Uafhængighed: Bestil et forskningsresultat

Forskning handler om nysgerrighed, og om at bruge denne til at blive klogere, for ens egen skyld og for det
samfund, der står på spring for at udnytte den nyeste viden. Men der er forskel på, om nysgerrigheden drives af forskernes fantasi: grundforskning, eller motiveres af konkrete problemer, der skal løses: sektorforskning. Med fusionen i 2007 af flere sektorforskningsinstitutioner, blev disse to forskellige indgangsvinkler til forskning samlet til ét, under universiteterne.
Men det er lånte fjer, når sektorforskningen med de samme personer, administrative strukturer og økonomiske afhængighed af rekvirenterne, skal levere svarene under universiteternes gode navn og renommé. Man bør samtidig spørge sig selv, om sådanne opgaver overhovedet hører til på et universitet, hvis fornemmeste opgave er at forske og undervise frit samt berige samfundet på lang sigt med ny viden, hvor alene den faglige integritet og forskerens dygtighed tæller.
Et spørgsmål, som sammenslutningen af danske universiteter besvarer i en ny hvidbog ved en pure frikendelse, uden dog at gå ind i diskussionen af sektorforskningens økonomiske afhængighed af den rekvirent, der både stiller spørgsmålet og forventer svaret.
Sektorforskningen har altid været en værdifuld del af den danske forskningsverden og givet beslutningstagere og myndigheder mulighed for at vurdere konsekvenserne af forskellige scenarier ikke bare gennem gæt, men gennem undersøgelser og faglig rådgivning. Denne myndighedsrådgivning er ofte afgivet efter et tæt koordineret parløb mellem sektorforskningsinstitutionen på den ene side og ministerier, styrelser, interesseorganisationer eller private firmaer på den anden. Med myndighedsbetjeningen, fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner, er universiteterne derfor presset ind i et minefelt, hvor deres uafhængighed er tabt og den kritiske objektivitet kan anfægtes.
Blandt giganterne i den gamle sektorforskning er Danmark Jordbrugsforskning (DJF), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmark Fiskeriundersøgelser (DFU) og Skov & Landskab, hvisvigtigste rolle, samlet set, er at sikre udvikling af landbrug og fiskeri, samt vurdere tilstanden af vores miljø og natur. To sæt opgaver, der ikke altid harmonerer, og hvor en økonomisk motiveret tankegang kan tvinge opmærksomheden mod et mere produktivt landbrug på bekostning af miljøet og naturen.
Særligt DJF og DMU's nye status som fakulteter ved Aarhus Universitet kan være problematisk. I dag kommer omkring 70 procent af DJF's årlige budget, og omkring 30 procent af DMU's fra offentlige projektpuljer (samlet set omkring en halv milliard kroner), hvor Fødevareministeriet udgør den suverænt største donor. Vi har desværre set uheldige sager, hvor resultater af undersøgelserne var diskuteret igennem med de implicerede donorministerier og forskningsinstitutioner længe inden de egentlige undersøgelser blev foretaget. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, landets fornemmeste og mest kompetente sammenslutning af topforskere, pegede da også i sin forskningspolitiske rapport fra 2009 på dette problem og gav to konkrete eksempler på, hvordan sektorforskningens rapporter nedtonede de alvorlige konsekvenser for naturen af henholdsvis oppløjning af brakjorden og oppløjning af havbunden efter muslinger i Natura 2000 områder i Limfjorden.
Det var DMU, der fik til opgave at analysere konsekvenserne af at oppløje cirka 140.000 hektar brakjord og omlægge dem til intensivt landbrug. Brakjorden har i et land som Danmark, hvor naturen efterhånden ikke er
meget andet end mørtel mellem markerne, fungeret som vigtige refugier og gemmesteder for den vilde natur. Med tilladelse fra EU ville Fødevareministeriet i starten af 2008 gerne inddrage disse naturværdier, hvis samlede areal er på størrelse med Lolland-Falster, til landbrug og ville derfor kende konsekvenserne af en sådan manøvre. Den lidet overraskende og meget hurtige konklusion fra DMU, der blev leveret på bare ni dage, var, at dette ikke forventedes at skabe større problemer for hverken miljø eller natur. DMU påpegede problemer, men havde overordnet accepteret en formulering og afgrænsning af projektet, der begravede disse problemer, mens de svar ministeriet og landbruget ønskede, blev serveret i første linie. Det er ikke de menige medarbejdere på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der er noget galt med. De er dygtige forskere, men så længe armslængdeprincippet mellem myndigheder og forskere ikke respekteres, og så længe ministerierne gennem løbende budgettering projekt for projekt kan styre sektorforskningsinstitutionernes
økonomi, får vi aldrig den uvildige myndighedsbetjening, der er helt nødvendig for at træffe ikke bare de billigste men klogeste beslutninger.
Nøglen er en incitamentstruktur, der i sin grundvold arbejder kompromisløst med uafhængighed mellem politiske dagsordner og den forskning, der skal begrunde de politiske beslutninger samt sikre en gennemskuelighed i både økonomi og tilhørsforhold, så myndighedsrådgivningen ikke kamufleres som fri forskning. Ministerier og myndigheder skal udelukkende udstikke de overordnede linier, mens planlægningen og vægtningen af de enkelte elementer, fra projektbeskrivelse til rapportsammenskrivning overlades til de implicerede forskere og deres faglige
chefer.
De Økonomiske Råd (DØRS) er en af de få danske institutioner, der succesfuldt har formået at stå i konstruktiv opposition til enhver siddende regering. Rollen som vismandsorganisation har givet DØRS mulighed og ret til at udtale sig kritisk og uafhængigt, hvilket er sikret gennem en lige så uafhængig økonomisk struktur, hvor politikere ikke fra gang til gang giver penge til de økonomer, der kan producere de ønskede konklusioner, men udstikker en årlig økonomisk ramme, inden for hvilken DØRS selv kan administrere sine budgetter.
Denne økonomiske uafhængighed skal også sikres for de gamle sektorforskningsinstitutioner, så forskerne kan bruge deres faglighed og ikke økonomiske incitamenter som ledestjerne.
England har i mange år haft en natur- og miljøvismandsinstitution, med egen forskningsenhed: the Nature Conservancy Council (i dag opsplittet i tre regionale afdelinger), der har fungeret uafhængigt af ministerier og myndigheder, med faste budgetter, der slår vores hjemlige sektorforsknings budgetter med flere længder.
Ønsket om økonomisk og politisk uafhængighed er derfor hverken et krav om en urealistisk og urealiseret utopi eller en opfordring til at »sende flere penge«, men en nødvendighed, hvis vi fortsat vil bevare både frie, uafhængige universiteter og samtidig fortsat have en uvildig sektorforskning til gavn for vores landbrug og fiskeri samt øge indsatsen for miljøet og en dansk natur - til gavn for hele samfundet.

Kronik fra Weekendavisen 14. august 2009