Bloggen Forskningsfrihed? har fra Nils Bredsdorff modtaget et aktualiseret sammendrag af et større universitetspolitisk skrift (se note 1 nedenfor), som passende kan bruges til inspiration i den kommende diskussion om det høringsudkast til et nyt forslag om en universitetslov, som vi omtalte her den 19/11.
Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.af Nils Bredsdorff
Der er tale om en alvorlig forværring af en i forvejen dårlig ide. Lovforslaget skærper de dele af den gældende lov, som i forvejen har modtaget den alvorligste faglige/indholdsmæsssige kritik, selve ledelsesmodellen. Regeringen og SD har bidt sig fast i den såkaldte enstrengede model, set bort fra både den faglige kritik og de forslåede indgreb som kunne modificere skavankerne ved strukturen og endog skærpet dens dårlige sider ved at koncentrere magten og give ekstraordinære friheder til universiteternes nye mandariner.
Den elendighed, som er beskrevet neden for i den oprindelige kritik af 2003 loven har været universiteternes hverdag siden 2003, bevidnet af groteske fusioneringsøvelser og reorganiseringer og afbrudt af en international evaluering, hvis forslag forligspartierne kun delvist har lyttet til. Det nye lovforslag skærper de problemer, den 7 år gamle kritik blotlagde. Det er sket bevidst og forekommer at sammensætningen af bestyrelsen med eksternt flertal er blevet en blind plet i forligspartiernes universitetspolitik. Derfor forekommer det omsonst at satse på andet end at forsøge at indføre elementer af kontrol med den nu endnu mere uindskrænkede magt, først og fremmest ved at Akademisk Råd får modmagt og kontrol, mægler i konflikter, godkender større omorganiseringer, ”reviderer” magtens handlinger ved årlige auditing reports til bestyrelsen, overvåger at de nye beføjelser i loven medarbejderindflydelse, forskningsfrihed, organisatoriske nydannelser osv. kommer i gang. AR kan oprettes på flere niveauer og kontrollen dermed mangedobles. AR kan ikke stoppe rektor og det enstrengede vanvid men debattere og kritisere det, en akademisk revision, som Folketinget egen Rigsrevision. AR kan blive en officiel whistleblower eller forskernes vagthund, om man vil samfundets eneste kontrol med en magtfuld institution.
Den nye klare ledelsesstruktur er direkte kopieret efter en idealmodel for aktieselskabsbestyrelser. Al magt er samlet dér.[1] Blandt de få fagligt relevante kommentarer til lovforslaget lyder vurderingen:
”Den fremstilling af modellen, som præger reformovervejelserne, har … meget lidt at gøre med de differentierede organisationsformer, som man finder i det virkelige livs private organisationer.”[2]
Men vigtigere endnu er det, at den private bestyrelses handlemuligheder, styringsparametre og udviklingshorisont er anderledes end universitetets, og at muligheden for og konsekvenserne af at dreje universitetet over mod private markedsinstitutioner er uundersøgte og uoverskuelige.[3] Professor i økonomi Svend Hylleberg har flere steder kritiseret universitetsloven og giver aktuelt denne karakteristik: Loven anvender en ledelsesmodel, der er en
”karikatur af en standard lærebogsmodel for et aktieselskab. Dette medfører … at der vil være en uheldig tendens til at de ansatte ledere vælger at korttidsmaksimere af hensyn til deres egen kontrakt frem for at foretage de beslutninger, der er til gavn for universiteterne på langt sigt.”[4]
En samtidig undersøgelse af den universitetspolitiske debat og dens nøglebegreber i årene op til den nye lov giver et godt indtryk af den vigtige kamp om ordene. Det er en tekst- eller diskursanalyse, som viser ”… den kompleksitet, der kendetegner de problemstillinger, der tages op i debatten om en ledelsesreform på universiteterne. Undersøgelsen viser en høj grad af uklarhed i debatten og peger på en udpræget sammenblanding af nuancer og niveauer i forhold til de forslag, der diskuteres i forbindelse med oplægget til en kommende ledelsesreform.”[5] Men undersøgelsen konkluderer, at det er lykkedes politikerne at ”ændre kriterierne for validitet i forhold til udpegning og ansættelse af den administrative ledelse” og etableringen af de nye bestyrelser.[6]
I nogle få – universitetsfolkets størrelse og kapacitet taget i betragtning - indlæg i den offentlige debat kritiseres loven grundigt, men det gør tydeligvis ikke indtryk.[7] Også en
protestunderskriftindsamling bliver en pæn men tam succes, fordi der ikke er nogen bevægelse blandt universitetsfolk og studenter. Det er som den satiriske sanger fra 60’rne, Tom Lehrer, siger om den spanske borgerkrig – We had all the good songs, they won all the battles. Den manglende effekt både i Folketinget og på universiteterne gælder også den eneste undersøgelse af nogle af de grundlæggende principper i loven. Det drejer sig om en undersøgelse af forholdet mellem ledelse og forskning. Den udkom samtidig med loven, og selvom den sætter fokus på et af de vigtigste implicitte universitetspolitiske dogmer (betydningen af forskningsledelse) som forvrider debatten om reformerne, refereres der ikke til den nogen steder.[8] Forfatterne påpeger, at reformen er en ”ledelsesreform” som kan beskrives med to nøglebegreber ”professionalisering af ledelsesfunktionerne på universiteterne og en hierarkisering”.[9]
Reformen sætter en bestyrelse ind i stedet for konsistorium. Bestyrelsens medlemmer skal udpeges af ministeren og være udefra kommende for flertallets vedkommende. Den daglige ledelse skal varetages af ansatte ledere, og universiteterne skal være selvejende institutioner, forpligtet af udviklings- eller resultatkontrakter. Spørgsmålet, som analysen nu stiller, er, om der er en sammenhæng mellem ledelsesstruktur og forskningspublikationsproduktion - her taget som et mål for den ene del af universitetets virksomhed, forskningen. Reformen hviler på en antagelse om, at der er en sammenhæng mellem bedre ledelse og bedre forskning.
