en lille brik til det billede, der i dag desværre har tegnet sig af universiteterne som topstyrede, politisk styrede institutioner, der tager alle mulige andre hensyn end hensynet til den akademiske friheds trivsel og udøvelse af fri forskning, undervisningsfrihed og fri tale såvel indenfor som udenfor murene.

Her er et lille uddrag af artiklen:

[institutleder] Lars Bo Kaspersen mener ikke, at han bevidst har prøvet at udsætte nogen for censur. Han siger endvidere til Information at han derefter havde en korrespondance med medarbejderne, hvor han understreger, at der ikke var tale om censur.
»Jeg mener på ingen måde, at jeg har censureret eller forbudt nogen at sige noget. Jeg ville bare opfordre til, at man var en smule forsigtig af hensyn til Marlenes situation.«
— Kan du uddybe det?
»Hvis der var nogle, der blev kontaktet omkring ytringsfriheden og ville tage en diskussion med Marlene om ytringsfrihedsaspektet, så syntes jeg bare, de skal henvise til mig eller dekanen, da det jo er en principiel diskussion for hele universitetet.«
— Men det er svært at opfatte mailen som andet, end at man ikke skal udtale sig?
»Det forstår jeg godt, men det er også derfor, jeg op til flere gange understreger over for de forskellige medarbejdere, at de må sige, hvad de vil,« siger Lars Bo Kaspersen.

Det lyder som om Kaspersen har fortrudt 'strategien' når den efterfølgende er afsløret, og i ramme alvor mener at kunne beskytte en medarbejder udsat for hetz ved at styre mediernes håndtering af sagen og lukke den. Nu er Kaspersen desværre ikke kun institutleder og i den forstand chef for Wind, han er også (i al fald efter hvad hjemmesiden hævder) professor på samme institut og deler således denne rolle (i al fald formelt) med et pænt stort kollegium af ansatte forskere på Institut for Statskundskab. Institutlederen skulle hellere have glemt alt om lederlagets fantasier om kommunikationsstrategier og forsøgt at optræde som én blandt ligemænd, en kollega og fagfælle og bidraget – som universitetsansat forsker – til at forsvare Marlene Winds akademiske frihed, ikke ved at lukke sagen, men åbne for en bred og langt mere grundlæggende diskussion af den rolle, forskere har i medierne, som eksperter, orakler og intellektuelle (en start kunne være at læse Gitte Meyers glimrende kommentar i Information d. 21/6, her).

Som professor Susan Wright fra DPU har fremført ved tidligere lejligheder er sager som denne velegnede til at rejse spørgsmålet: Hvem forsvarer den akademiske frihed? Det er i al fald ikke universitetsledelserne, der skal tage 'politiske' hensyn (i denne sag = hensyn til regeringen) og derfor i sådanne sager mister troværdighed som autonome.

I diskussionen om Marlene Winds bidrag til debatten det hidtil mest været debatteret om hun havde ret i sin kritik af grænseaftalen, om hendes sprogbrug kunne støde (især politikere og andre kommentatorer), og om hun som forsker måtte bidrage med politiske analyser (hvad hun selvfølgeligt må). Diskussionen har i mindre grad handlet om de friheder, hun har som universitetsansat forsker til at ytre sig i det offentlige rum.

Ganske vist har videnskabsminister Sahl-Madsen fremført at alle forskere har "ytringspligt til at deltage i den offentlige debat". Det er en forfriskende markering i betragtning af udtalelser fra anonyme forskere, der indrømmer at de undgår eksponering netop af frygt for at få politisk tæv eller at der ses misbilligende på dem fra fag-kollegers side. Men ministerens betragtning synes mere grundet i vidensøkonomi end i forsknings- eller akademisk frihed: Når samfundet betaler forskerne, har forskerne pligt til at levere viden tilbage til samfundet, bl.a. som et vidensbidrag til den demokratiske debat.

