tirsdag den 11. august 2009

Hvem er "Danske Universiteter"?

Hvem repræsenterer organisationen "Danske Universiteter"? Det kan vi tænke over, mens vi venter på svar fra sekretariatet for evalueringspanelet for universitetsloven (se indlæg her af 10/7) for vi håber stadig at kunne mødes med dem. For det vil "Danske Universiteter" jo utvivlsomt. Førhen, fx under universitetsloven før 2003 hvor rektorerne var valgte, hed organisationen Rektorkollegiet, og bestod af de valgte rektorer for de danske universiteter. Den består stadig af rektorerne. Rektorerne er bare ikke længere valgte, men ansatte, og man kan spørge, om det på linie med rektorernes egen legitimitet ændrer ved legitimiteten af organisationen? På deres hjemmeside (under dkuni.dk/organisation/rektorkollegiet/) står:
"Danske Universiteter er de danske universiteters interesseorganisation. Organisationen fremmer universiteternes indbyrdes samarbejde og universitetssektorens synlighed og gennemslagskraft i ind- og udland. (...)
Danske Universiteter repræsenterer de danske universiteters fælles interesser i forhold til det øvrige samfund, herunder myndigheder og organisationer i Danmark, i Europa og i resten af verden.
Danske Universiteter behandler uddannelses- og forskningspolitiske spørgsmål på eget initiativ eller efter anmodning fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, andre ministerier, myndigheder eller organisationer."
Nu er det sådan, at den universitetslov vi har haft siden 2003 har gjort det sværere at sige, hvad "de danske universiteters fælles interesser" egentlig er, fordi man har oplevet en ledelsesmæssig legitimitetskrise med et større svælg mellem det ansatte lag af ledere og disses nærmeste højejestående funktionærer på den ene side, og så "de forskningsudførende lag" dvs. de videnskabelige medarbejdere, og det teknisk-administrative personel på den anden side. Krisen handler også om de brister på tillid, der især bliver synlige i situationer med budgetkriser og massefyringer, som vi oplevede det på KU i vinter.
Det er beklageligt at danske forskningspolitikere ikke har øje for den tvivlsomme position, som "Danske Universiteter" i visse situationer indtager som lobbyist for lederlaget snarere end for universiteternes - forskningens og undervisningens - helhedsinteresser. At dette ikke er tilfældet, og at der mangler (som Heine Andersen tidligere har gjort opmærksom på) en tilstrækkelig slagkraftig organisation, der kan repræsentere de fagligt-videnskabelige interesser, sås i forbindelse med sommerens politiske forlig om fordeling af basismidler - som det hedder retorisk - "efter resultat".
I slutningen af juni meddeltes i hvad der lignede koordinerede pressemeddelelser fra hhs. Videnskabsministeriet (her) og Danske Universiteter (her) at, som det formuleres på sidstnævntes hjemmeside,
"Der er i dag truffet beslutning om en model til fordeling af basismidler efter forskningsresultater. Danske Universiteter noterer med tilfredshed, at politikerne har valgt at lytte til indspillet fra universiteterne. Dermed håber Danske Universiteter, at der kan komme ro omkring fordelingen af basismidler."
Læser man pressemeddelelsen fra Danske Universiteter er hovedindtrykket, at Jens Oddershede næsten ikke kan få armene ned: "Vores ønske var en enkel metode til fordeling af basismidler på baggrund af få objektive og ikke mindst i forvejen indsamlede tal. Det har vi fået nu”, udtaler talsmand for Danske Universiteter Jens Oddershede". Desværre er udtalelsen mere udtryk for ønsketænkning hvad angår enkelthed og objektivitet; modellen er slet ikke færdigudviklet, og de indsamlede tal er stadig fejlbehæftede (se nedenfor), men glæden må skyldes, at Danske Universiteter faktisk var udslagsgivende for at aftalen overhovedet kom i stand. I marts havde ikke mindst den forskningspolitiske ordfører fra Dansk Folkeparti støttet en række forskere i kritikken af modellen og dens uheldige konsekvenser for ikke mindst dansk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. (I skrivende stund er det slet ikke afklaret, hvordan de problemer, der dengang blev rejst, skal løses, da "den bibliometriske forskningsindikator", som modellen hedder, er et kvantitativt point-system, der favoriserer naturvidenskabelige og tekniske publikationer i internationale tidskrifter, men ikke monografien, den formidlende bog på dansk som indeholder original forskning, og andre hybride former for publikationer, som bl.a. jurister, sociologer, sprogfolk og litterater beriger dansk kultur og debat med.)
