Uafhængighed: Bestil et forskningsresultat

Forskning handler om nysgerrighed, og om at bruge denne til at blive klogere, for ens egen skyld og for det
samfund, der står på spring for at udnytte den nyeste viden. Men der er forskel på, om nysgerrigheden drives af forskernes fantasi: grundforskning, eller motiveres af konkrete problemer, der skal løses: sektorforskning. Med fusionen i 2007 af flere sektorforskningsinstitutioner, blev disse to forskellige indgangsvinkler til forskning samlet til ét, under universiteterne.
Men det er lånte fjer, når sektorforskningen med de samme personer, administrative strukturer og økonomiske afhængighed af rekvirenterne, skal levere svarene under universiteternes gode navn og renommé. Man bør samtidig spørge sig selv, om sådanne opgaver overhovedet hører til på et universitet, hvis fornemmeste opgave er at forske og undervise frit samt berige samfundet på lang sigt med ny viden, hvor alene den faglige integritet og forskerens dygtighed tæller.
Et spørgsmål, som sammenslutningen af danske universiteter besvarer i en ny hvidbog ved en pure frikendelse, uden dog at gå ind i diskussionen af sektorforskningens økonomiske afhængighed af den rekvirent, der både stiller spørgsmålet og forventer svaret.
Sektorforskningen har altid været en værdifuld del af den danske forskningsverden og givet beslutningstagere og myndigheder mulighed for at vurdere konsekvenserne af forskellige scenarier ikke bare gennem gæt, men gennem undersøgelser og faglig rådgivning. Denne myndighedsrådgivning er ofte afgivet efter et tæt koordineret parløb mellem sektorforskningsinstitutionen på den ene side og ministerier, styrelser, interesseorganisationer eller private firmaer på den anden. Med myndighedsbetjeningen, fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner, er universiteterne derfor presset ind i et minefelt, hvor deres uafhængighed er tabt og den kritiske objektivitet kan anfægtes.
Blandt giganterne i den gamle sektorforskning er Danmark Jordbrugsforskning (DJF), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmark Fiskeriundersøgelser (DFU) og Skov & Landskab, hvisvigtigste rolle, samlet set, er at sikre udvikling af landbrug og fiskeri, samt vurdere tilstanden af vores miljø og natur. To sæt opgaver, der ikke altid harmonerer, og hvor en økonomisk motiveret tankegang kan tvinge opmærksomheden mod et mere produktivt landbrug på bekostning af miljøet og naturen.
Særligt DJF og DMU's nye status som fakulteter ved Aarhus Universitet kan være problematisk. I dag kommer omkring 70 procent af DJF's årlige budget, og omkring 30 procent af DMU's fra offentlige projektpuljer (samlet set omkring en halv milliard kroner), hvor Fødevareministeriet udgør den suverænt største donor. Vi har desværre set uheldige sager, hvor resultater af undersøgelserne var diskuteret igennem med de implicerede donorministerier og forskningsinstitutioner længe inden de egentlige undersøgelser blev foretaget. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, landets fornemmeste og mest kompetente sammenslutning af topforskere, pegede da også i sin forskningspolitiske rapport fra 2009 på dette problem og gav to konkrete eksempler på, hvordan sektorforskningens rapporter nedtonede de alvorlige konsekvenser for naturen af henholdsvis oppløjning af brakjorden og oppløjning af havbunden efter muslinger i Natura 2000 områder i Limfjorden.
Det var DMU, der fik til opgave at analysere konsekvenserne af at oppløje cirka 140.000 hektar brakjord og omlægge dem til intensivt landbrug. Brakjorden har i et land som Danmark, hvor naturen efterhånden ikke er
meget andet end mørtel mellem markerne, fungeret som vigtige refugier og gemmesteder for den vilde natur. Med tilladelse fra EU ville Fødevareministeriet i starten af 2008 gerne inddrage disse naturværdier, hvis samlede areal er på størrelse med Lolland-Falster, til landbrug og ville derfor kende konsekvenserne af en sådan manøvre. Den lidet overraskende og meget hurtige konklusion fra DMU, der blev leveret på bare ni dage, var, at dette ikke forventedes at skabe større problemer for hverken miljø eller natur. DMU påpegede problemer, men havde overordnet accepteret en formulering og afgrænsning af projektet, der begravede disse problemer, mens de svar ministeriet og landbruget ønskede, blev serveret i første linie. Det er ikke de menige medarbejdere på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der er noget galt med. De er dygtige forskere, men så længe armslængdeprincippet mellem myndigheder og forskere ikke respekteres, og så længe ministerierne gennem løbende budgettering projekt for projekt kan styre sektorforskningsinstitutionernes
økonomi, får vi aldrig den uvildige myndighedsbetjening, der er helt nødvendig for at træffe ikke bare de billigste men klogeste beslutninger.
Nøglen er en incitamentstruktur, der i sin grundvold arbejder kompromisløst med uafhængighed mellem politiske dagsordner og den forskning, der skal begrunde de politiske beslutninger samt sikre en gennemskuelighed i både økonomi og tilhørsforhold, så myndighedsrådgivningen ikke kamufleres som fri forskning. Ministerier og myndigheder skal udelukkende udstikke de overordnede linier, mens planlægningen og vægtningen af de enkelte elementer, fra projektbeskrivelse til rapportsammenskrivning overlades til de implicerede forskere og deres faglige
chefer.
De Økonomiske Råd (DØRS) er en af de få danske institutioner, der succesfuldt har formået at stå i konstruktiv opposition til enhver siddende regering. Rollen som vismandsorganisation har givet DØRS mulighed og ret til at udtale sig kritisk og uafhængigt, hvilket er sikret gennem en lige så uafhængig økonomisk struktur, hvor politikere ikke fra gang til gang giver penge til de økonomer, der kan producere de ønskede konklusioner, men udstikker en årlig økonomisk ramme, inden for hvilken DØRS selv kan administrere sine budgetter.
Denne økonomiske uafhængighed skal også sikres for de gamle sektorforskningsinstitutioner, så forskerne kan bruge deres faglighed og ikke økonomiske incitamenter som ledestjerne.
England har i mange år haft en natur- og miljøvismandsinstitution, med egen forskningsenhed: the Nature Conservancy Council (i dag opsplittet i tre regionale afdelinger), der har fungeret uafhængigt af ministerier og myndigheder, med faste budgetter, der slår vores hjemlige sektorforsknings budgetter med flere længder.
Ønsket om økonomisk og politisk uafhængighed er derfor hverken et krav om en urealistisk og urealiseret utopi eller en opfordring til at »sende flere penge«, men en nødvendighed, hvis vi fortsat vil bevare både frie, uafhængige universiteter og samtidig fortsat have en uvildig sektorforskning til gavn for vores landbrug og fiskeri samt øge indsatsen for miljøet og en dansk natur - til gavn for hele samfundet.