Men har sagen noget med forskningsfrihed at gøre? Alle vil sige, at ingen har begrænset Winds forskningsfrihed, dette handler om noget helt andet, hendes ytringsfrihed (eller ytringspligt) samt karakteren og formen af disse ytringer. Men det har selvfølgelig meget at gøre med personens status af forsker – ytringerne er forskningsbaserede. Ikke i snæver positivistisk forstand (hvor ethvert udsagn af vurderingsmæssig art, der ikke kan belægges med kvantitativ empiri, dømmes ude). Men i den forstand at de fremsættes af en forsker, der er godt inde i sit stof, som i denne sag er af bred samfundsvidenskabelig karakter. Wind er samfundsforsker og ytrer sig om samfundsforhold med udgangspunkt i sin forskning. Sådanne ytringer er ikke selv videnskabelige (der er ikke tale om at de skal leve op til de normer for videnskabelig kommunikation, der gælder i forbindelse med tidskrifter og konferencer i retsvidenskab, statskundskab osv.) men populære og gerne skarpe bidrag til debatten i det offentlige rum. Så selv om ytringerne ikke er videnskabelige, er de i bred forstand forskningsbaserede, og burde således også ses som omfattet af den akademiske frihed, som fremfor alt bør beskyttes – ikke af dekaner og institutledere etc. – men af "akademiet", her, faglige kolleger i generel forstand, faglige sammenslutninger, videnskabelige fora og selskaber.

Vi bør ikke glemme, at akademiske frihed er et sammenhængende sæt af friheder, udøvet under professionelt ansvar, som består af såvel forskningsfrihed, undervisningsfrihed, og frihed til at udtrykke sig kritisk om handlinger og begivenheder af politisk, økonomisk eller social art såvel indenfor som udenfor universitetets mure ("freedom of intramural and extramural expression" som de også kaldes).

Sidstnævnte frihed er ikke til for universitetsledelsens (eller dens strategiers) skyld. Friheden til at udtrykke sig frit som forsker udenfor universitetets mure er heller ikke identisk med enhver borgers ytringsfrihed (og i sagen her har Marlene Wind jo heller ikke benyttet sin platform som almindelig borger, som Marlene i kæret, men som professor Wind). Det er en frihed, som beskytter forskerens mulighed for at fremme viden, hvilket kræver, at forskeren er aktivt engageret i sit arbejde. Hvis forskerfællesskabet (bl.a. på Institut på Statskundskab) oplever deres universitet som repressivt vil de være tilbøjelige til former for selvcensur og selvbegrænsning, som strider imod den tryghed og tillid som fri forskning og undervisning kræver. Når vi som her har at gøre med normale bidrag til debatten (vi kan se bort fra spørgsmålet om injurerende, racistiske o.l. udtalelser), skal det videnskabelige personale ikke bekymre sig om at kunne blive straffet eller på anden vist hængt ud for at udtrykke deres vurderinger, holdninger og overbevisninger. I den forstand er friheden til at ydtrykke sig åbent om forhold udenfor universitetets mure – som en organisk del af den akademiske frihed – retfærdiggjort ved nærmest et praktisk hensyn, en art profylaktisk ordning der skal lette udførelsen af de pligter, der ellers påhviler forskeren, og lette beskyttelsen af forsknings- og undervisningsfriheden.[1]

Derfor, hvis man endelig skal tale om mediestrategier, er det en meget uheldig strategi at give Marlene Wind mundkurv på, opfordre hendes kolleger på instituttet til at holde kæft, og forsøge at tie sagen død. Det styrker tavshedskulturen i akademia, mens man burde forsøge at opnå det modsatte. En mediestrategi, hvis man endelig skal have sådan et bæst, burde animere den frie akademiske debat og styrke muligheden for at udtrykke sig frit, også om alt udenfor universitetets mure.

Note [1]. Formuleringen her er inspireret af Matthew W. Finkin & Robert C. Post 2009, For the Common Good - Principles of American Academic Freedom. New Haven: Yale University Press.

Nu skal vi lige huske

Vi bør på dette meget kritiske sted lige huske at løfte på hatten for dem, vi beskyder, når de gør noget agtværdigt. Rektor for Københavns Universitet, som ofte - skønt ikke nødvendigvis for ofte - har været bestrøget på dette sted, afviste i går utvetydigt og på en for en rektor værdig måde at lade politiske forsøg på at få universitetet til at rette sanktioner imod Marlene Wind nyde fremme på institutionen. Det er - i det nuværende politiske klima - meget respektabelt og absolut en rigtig universitetsleder værdigt.

Jeg mener fortsat, hvad jeg mener, men her lige et kort, anerkendende nik.