De radikale indgik sammen med V og K plus socialdemokraterne og (overraskende) DF med i forliget. Den 2/7 skrev Ingeniøren:
"Marianne Jelved, uddannelses- og forskningsordfører for De Radikale, har tidligere udtrykt stor skepsis over for det bibliometriske princip, som systemet med at tælle publicerede artikler kaldes. Men hun erkender, at universiteternes fælles fodslag har gjort det sværere at være lyseslukker:
»Universiteterne meldte jo ud med en fælles model, og så er det lidt svært at stå på sidelinjen og være imod. Så min skepsis er lidt mindre nu,« siger hun.
Kan det her system ikke føre til en skævvridning, hvor det handler om at få publiceret så meget som muligt?
»Fuldstændig korrekt.«" (citat her)
Det undrer mig at de radikale indgik den aftale. Og det er ærgerligt, at en klub af ansatte toplønnede rektorer som "Danske Universiteter" har fået positioneret sig selv som så betydningsfuldt sandhedsvidne i den forskningspolitiske debat, at selv en politisk aftale som den nævnte direkte henviser til et af deres såkaldte holdningspapirer (her), der på deres hjemmeside (her) præsenteres således: "De 8 danske universiteter [læs: rektorer] beskriver i et nyt politikpapir deres fælles forslag til model for fordeling af nye basismidler".
Når ret skal være ret er det da udmærket, at dette politikpapir udtaler, at modellen skal være "gennemskuelig og logisk" (det ser det bare ikke p.t. ud til at den bliver!), og heldigvis er der "kun" tale om at modellen "skal fordele nye midler og dermed ikke ændre ved den eksisterende fordeling af basismidler til universiteterne". Men der er altså forskel på rektorernes nye enighed om fordelingsnøgler for de forskellige indikatorer (således at bibliometrien nu skal veje 25%), og så et påstået eller oplevet "fælles fodslag" fra universiteterne selv, hvor der hersker en udbredt skepsis (for ikke at sige modstand) blandt forskerne om det nu er en god ide at uddele penge "efter resultat" når dette kommer til at blive gjort op, som tilfældet ser ud til at blive. Denne modstand og skepsis omfatter også forskere, der påtager sig rollen som videnskabelige rådgivere i udformingen af de nærmere optællingsmetoder ved at indgå i de 68 faggrupper, der netop nu - igen - diskuterer med FI (forsknings- og innovationsstyrelsen), hvordan de mest forudsigelige og de tåbelige bivirkninger og fejl kan undgås, når antallet af bøger om Ingemann skal ækvivaleres antallet af artikler om transkriptionsfaktorer eller Higgs partikler (denne debat er blevet lettere at følge bl.a. på dette site).
Status på arbejdet lige nu er, at 1) embedsmændene i ministeriet her i juli har bedt faggrupperne skære ned på antallet af højniveau-tidskrifter (som giver flest point) på basis af lister, der ikke skelner mellem videnskabelige bidrag, anmeldelser og smånotitser, når et tidskrifts samlede produktion skal gøres op; 2) faggruppernes ekspertise mistænkeliggøres ved at disse bedes overvåge for "bias" til fordel for danske publikationsmønstre, dvs. hvis danske forskere publicerer forholdsvis meget i de bedste tidskrifter, skal disses antal skæres ned! (bizart hvordan jantelovsprincippet her triumferer over ønsket om verdensklasse!); 3) der er endnu ingen løsning på hvordan danske forlag i topklasse kan få lov til at høste toppoint, det er mao. helt uklart, hvordan man i FI vil opfylde den politiske aftales krav om "at danske og udenlandske bogudgivelser gives de samme vilkår i forbindelse med niveauplaceringen".