Kronik fra Weekendavisen 14. august 2009

Hvem er "Danske Universiteter"?

Hvem repræsenterer organisationen "Danske Universiteter"? Det kan vi tænke over, mens vi venter på svar fra sekretariatet for evalueringspanelet for universitetsloven (se indlæg her af 10/7) for vi håber stadig at kunne mødes med dem. For det vil "Danske Universiteter" jo utvivlsomt. Førhen, fx under universitetsloven før 2003 hvor rektorerne var valgte, hed organisationen Rektorkollegiet, og bestod af de valgte rektorer for de danske universiteter. Den består stadig af rektorerne. Rektorerne er bare ikke længere valgte, men ansatte, og man kan spørge, om det på linie med rektorernes egen legitimitet ændrer ved legitimiteten af organisationen? På deres hjemmeside (under dkuni.dk/organisation/rektorkollegiet/) står:

"Danske Universiteter er de danske universiteters interesseorganisation. Organisationen fremmer universiteternes indbyrdes samarbejde og universitetssektorens synlighed og gennemslagskraft i ind- og udland. (...)
Danske Universiteter repræsenterer de danske universiteters fælles interesser i forhold til det øvrige samfund, herunder myndigheder og organisationer i Danmark, i Europa og i resten af verden.
Danske Universiteter behandler uddannelses- og forskningspolitiske spørgsmål på eget initiativ eller efter anmodning fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, andre ministerier, myndigheder eller organisationer."