Branded kritik som inddæmningsstrategi

Af Hanne Tange

Nedenstående betragtninger er inspireret af Politikens opråb til ”Yngre venstreorienterede skribenter” den 11. juni 2012. Siden da har sagen om Marlene Wind bare gjort emnet mere aktuelt. For den viser, at også KUs ledere har en interesse i at få medarbejderudsagn skåret til på en måde, der på overfladen efterlader et indtryk af ytringsfrihed, men som reelt er tilpasset institutionens ønsker og behov. Det er den form for udtalelser, jeg kalder brandet kritik.

Brandet kritik bruges af ledelse og kommunikationsafdeling til at underbygge frem for at udfordre en organisations image. I en tid med whistleblowers og Wikileaks er det nemlig blevet moderne at udstille de kritiske røster. Medarbejdere har fået adgang til corporate blogs, debatfora og Facebook, hvor de kan sige deres mening uden først at konsultere mellemledere og kommunikationsmedarbejdere. I princippet giver det plads til en mangfoldighed af stemmer, herunder også de der forholder sig tøvende til ledelsens strategier. Men er der nu også tale om reel diskussion, eller handler det, som Politikens tilfælde, om at få skåret debatten til på en måde, der kan passe? Lad mig komme med et eksempel fra min egen verden: kommunikationen omkring AUs faglige udviklingsproces.

I marts 2011 havde campusavisen Univers det fælles tema: ”Et nyt og bedre Aarhus Universitet.” Kommunikationsafdelingen præsenterede her de umiddelbare reaktioner på rektors planer for det omorganiserede AU. Hele viften af medarbejdere var med. Her var tillidsmanden, professoren, den administrative medarbejder, DPU, Dansk Miljøundersøgelser og studerende fra både det ”gamle” AU og Handelshøjskolen. Så man fik kommunikeret, at AU var et fagligt favnende, mangfoldigt universitet. Samtidigt blev det signaleret, at medarbejderne havde ret til at sige, hvad de mente om det nye AU. Der blev bragt kritiske kommentarer om ”et splittet tilhørsforhold,” ”en anden stemning” og ”længere på arbejde,” så det var vel sådan set godt nok. Eller hvad?

Det er interessante at se, hvordan visse temaer mest af alt glimrer ved deres fravær. For eksempel er der ingen, der spørger til nødvendigheden af en så omfattende omstrukturering, og de to studerende nævner – som de eneste – medinddragelse og gennemskuelighed. Hvad de øvrige angår? Tjah, deres bemærkninger efterlader et indtryk af, at de er blevet bedt om alene at forholde sig til et enkelt, meget konkret spørgsmål. Det kan så være institutternes størrelse, faglige samarbejdsmuligheder eller en fysisk flytning.

Branded kritik er at sammenligne med den inddæmningsstrategi, amerikanerne brugte under Den Kolde Krig. I stedet for at præsentere nyheder fra et ledelsesperspektiv, hvilket hurtigt gennemskues på universiteter, hvor der forskes i Statskundskab, Medievidenskab og Organisationsteori, vælger man at inddrage de kritiske røster. På den måde giver man indtryk af, at der i processen er plads til dialog og demokrati. Men bemærk også, hvordan medarbejderne primært forholder sig til konkrete emner - fysisk omrokering, institutnavne og størrelsen på faglige enheder. Det er her, vi ser inddæmningen. For ved at opfordre medarbejderne til sige, hvad de vil om mindre substantielle spørgsmål, sørger man for, at de kritiske stemmer er optaget andetsteds, mens man i ro og mag etablerer og konsoliderer et etstrenget ledelsessystem. Smart, ikke?

Eksperter og videnskabsfolk i den offentlige debat

Af Thomas Aastrup Rømer

Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:


1.

Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.

Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.

2.

Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.

Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.

Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.

Mere om universitetsranglister

I forlængelse af nedenstående. Dd udkommer min artikel "Verdensklasse eller blålys" om universitetsranglisterne. Abstractet til artiklen lyder således:

Sune Auken's contribution to this volume, World Class or Will-o'-the-Wisp, discusses a new global narrative about the universities. A narrative that has become more and more worldwide and makes itself prevalent, and whose purpose is to apply the logics of business institutions to the universities in order to measure them better and to make them more useful. Auken questions the value of competition criteria derived from business organizations (competition between organizations) for the universities that have a different and complicated structure and other goals with their work. Moreover, he uncovers the incongruence and weaknesses behind the international university rankings. The article shows that despite the fact that universities today are permeated in management ideology they can still articulate a critique of the problematic aspects behind the process.

Læs hele artiklen her

Satse på kvalitet eller satse på rangliste-position?