Forfatterne understreger 2003-reformens sammenhæng med 1992-reformens satsning på en styrket ledelse, men først og fremmest dens direkte afhængighed af Forskningskommissionens arbejde. Kommissionen blev som vanligt nedsat efter endnu et bredt politisk forlig i maj 2000, og forfatterne kritiserer dens arbejde skarpt for ubetinget at konkludere, at universiteterne mangler en ny ledelsesstruktur i den stadig hurtigere udvikling af forskningsprocesserne, ”der stiller institutionerne over for nye udfordringer.” Ifølge kommissionen ligger disse udfordringer først og fremmest på det ledelsesmæssige plan, hvorfor svaret må være ”styrket og dynamisk ledelse”. Det er kendt musik, men ifølge forfatterne er problemet, at kommissionens betænkning – og dermed 2002-lovforslaget – ”hverken rummer en egentlig analyse af sammenhængen mellem ledelsesstrukturen og den præsterede forskning eller en kvalificeret og kritisk diskussion af betingelserne for en sådan sammenhæng.”[10] Det samme gælder for rapporter fra de internationale institutioner (EU og OECD), der refereres til både i betænkning og lovudkast ”sammenkoblingen af ledelsesstruktur og forskningens omfang og kvalitet (hviler) også i disse rapporter på antagelser snarere end på analyser og kritiske diskussioner af sammenhængen”[11], dokumenterer forfatterne.
For at få et grundlag at vurdere reformen på, undersøgte de forskningsproduktion og ledelsesomkostninger på universiteter og sektorforskningsinstitutioner, idet ledelsesforholdene på de sidste er som, 2003-loven foreskriver for de første. Sektorforskningsinstitutionerne har højere ledelsesomkostninger og lavere forskningsproduktion målt på en række forskellige parametre:
”Hele reformen hviler på en implicit antagelse om, at man ved at sætte ind med mere ledelse, så får man også mere og bedre forskning … Men undersøgelsen viser, at der en helt entydig tendens til, at der er en negativ sammenhæng mellem administrations- og ledelsesomkostningerne og forskningsproduktiviteten.”[12]
Den foreslåede – og senere vedtagne – reform ”… er løst funderet på tvivlsomme henvisninger til forholdene og erfaringerne i andre europæiske lande.” [13]
Noter[1] Ideen er på sine egne præmisser pervers, fordi modmagten eller kontrollen med magten, aktionærerne og herunder beskyttelsen af mindretalsaktionærer, mangler. Det følgende er et redigeret uddrag af Nils Bredsdorff:
Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed, Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr 51, August 2008 (
pdf)
[2] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen: "Ledelse og administration på universiteter og forskningsinstitutioner" i:
Nordisk Administrativt Tidsskrift 2/2003, s. 115-139, her s. 120. (
pdf)
[3] En yderst kompetent beskrivelse af markedsinvolveringen og -fixeringen af universitetet og dens tilsigtede og utilsigtede konsekvenser, formet som en gennemgang af 12 store amerikanske universiteters udvikling på markedet er David L. Kirp:
Shakespeare, Einstein and the Bottom Line, The marketing of higher education, Harvard University Press, 2003. Adfærdsændringer (publiceringsmønstre) i forbindelse med forskellige typer forskningsregistrering er et anerkendt fænomen, som antyder rækkevidden af selv små markedsmæssiggørelsesstiltag og virksomhedsmodel-tænkninger.
[4]
Kvalitet og styring af universiteterne, Information 28. jan. 2009.
[5] Peter Brink Andersen,
Forskningsledelse i en forskningspolitisk kontekst, Udviklingskontrakter og ledelsesformer på danske universiteter. Rapport fra Analyseinstitut for forskning 2003/10 s. 123 (
pdf). Tekstanalysen s. 28-83 og en fin bibliografi over debatten giver en fin fornemmelse af politiseringen af universitetsspørgsmålet.
[6] Op.cit s. 130.
[7] De bedste er stadig læseværdige og aktuelle: Jørgen Grønnegård Christensens
kronik i Politiken 11.07.06 og Tom Fenchels, Johnny Kondrups og Bjørn Quistorffs
kronik smst d. 22.02.08.
[8] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen,
Ledelse og administration på universiteter op.cit. Mht omtale af undersøgelsen har jeg kun undersøgt det her behandlede ’lovgivningssstof ’og kun fundet den omtalt i Haavisto og Hagelund og her sker det i en helt anden forbindelse, op. cit. Men Grønnegård har bekræftet, at den ingen indflydelse fik.
[9] Op. cit s. 115.
[10] Op.cit. s. 118.
[11] Op.cit s. 119. Det samme gælder den i øvrigt interessante rapport af Peter Brink Andersen,
Forskningsledelse … op.cit., som tager en række undersøgelser inkl. Forskningskommissionens for gode varer uden at stille det afgørende spørgsmål: Ledelsens nødvendighed for hvad? jvf. s. 10 f.
[12] Grønnegård og Pallesen op.cit. s. 136. Forfatterne er helt på det rene med de mange metodiske problemer i sammenligningen, men mener at konklusionen holder.
[13] Op.cit s. 138.