Nu er det sådan, at den universitetslov vi har haft siden 2003 har gjort det sværere at sige, hvad "de danske universiteters fælles interesser" egentlig er, fordi man har oplevet en ledelsesmæssig legitimitetskrise med et større svælg mellem det ansatte lag af ledere og disses nærmeste højejestående funktionærer på den ene side, og så "de forskningsudførende lag" dvs. de videnskabelige medarbejdere, og det teknisk-administrative personel på den anden side. Krisen handler også om de brister på tillid, der især bliver synlige i situationer med budgetkriser og massefyringer, som vi oplevede det på KU i vinter.
Det er beklageligt at danske forskningspolitikere ikke har øje for den tvivlsomme position, som "Danske Universiteter" i visse situationer indtager som lobbyist for lederlaget snarere end for universiteternes - forskningens og undervisningens - helhedsinteresser. At dette ikke er tilfældet, og at der mangler (som Heine Andersen tidligere har gjort opmærksom på) en tilstrækkelig slagkraftig organisation, der kan repræsentere de fagligt-videnskabelige interesser, sås i forbindelse med sommerens politiske forlig om fordeling af basismidler - som det hedder retorisk - "efter resultat".
I slutningen af juni meddeltes i hvad der lignede koordinerede pressemeddelelser fra hhs. Videnskabsministeriet (her) og Danske Universiteter (her) at, som det formuleres på sidstnævntes hjemmeside,

"Der er i dag truffet beslutning om en model til fordeling af basismidler efter forskningsresultater. Danske Universiteter noterer med tilfredshed, at politikerne har valgt at lytte til indspillet fra universiteterne. Dermed håber Danske Universiteter, at der kan komme ro omkring fordelingen af basismidler."

Læser man pressemeddelelsen fra Danske Universiteter er hovedindtrykket, at Jens Oddershede næsten ikke kan få armene ned: "Vores ønske var en enkel metode til fordeling af basismidler på baggrund af få objektive og ikke mindst i forvejen indsamlede tal. Det har vi fået nu”, udtaler talsmand for Danske Universiteter Jens Oddershede". Desværre er udtalelsen mere udtryk for ønsketænkning hvad angår enkelthed og objektivitet; modellen er slet ikke færdigudviklet, og de indsamlede tal er stadig fejlbehæftede (se nedenfor), men glæden må skyldes, at Danske Universiteter faktisk var udslagsgivende for at aftalen overhovedet kom i stand. I marts havde ikke mindst den forskningspolitiske ordfører fra Dansk Folkeparti støttet en række forskere i kritikken af modellen og dens uheldige konsekvenser for ikke mindst dansk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. (I skrivende stund er det slet ikke afklaret, hvordan de problemer, der dengang blev rejst, skal løses, da "den bibliometriske forskningsindikator", som modellen hedder, er et kvantitativt point-system, der favoriserer naturvidenskabelige og tekniske publikationer i internationale tidskrifter, men ikke monografien, den formidlende bog på dansk som indeholder original forskning, og andre hybride former for publikationer, som bl.a. jurister, sociologer, sprogfolk og litterater beriger dansk kultur og debat med.)
De radikale indgik sammen med V og K plus socialdemokraterne og (overraskende) DF med i forliget. Den 2/7 skrev Ingeniøren:

"Marianne Jelved, uddannelses- og forskningsordfører for De Radikale, har tidligere udtrykt stor skepsis over for det bibliometriske princip, som systemet med at tælle publicerede artikler kaldes. Men hun erkender, at universiteternes fælles fodslag har gjort det sværere at være lyseslukker:
»Universiteterne meldte jo ud med en fælles model, og så er det lidt svært at stå på sidelinjen og være imod. Så min skepsis er lidt mindre nu,« siger hun.
Kan det her system ikke føre til en skævvridning, hvor det handler om at få publiceret så meget som muligt?
»Fuldstændig korrekt.«" (citat her)