I artiklen "Review of University Rankings Offers a Comprehensive Critique of the Process" af Aisha Labi (The Chronicle of Higher Education, 17. juni, 2011) omtales en ny rapport om den stigende betydning af anvendelsen de årlige hitlister over universiteter, Global University Rankings and Their Impact (kan hentes her).

Rapporten, som er bestilt af organisationen European University Association (EUA) der omfatter 850 universiteter i 47 lande, er EUAs første nålestiksoperation ind i et meget kontroversielt felt. EUAs medlemsuniversiteter udtrykte behov for en guide til at finde ud af hvad der er op og ned i de mange forskellige rankings, der efterhånden er på markedet, og en af de ting, rapporten peger på, er at der kommer flere, og mere specialiserede ranglister de kommende år. Den danske formand for det tidligere rektorkollegium (nu "Danske Universiteter", rettelig: Danske Universitetsledere) Jens Oddershede er med i EUA-redaktionsgruppen for rapporten.

Rapporten ser på de mest kendte rankings - det er: Shanghai Academic Ranking of World Universities (ARWU); Times Higher Education World University Ranking (Times Higher Education, nu i samarbejde med Thomson Reuters); World’s Best Universities Ranking – US News & World Report i samarbejde med Quacquarelli Symonds, US; den russiske Global Universities Ranking, Reitor; Europakommissionens EU University-Based Research Assessment, AUBR Working Group; den hollandske Leiden Ranking, Leiden University; den taiwanesiske Performance Rankings of Scientific Papers for World Universities, Higher Education Accreditation and Evaluation Council; og seks yderligere mindre kendte ranking-virksomheders lister. Hensigten i rapporten er ikke at ranke disse!

Rapporten finder, at rankings især er dårlige til at sige noget om uddannelsernes kvalitet når universiteterne skal sammenlignes, fx af kommende studerende, bl.a. fordi der er så stort et fokus på forskningssiden:

"The report confirms that most international rankings focus predominantly on indicators related to the research function of universities. Attempts to measure the quality of teaching and learning generally involve the use of proxies, often with a very indirect link to the teaching process, and are rarely effective. The importance of links to external stakeholders and environments are largely ignored. Where existing data is used, it is often not used consistently, and reputational factors have in many cases disproportional importance. Taken together, this leads to an oversimplified picture of institutional mission, quality and performance, and one that lacks relevance for the large majority of institutions, especially at a time when diversification and individual institutional profiling are high on agendas across Europe." (p. 7).

Om de begrænsede fordele hedder det,

"the arrival of global rankings over the last few years has focused considerable attention on higher education, and put the spotlight on universities that are increasingly being compared nationally and internationally. Rankings have certainly helped to foster greater accountability and increased pressure to improve management practices. They have encouraged the collection of more reliable data and in some countries have been used to argue for further investment in higher education. Although it is said they can be used to guide consumer choice, there is little convincing evidence that they do so (except in Asia or via the CHE Ranking in Germany)." (p. 8)

Selvom rankings ifølge rapporten både har fordele og ulemper, kan ulemperne ikke opvejes af fordelene:

"at present it would be difficult to argue that the benefits offered by the information they provide, given the lack of transparency that we have observed, are greater than the ‘unwanted consequences of rankings’. For there is a danger that time invested by universities in collecting and using data and statistics in order to improve their performance in the rankings may detract from efforts to progress in other areas such as teaching and learning or community involvement."

Rapporten peger også på, at værdierne for de tal, der indgår i de enkelte listers indikatorer kan manipuleres (og giver en række eksempler, alene af den grund vil den sikkert læses med stor grundighed af de enkelte universitetssekretariater), og endelig peges på det helt generelle problem ved udefra påførte indikatorer optrædende som incitamenter, at indikatorerne ikke forbliver eksterne i forhold til det, de måler, men selv bliver en del af og ændrer systemet (som vi før har omtalt her). Med rapportens ord:

"In an attempt to improve their positions in the rankings, universities are strongly tempted to improve their performance specifically in those areas which are measured by ranking indicators." (p. 15)

Endelig peges på det absurde i fænomener som "top-500" lister over verdensklasse-universiteter: Der er måske omkring 16.000 universiteter i verden med meget forskellige opgaver og profiler, men der vil altid være plads til kun 500 på en sådan 'global league'-tabel. Den vil intet kunne sige om generelle kvalitetsløft over en længere periode, eller hvor godt et lokalt universitet er i forhold til lokale og nationale formål. Kun et fåtal af universiteter er anlagt med den hensigt at kunne det samme, som de tunge forskningsuniversiteter som Stanford, Oxford og Cambridge kan.