Vi kan konkludere, at der her i sommer er indgået en politisk aftale om forskningens financiering, som savner evidens for at den gavner forskningens kvalitet, og som stik imod hensigten risikerer at sætte dansk forskning tilbage i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmark har i forhold til de øvrige nordiske lande ligget i top mht. flere indikatorer på forskningsproduktion (jf. Ulf Sandströms rapport som analyserer den nordiska publiceringsudvikling 1998-2006, her) - uden den New Public Management incitamentstruktur, vi påføres nu. Vil vi kunne fastholde denne position?
Man må også, som vi før har gjort, spørge principielt: Hvorfor skal et ministerium overhovedet udforme lister, der inddirekte griber ind i forskernes frihed til at publicere hvor de vil? Som en faggruppeformand skrev: "Da dette jo også har økonomiske konsekvenser og dermed i højeste grad er tænkt som adfærdsregulerende, må jeg anbefale min kolleger ikke at spilde tid på videnskab, men alene søge at positionere sig som faste anmeldere på de specifikke tidsskrifter, hvis anmeldelser [ifølge] FI tæller med."

Man må altså spørge, om "Danske Universiteter" repræsenterer den danske universitetsforsknings brede interesser, eller snarere det nye managementlags interesser, eller måske blot repræsenterer Jens Oddershede selv? Hvis det sidste ikke er tilfældet, havde det klædt organisationen at indtage en mere skeptisk, analytisk og evidensbaseret position til tanken om en bibliometrisk forskningsindikator som styringsredskab til fordeling af nye basismidler. Som det er nu, har "Danske Universiteter" blot ageret dikkende lammehale på det seneste af Videnskabsministeriets neoliberalt inspirerede forskningspolitiske felttog.

3 kommentarer:

Heine Andersen sagde ...

Tak for et godt indlæg, Claus - og rart at blive informeret. Imponerende energi, bliv endelig ved.

Claus Emmeche sagde ...

Mange tak. Men det er ikke godt nok. Personer i bloggens netværk har venligst gjort mig opmærksom på, at jeg mht. min karakteristik af "Danske Universiteter" overser nogle væsentlige forhold (det gør ikke spørgsmålet om hvem de repræsenterer mindre relevant), så her er et par yderligere brikker:

I vedtægterne dor "Danske Universiteter" står:

"Danske Universiteter er en samarbejdsorganisation, som skal bistå universiteterne med at tilvejebringe gode og funktionelle vilkår for at løfte det ansvar, som påhviler universiteterne. Danske Universiteter er mødested for Formandskollegiet og Rektorkollegiet, som i Danske Universiteter kan
drøfte fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for myndighederne og andre aktører i samfundet."

"§ 3. Danske Universiteter er samarbejds- og interesseorganisation for de universiteter, der er omfattet af universitetsloven.
Stk. 2. Organisationen omfatter Formandskollegiet, der består af formændene for universitetsbestyrelserne, og Rektorkollegiet, der består af rektorerne for universiteter under universitetsloven samt Universitetsdirektørudvalget og en række underudvalg og arbejdsgrupper, nedsat af Rektorkollegiet eller Universitetsdirektørudvalget."

Der er nogle besynderligheder, jeg ikke ved hvordan jeg skal fortolke, da jeg jo ikke er professor i forvaltningsret, fx denne:

"§ 12. I Rektorkollegiet kan ethvert spørgsmål af fælles interesse for de højere uddannelsesinstitutioner tages op til behandling. Beslutninger, truffet af kollegiet, er vejledende for de enkelte institutioner."

... hvordan vejledende???

Jeg synes det er uklart, hvordan "Danske Universiteter" både kan være en interesseorganisation og en samarbejdsorganisation. "Samarbejde" skal måske forstås som i sammenhæng med, at bestyrelserne repræsenterer det politiske aspekt (og mon ikke de har en temmelig stærk forbindelse til ministeren?), mens rektorerne jo i princippet skal varetage den daglige drift og forvalte efter saglige interesser, dvs. skal også gerne kunne lytte til disse (hvad de altså ikke har gjort i sagen om bibliometrien). Men hvem er underlagt hvem?

Uklarheden kan illustreres med et historisk eksempel. Protesterede bestyrelselserne mod den tåbelige lov om afskaffelse af gruppeeksamen? Protesterede rektorerne? Nej. Der var ellers nok af faglige argumenter imod loven. Og hvorfor ikke? Måske pga. hele den måde, systemet er bygget op på, inklusive "samarbejdet" i "Danske Universiteter".

Måske kan spørgsmålet omformuleres til: Er "Danske Universiteter" et redskab for Videnskabsministeriets universitetspolitiske strategier?

Claus Emmeche sagde ...

Nu har formanden for "Danske Universiteter" blameret de danske universiteter (som "DU" ellers burde repræsentere) ved at hævde, at "DU" ikke i princippet har noget imod privatisering af universiteterne. Gosh... Derfor har Jonas Geldmann helt ret: Læs hans indlæg "Det er brug for et alternativ til 'Danske Universiteter'".