Det undrer mig at de radikale indgik den aftale. Og det er ærgerligt, at en klub af ansatte toplønnede rektorer som "Danske Universiteter" har fået positioneret sig selv som så betydningsfuldt sandhedsvidne i den forskningspolitiske debat, at selv en politisk aftale som den nævnte direkte henviser til et af deres såkaldte holdningspapirer (her), der på deres hjemmeside (her) præsenteres således: "De 8 danske universiteter [læs: rektorer] beskriver i et nyt politikpapir deres fælles forslag til model for fordeling af nye basismidler".
Når ret skal være ret er det da udmærket, at dette politikpapir udtaler, at modellen skal være "gennemskuelig og logisk" (det ser det bare ikke p.t. ud til at den bliver!), og heldigvis er der "kun" tale om at modellen "skal fordele nye midler og dermed ikke ændre ved den eksisterende fordeling af basismidler til universiteterne". Men der er altså forskel på rektorernes nye enighed om fordelingsnøgler for de forskellige indikatorer (således at bibliometrien nu skal veje 25%), og så et påstået eller oplevet "fælles fodslag" fra universiteterne selv, hvor der hersker en udbredt skepsis (for ikke at sige modstand) blandt forskerne om det nu er en god ide at uddele penge "efter resultat" når dette kommer til at blive gjort op, som tilfældet ser ud til at blive. Denne modstand og skepsis omfatter også forskere, der påtager sig rollen som videnskabelige rådgivere i udformingen af de nærmere optællingsmetoder ved at indgå i de 68 faggrupper, der netop nu - igen - diskuterer med FI (forsknings- og innovationsstyrelsen), hvordan de mest forudsigelige og de tåbelige bivirkninger og fejl kan undgås, når antallet af bøger om Ingemann skal ækvivaleres antallet af artikler om transkriptionsfaktorer eller Higgs partikler (denne debat er blevet lettere at følge bl.a. på dette site).
Status på arbejdet lige nu er, at 1) embedsmændene i ministeriet her i juli har bedt faggrupperne skære ned på antallet af højniveau-tidskrifter (som giver flest point) på basis af lister, der ikke skelner mellem videnskabelige bidrag, anmeldelser og smånotitser, når et tidskrifts samlede produktion skal gøres op; 2) faggruppernes ekspertise mistænkeliggøres ved at disse bedes overvåge for "bias" til fordel for danske publikationsmønstre, dvs. hvis danske forskere publicerer forholdsvis meget i de bedste tidskrifter, skal disses antal skæres ned! (bizart hvordan jantelovsprincippet her triumferer over ønsket om verdensklasse!); 3) der er endnu ingen løsning på hvordan danske forlag i topklasse kan få lov til at høste toppoint, det er mao. helt uklart, hvordan man i FI vil opfylde den politiske aftales krav om "at danske og udenlandske bogudgivelser gives de samme vilkår i forbindelse med niveauplaceringen".

Vi kan konkludere, at der her i sommer er indgået en politisk aftale om forskningens financiering, som savner evidens for at den gavner forskningens kvalitet, og som stik imod hensigten risikerer at sætte dansk forskning tilbage i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmark har i forhold til de øvrige nordiske lande ligget i top mht. flere indikatorer på forskningsproduktion (jf. Ulf Sandströms rapport som analyserer den nordiska publiceringsudvikling 1998-2006, her) - uden den New Public Management incitamentstruktur, vi påføres nu. Vil vi kunne fastholde denne position?
Man må også, som vi før har gjort, spørge principielt: Hvorfor skal et ministerium overhovedet udforme lister, der inddirekte griber ind i forskernes frihed til at publicere hvor de vil? Som en faggruppeformand skrev: "Da dette jo også har økonomiske konsekvenser og dermed i højeste grad er tænkt som adfærdsregulerende, må jeg anbefale min kolleger ikke at spilde tid på videnskab, men alene søge at positionere sig som faste anmeldere på de specifikke tidsskrifter, hvis anmeldelser [ifølge] FI tæller med."

Man må altså spørge, om "Danske Universiteter" repræsenterer den danske universitetsforsknings brede interesser, eller snarere det nye managementlags interesser, eller måske blot repræsenterer Jens Oddershede selv? Hvis det sidste ikke er tilfældet, havde det klædt organisationen at indtage en mere skeptisk, analytisk og evidensbaseret position til tanken om en bibliometrisk forskningsindikator som styringsredskab til fordeling af nye basismidler. Som det er nu, har "Danske Universiteter" blot ageret dikkende lammehale på det seneste af Videnskabsministeriets neoliberalt inspirerede forskningspolitiske felttog.