Bortset fra de nævnte overordnede pointer rummer rapporten et væld af interessant information om den besynderlige sport det er at reducere kvalitet og mangfoldighed til numre på en lineær skala (ufortalt, at der selvfølgeligt også gennemgås mere sofistikerede forsøg på at repræsentere mangfoldigheden, såsom The European Multidimensional University Ranking System, "U-Multirank"). Det er altsammen noget, de store ranking-firmaer med mere eller mindre held spinder guld på. Verden vil bedrages, og politikere vil stadig efterspørge tal, flere tal og flere tal om tal. Hvis tale er sølv, er tal blevet guld, og meta-tal åbenbart Gud.

”Ekspert” i medierne

Deltagelse i den offentlige debat er en kontaktsport - også for forskere. Der følger knubs med. Tonen er skarp og ofte personlig, og reglerne for, hvem der vinder og taber en debat, er nogen helt andre end i den akademiske verden.

Internt i den akademiske verden kan man som forsker godt vælge at tage slagsmålet, men man kan også og helt legitimt tage den mere med ro. Hvis ens sag er god nok, skal det nok blive opdaget, og sker det ikke i morgen, så sker det om 5 år. Ad hominem-argumenter er dømte tabere i den sammenhæng. Derfor kan det stadig være uhyre indædt, hvad der foregår, og stridigheder universitetsfolk imellem kan være langvarige og nedgroede til det parodiske. Men fagligheden fører hele tiden et meget stort ord – også når debatterne på andre måder bliver perfide.

Offentlige diskussioner fungerer anderledes. Hvis man som forsker formulerer sig med alle sine vanlige forbehold og mellemregninger, kommer man ingen vegne. Et synspunkt skal skærpes for at kunne slå igennem, og den, der er villig til at trække sin formulering ét skridt videre, end der er streng faglig dækning for, har langt bedre chancer for at få sit synspunkt opdaget. Dermed er forskere fødte tabere i offentligheden, hvis ikke de lærer at gebærde sig på en helt anden måde, end de normalt ville som forskere.

En central forskel imellem faglige og offentlige diskussioner er, at andre dagsordner end de rent faglige har langt større indflydelse i den offentlige debat. Der er ofte – måske altid – andre dagsordner end de rent faglige på spil i en videnskabelig debat, men deres relative vægt er langt mindre. I offentlig debat kan man ofte have så ret, man vil, hvis man ikke kan sælge budskabet og modstå presset fra modgående interesser, kommer man alligevel ingen vegne. Man må også kunne håndtere, at det budskab, der reelt kan overleve en nyhedsjournalistisk behandling, er et, der er forenklet langt hinsides, hvad man normalt venter at møde i sin faglige sammenhæng.

Dette bliver på mange måder sværere, ikke lettere af rollen som ”ekspert”. Ekspert er af en række gode grunde et ord, forskere meget sjældent anvender om sig selv, men det sættes så meget des hyppigere på dem som en etiket i forbindelse med deres offentlige fremtræden.

En del af baggrunden for ekspertetiketten er, at den giver etosvægt til det fremførte. Når eksperten taler, repræsenterer han eller hun et vidensniveau, der ikke i sig selv kan gengives inden for rammerne af den offentlige debat. Resultatet kan præsenteres – ikke eller kun i begrænset omfang begrundes. I visse tilfælde fordi det kræver for megen tid og opmærksomhed at forklare baggrunden for resultatet; det gælder megen samfundsfaglig og humanistisk viden. I andre tilfælde, fordi de nødvendige vidensforudsætninger simpelthen ligger hinsides, hvad lægmand overhovedet kan tilegne sig; det gælder typisk inden for natur- og sundhedsvidenskabelige sammenhænge.

Ekspertetiketten repræsenterer logos med etos. Fordi det faglige argument ikke kan gennemføres, erstattes det af en etos-konstruktion: ”Dette er sandt, fordi det er sagt af en ekspert”. Der er imidlertid ganske mange faldgruber forbundet med det. Her et meget lille udvalg:

1) Faglig dygtighed og offentlig gennemslagskraft er to forskellige talenter. Nogen gange forenes de i samme person – nogen gange ikke. Det er derfor ikke givet, at det, der præsenteres som sandt af eksperten, også repræsenterer den bedst mulige viden på feltet.

2) Hvis eksperten tager alle rimelige faglige forbehold, mister han eller hun gennemslagskraft – se ovenfor.

3) Ekspertetiketten er en umådelig fristelse til at overstrække sin autoritet. Efterhånden som henvendelserne bliver flere, stiger fristelsen også til at tage sin ekspert-etos med ind på områder, hvor man ikke er i besiddelse af en speciel fagkundskab. Og man kan meget hurtigt få den tillagt, også når man vægrer sig noget, fordi det giver den journalistiske historie vægt.

4) Da vurderingen af, hvad man siger, hviler på autoriteten af en bestemt rolle snarere end på ens mulighed for at fremlægge en sammenhængende, dokumenteret argumentation, er muligheden for at nedbryde, hvad man siger, ved angreb på enten ens person eller ens rolle indbydende i en offentlig debat. Det kan ske som et forsøg på at dementere, at man er berettiget til at optræde som ekspert, eller det kan ske ved et generelt angreb på ”eksperter” og deres ret til at være klogere end andre. ”Smagsdommeren” er i denne sammenhæng ekspertens parodiske vrangbillede. Den retoriske glidning fra ”viden” til det mere arbitrære og kulturbestemte ”smag” er i denne sammenhæng betegnende. Smagsdommeren har ikke nogen egentlig viden at komme med, kun hovenhed og bedreviden. At ordet ”smag” også har andre mulige betydninger, er i netop denne sammenhæng af mindre betydning.

Slutresulatet er fra forskerens side lidet attraktivt (at den samme person godt kan være både forsker og ”mediekommunikator” ændrer ikke på dette). For at kunne spille ind i den offentlige debat må synspunktet skæres til og sælges, og jo hårdere man skærer det til, og jo skarpere man sælger det, des bedre er ens gennemslagskraft. Dette salg kan i sig selv være vigtigt, hvis det man ved, er vigtigt, så der er noget reelt tabt, hvis ikke man har held med salget. Men i det øjeblik man forlader den faglige debats sfære, befinder man sig i en situation, hvor man kan forvente at blive modarbejdet på måder, der ikke er fagfeltets, og hvor det er en glidende og usynlig grænse, der skiller ens rolle som faglig ”ekspert” fra ens rolle som almindelig debattør.

I forbindelse med debatten om Marlene Winds kritik af den nye grænsekontrol, er det derfor ikke nogen stor nyhed, at man som medieekspert kan få knubs. Det er ikke engang særlig vigtigt, at der forsøges lavet et karaktermord på Wind. Den type karaktermord kender vi i så mange andre sammenhænge, og de går kun forholdsvis sjældent ud over forskere. At en minister opgiver sit embedes værdighed og degenererer til at bruge øgenavne, er hans eget problem. Den type argumentation overbeviser alligevel kun dem, der er enige i forvejen. Selv den grumme selvmodsigelse og misforståelse af det samfundsmæssige formål med ytringsfriheden, der er i, at man på den ene side med næb og klør vil forsvare retten til at sige hvad som helst om en samfundsmæssig minoritet, på den anden side nærtagende brøler rasende af forskere, der kritiserer magten, kan vi for vores del overlade til de involverede parter. Det er ikke kønt, men det er der så meget, der ikke er.

Det egentlig interessante er, at man forsøger at få Marlene Winds overordnede til at kontrollere, hvad hun siger. Samfundet har på ingen måde brug for, at forskere er nervøse for at blande sig i den offentlige debat. Faktisk er det en af de centrale kilder, vi har til at få denne debat kvalificeret. Og ligesom det om ytringsfriheden gælder, at vi kun kan få den frie debat ved også at acceptere retten til i vidt omfang at fremsætte udsagn, vi opfatter som usympatiske og uvederhæftige (hvad der ikke gør disse udsagn til et ideal: se her og her), kan vi kun få forskningens vidensløft i den offentlige debat ved at acceptere retten til skæverter og forgrovede udsagn også fra forskerne. Man må lade debatten selv klare justitsen; hvis en forskers udsagn er underlødigt, skulle det jo være muligt at nedbygge det. At man giver sig til at ville tvinge hende til institutionelt at opføre sig på en måde, man selv anser for acceptabel, er totalitær tankegang. Men at give hende igen i offentligheden er naturligvis dagens orden.

Marlene Wind og forskere i offentligheden

Nødvendigheden af en klar beskyttelse af forskningen og af forskerens ret og pligt til at ytre sig i den offentlige debat, blev understreget idag, da professor Marlene Wind, som allerede var blevet udhængt af en minister, der optrådte helt uden interesse for sit embedes værdighed og en partileder, der efterhånden ikke kan andet end personangreb, blev påklaget af en EU-parlamentariker, der ville have rektor til at sætte hende på plads for synspunkter, han ikke delte. De samme politikere, som har gjort ytringsfriheden sakrosant, hvis det handler om retten til at kritisere etniske minoriteter er klar til at få lukket munden på forskere med magt, hvis disse kritiserer magten selv ... suk ... mere uafhængighed og større ikke mindre jobsikkerhed til forskere tak. Det er samfundskadeligt, hvis det bliver farligt for forskere at ytre sig offentligt imod magthaverne.

Uanset, hvad jeg i øvrigt mener om ham: Godt at KUs rektor står imod i denne sag. En ledelse, der giver mening, er klar til at være skjold for de ansatte.

Humanistisk eliteforskning og verdensklasseundervisning på danske masseuniversiteter

I denne uges nummer af Weekendavisen kan man læse forsidehistorien^[1] om den tyske musikforsker Linda Maria Koldau, som kaldes til Aarhus Universitet som professor, lærer sig dansk og forsøger at videreføre den forskning og forskningsbaserede undervisning, der har givet international anerkendelse indenfor musikhistorie og som var grunden til at hun blev kaldet, men hvor hun ikke på AU får mulighed for at yde sit ypperste, oplever en række frustrerende forhold, holdninger og modvilje grænsende til mobning, og som ender med at frygte for sin fremtidige karriere som forsker på grund af de hindringer den lokale ledelse, ikke mindst i forbindelse med undervisningen lægger hende i vejen.

Det er en meget tankevækkende historie Weekendavisens Klaus Wivel har skrevet om afstanden fra skåltalernes ord om verdensklasse og elite til den virkelighed der udspiller sig på de danske universiteter. Det er som universitetsforsker både forstemmende og beskæmmende at læse om, for det er ingen specifik ''Århushistorie'; de samme konflikter der beskrives, ville kunne udspille sig på et hvilket som helst andet dansk universitet. Det er heller ikke en specifik humaniora-historie, selvom modsætningen mellem et klassisk humanistisk fag som (musik)historie og en række nyere fagområder med hastigt skiftende teoretiske moder også er en faktor i det forløb, Wivel beskriver, men den modsætning kendes også, omend i en anden form, på det naturvidenskabelige felt.

Midt i forstemmelsen giver det grund til optimisme at se, at der er folk som Linda Maria Koldau, der tør tale åbent og kritisk om problemerne, og der er al mulig grund til at håbe, at den øverste ledelse på AU (og de øvrige universiteter) vil forholde sig ikke-defensivt, undgå at komme i en forsvarsposition, men forsøge at bidrage til analyse, forståelse og løsningsforslag. Derfor skal humanioradekan på AU Mette Thunø også have ros for at medvirke til (i det mindste den første halvdel af) debatmødet den 17. maj (program her) om "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", hvor Linda Maria Koldau leverede en – som hun selvironisk kalder det, 'skandaløs' (jeg ville sige rosværdigt skarpsynet) – introduktionsforelæsning, som fortjener vid udbredelse og derfor takker Koldau for at kunne publicere her (download). Herefter forelæste erhvervsmanden Lars Christian Lassen (hvis forelæsning efter sigende ikke foreligger på manuskript) og en anden internationalt anerkendt musikforsker og humanist, Jeffrey Kurtzman. Vi takker også Kurtzman for tilladelse til at offentliggøre hans forelæsningsmanuskript "Truth, Education and the Crisis of the Humanities", der rummer en særdeles velskrevet analyse af humanioras videnskabelige formål, samfundsopgave og nuværende krise (download), en forkortet version vil bringes i et senere nummer af Weekendavisen.

[1] note, opdateret: Klaus Wivel: Hjem til Århus. Weekendavisen # 22, d. 1.-7. juni 2011, s. 1 og 4. Klaus Wivel er efter sigende meget interesseret i at tale med andre, der kan bidrage til uddybet forståelse og debat om emnet.